Året er 1387. En enorm hær af tartarer samles på stepperne udenfor Ispahan i Iran.
Lederen, den tyrkiske feltherre Tamerlane, sender udsendinge ud for at annoncere hans ankomst, samt hans erklæring af krig den efterfølgende dag.
Ispahans borgmester, Muzaffar-I-Kashi modtager Tamerlanes udsendinge, og modtager krigserklæringen. Han spilder ikke tiden, og diskuterer mulighederne med sine ministre. De rige købmænd i byen er ikke stærke krigere. De har ikke modet, og de har ikke styrken til at møde tartarerne. Der må være en mindre farlig udvej. Muzaffar-I-Kashi afslår krigserklæringen, og tilbyder i stedet byens nøgler til Tamerlane, idet han håber, at Tamerlane vil vise sig nådig.
Ispahans indbyggere fortsætter ufortrødent deres daglige bedrifter, intetanende om den forestående katastrofe.
Tamerlane er veteran efter hundrede desperate kampe, og kan ikke føle nogen medlidenhed med mænd, der så kujonagtigt nægter at forsvare deres egne familier, by og ejendom. For hans agressive krigeretik er denne afvisning og underkastelse en fornærmelse og en skændsel. Tamerlane beordrer udslettelse af byens indbyggere. Hver enhed i hans hær skal samle et antal af fjendens hoveder til ham.
Rædslerne overgår Genghiz Khans horder fra det forrige århundrede. For hvor de vilde mongoler var simple vilde, var Tamerlane en højt kultiveret tyrk.
Ispahan bliver et kaos af tordnende klove, buede krumsabler lyner i den blændende arabiske sol, og skrig af rædsel og smerte blandes med den sødlige lugt af død.
Tamerlane forlanger, at der rejses en pyramide i flere etagers højde den næste dag. Den skal stå som monument over Ispahans rige, men kujonagtige indbyggere. Den skal bygges af 70.000 kranier af de mænd, kvinder og børn, der mistede livet denne uforglemmelige dag.
Med en høflig henvisning til Modspil, der muligvis dømmer for hurtigt, når han kalder folk for papnakker.
Jeg kan sympatisere med din kampgejst, men ikke med din proportionssans. Indvandringsmodstanden i DK har været næsten 100% ikke-voldelig, helt modsat venstrefløjen, der har sine autonome stormtropper. Helt fredelige demonstrationer angribes af tropperne, blot fordi der i demonstrationen indgår personer som Enhedslisten/ de autonome ikke bryder sig om.
Problemet er vel, at du ikke skelner mellem almindelig politisk kamp, der i et demokrati bør føres med fredelige midler, der sikrer at vi alle kan leve side om side, og så den kamp der må føres når eksistensen er truet.
Den væbnede kamp kan sagtens komme på tale, demografien og erfaringerne fra Libanon, Balkan og andre områder med stor og voksende muslimsk befolkningsandel giver bange anelser, men at din egen fløj skulle have grund til at gribe til udemokratiske midler, er sgu svært at se. Din fløj er ekstremt forkælet med rig overrepræsentation i medier og på de højere uddannelser. At I i de autonome også har et tæskehold, tyder selvfølgelig på at jeres sag er meget dårlig.
ps: her har jeg for nemhed skyld gjort dig til repræsentant for den værdipolitiske venstrefløj.
Jeg husker stadig Louise Freverts pyldren over, at venstrefløjen blev overrepræsenteret i de danske medier, indtil det blev opgjort, at ikke nok med, at højrefløjen var den mest repræsenterede, Louise Frevert selv var den mest eksponerede politiker.
Du bør nok selv arbejde lidt på din proportionssans, når du omtaler indvandringsmodstanden som næsten 100% ikke voldelig - også når du sammenligner med kortlevende ydergrupper på venstrefløjen. Desværre vil jeg nok give dig ret i, at den væsentligste indvandringsmodstand ikke har været direkte voldelig; den har bestået i intens hadefuld propaganda, som kun den danske højrefløj stadig er uvidende om. Vore omkringliggende lande er pinligt opmærksomme på den racisme, der præger Danmark og den danske tone i debatten.
De autonome bruges ikke som et tæskehold af venstrefløjen, og det ved du forhåbentlig også godt. Jeg vil også lige påpege, at der fra din egen fløjs side ikke bliver gjort noget for at gøre det muligt at leve side om side, tværtimod. Den arbejder alene på, at integration skal være assimilation til værdier, som ikke engang jeg som dansker kan gå ind for.
Som noget helt andet, så forsvarer jeg såmænd ikke den gruppe, som Carsten omtaler som paphoveder. Indlægget har blot til hensigt at minde om, at en succes med ideologien om at vende den anden kind til i høj grad kræver, at modparten har den samme moralske træning.
Jeg har lagt nedenstående kommentar til indlægget om Tamerlane ind som en update på min oprindelige historie. Opsummerende kan man sige, at jeg _ikke_ er tilhænger af at vende den anden kind til, men at det omvendt ikke er det samme som at være parat til selv at kopiere diverse politistatsmetoder som berufsverbot og naming and shaming:
----------
Udover spørgsmålet om, hvorvidt sammenligningen er en lille smule ude af proportioner, er jeg ikke på nogen måde tilhænger af passiv underkastelse.
Men metoder som ovenstående - henvendelser til arbejdsgiver, plakater med fotos om "den lokale nazist" i lokalområdet, osv. er ikke andet end bølle- og politistatsmetoder.
Sjovt nok er det også lige præcis metoder, der bliver brugt af samfundet, når det viser sig fra sin mest politistatsagtige side: Hvis en 14-årig engelsk purk bliver idømt en ASBO, bliver hans billede, navn og adresse offentliggjort i lokalavisen så alle kan se, hvilken skændsel det er for ham og hans familie.
Under den "store rockerkrig" for nogle år tilbage rettede politiet ustandselig henvendelse til forskellige bikeres arbejdspladser med det eksplicitte formål at få dem fyret.
Det er ikke metoder, der er værdige til efterfølgelse.
Udgangspunktet må være: Vi har ytrings- og tankefrihed i Danmark, og den vil vi værne om og kæmpe for; og ja, vi vil også kæmpe for den ekstreme højrefløjs ytrings- og tankefrihed, herunder deres ret til at udsprede deres ideer med fredelige midler.
Med forbud og hetz gør vi os til en del af politistaten, ikke til en del af det frie samfund, vi angiveligt kæmper for - helt bortset fra den sekundære omstændighed, at denne type forbud og hetz meget vel kan ramme os selv næste gang.
Og voldelige angreb? Må besvares med politianmeldelser, dokumentation og om nødvendigt, selvforsvar i den enkelte situation.
Ikke ved selv at organisere vore egne SA-lignende "antifascistiske" bøllekorps.