Der var en gang en lille dreng, der hed Anders Rasmussen.
En dag, da Anders kom i skole, havde han taget en krysantemumbombe med, som han lagde på lærerens kateder. Det var en fuser, som han havde samlet op lige uden for skolen.
Læreren blev meget bange, og sagde til Anders: "Anders, hvad er dog det? Er det en krysantemumbombe?"
"Måske", sagde lille Anders.
"Hvad mener du med 'måske'?", spurgte læreren, "er det ikke en bombe? Har du taget en bombe med i skolen, som kan være farlig?"
"Det er svært at sige", sagde Anders. "Det kan vi jo først vide, når vi har alle de nødvendige oplysninger".
Læreren begyndte at blive nervøs. "Hvor har du fået den?", forlangte han svar på.
"Jeg fandt den uden for skolen. Det var en fuser, som bare lå der, og så samlede jeg den op".
"Vil det sige, at du har taget en fuser med i skolen? Hvordan kunne du dog tage såden en farlig ting op, og så tage den med her i skolen!?"
"Jamen nu ved vi jo ikke, om det egentlig er farlig. Det kommer jo an på så meget. Den kan jo godt være farlig, men den kan jo også godt være ufarlig af flere grunde. For eksempel kan det jo være, at krudtet er blevet vådt. Det kan også være, at nogen helt har fjernet krudtet, men det kan også være, at der bare ikke har været tryk nok inde i bomben til, at kammeret er sprængt. Der kan også være fabrikationsfejl, så den er helt harmløs bortset fra, at man måske kan brænde sig, eller den kan have taget skade under håndteringen. Men er er også en helt anden mulighed, som vi bestemt bør overveje, og det er at..."
Længere kom Anders ikke i sin forklaring, før bomben sprang. Anders stod i ly af katederet, så han kom ikke til skade, men læreren og tre elever blev dræbt på stedet, og mange af eleverne i klassen blev kvæstet og måtte tilbringe mange uger på hospitalet. Selve klasselokalet var også raseret, og væggene havde taget så meget skade, at der måtte bygges væsentligt om.
I de næste flere måneder blev skolens elever fragtet med bus til de omkringliggende skoler, mens skolen blev genopbygget. Firmaet bag genopbygningen var heldigvis ejet af en af Anders' fars venner, Mærsk Møller, som hurtigt kunne gå i gang med arbejdet. Financieringen kunne klares ved dels at give Møller et oliefelt, som var ejet af elevernes forældre, og dels ved at indgå en kontrakt med Møller om at financiere vedligeholdet af en stor bygning, som han havde bygget for en fond, som han havde oprettet for penge, han ellers skulle have betalt i skat.
Lidt før sommerferien stod skolen endelig færdig, og eleverne glædede sig til at se hinanden igen i de nye omgivelser. På hans første dag tilbage i skolen havde Anders' mor besluttet sig for at følge Anders i skole for at beskytte ham mod urimelig kritik fra andre forældre.
Og det var godt det samme, for de var kun lige kommet ind af døren, da en lærer skændte på Anders: "Nå, er det dig? Har du ikke lavet nok ulykker?"
"Jeg ved virkelig ikke, hvad du snakker om", forsvarede Anders' mor sin søn. "Se dig dog omkring! Skolen så ikke for godt ud i forvejen, men nu er klasseværelserne moderniserede, og der er nyt gulv og nye møbler. Der er nye søjler til det splinternye tag, og alt er nymalet..."
Læreren hvæsede ad Anders' mor: "Sig mig, har du slet ikke forstået? Der blev dræbt flere elever, og endnu flere blev sårede! Har du og din søn slet ikke dårlig samvittighed?"
"Nej, nu har jeg da lige...", sagde Anders' mor fornærmet, "Hvordan kan du dog påstå, at min søn skulle have ansvaret for, hvad der skete? Lad mig lige minde dig om, at der var et masseødelæggelsesvåben på skolen, og mens det kun var et spørgsmål om tid, før den sprang, var det Anders, der trædte til og heltemodigt tog ansvaret for at beskytte elevernes liv. Hvis ikke han havde gjort det, må guderne vide hvor mange, der så var blevet dræbt. Og jeg tror faktisk heller ikke, at nogen ville have forudset, at det kunne være så farligt at pille ved en eksplosiv genstand. Og endelig så tror jeg også, at skolen faktisk er bedre uden Lærer Vollsman, for han var altså ikke god ved eleverne..."
"Han var en rigtig dum diktator!", brød Anders ind. "Han fik bare, hvad han havde fortjent".
Både lærere og forældre skrev under på en erklæring om, at de ville have Anders udvist fra skolen, men skolebestyrelsen svarede sådan her:
"Vi har undersøgt forholdene i sagen, og er nået til den konklusion, at Anders Rasmussen har udvist usædvanligt mod og forudseenhed i de ulykkelige terrorangreb på vor skole. Vi ser derfor ikke nogen grund til at udvise Anders Rasmussen fra skolen".
Der var en del, der brokkede sig, fordi de syntes, at retfærdigheden ikke var sket fyldest, men efterhånden vendte alt tilbage til det normale.
I hvert fald indtil Anders en dag fandt en flaske med sarin på vej til skole, som han lagde på lærerens kateder.
Leave a comment