Tyske filosoffer har haft en mærkelig tradition for at opfinde ord for at beskrive, hvad de mente, eller også har de valgt at bruge et alment kendt ord, som de efterfølgende har omdefineret, så dets brug har haft en unik betydning i deres filosofi, hvor den gængse betydning ville give anledning til alvorlige misforståelser.
Sådan gør universitetsstuderende ofte, har jeg erfaret. Når de har arbejdet sammen i længere tid, udvikler de en indforståethed, hvor de benytter bestemte begreber på en måde, hvor begreberne har en bestemt betydning for netop disse studerende, eller de studerende kan se et form for mønster i talstørrelser, og føler dermed ikke grund til at sætte enheder eller grænser på størrelserne, selv om som ingen anden kan se, om tallene er "store" eller "små", "gode" eller "dårlige".
Gennem min tid som vejleder for studerende har jeg derfor opfundet begrebet "German Philosophers Syndrome", som dækker over, at de studerende har skabt en indforståethed, som giver stor mening for de studerende selv, men som forvirrer enhver anden. Og vel at mærke uden at de studerende gør noget for at definere deres begreber.
Leave a comment