Raapil er et par gange (bl.a. her og her) faldet over nogle underlige holdninger på den yderste højrefløj, men har givet udtryk for, at han ikke helt kan sætte fingeren på, hvad der er galt. Han spekulerer på, om han måske mangler teologisk uddannelse, men her kan jeg berolige Raapil med, at det gør han bestemt ikke. Man fristes til at sige tværtimod, såmænd, eftersom teologi populært sagt handler om at forstå, "hvad Gud mener". Hvis ikke man tror på den slags nisser, så er der ikke meget at hente i faget.
Holdningen, som Raapil har bemærket, er visse "Islamkritikeres" tendens til at opfatte religioner som noget, der programmerer folk.
Netop denne holdning er yderst afslørende for "islamkritikernes" måde at tænke på, og det er sikkert det, Raapil fornemmer uden helt at vide hvorfor.
Heldigvis er religioner og religioners betydning i såvel samfund som for den enkelte person et fagområde, der er forsket meget i. Religionshistorie og religionsvidenskab er emner, der undersøger de enkelte religioners bestanddele og religioners fællestræk, deres opståen og udvikling, deres betydning i samfundet, osv. Vi taler om et felt, hvor religionerne er kortlagt og undersøgt, og hvor det ikke handler om holdninger, men derimod om kolde, videnskabelige kendsgerninger.
Spørgsmålet om, hvorvidt religioner kan identificeres restløst med deres udøvere (som en af højreekstremisterne argumenterer for gennem et passende valgt citat) er ikke mere til diskussion eller et spørgsmål om holdninger, end hvorvidt to plus to giver fire. Og svaret på spørgsmålet er, at religioner kun kan identificeres restløst med deres udøvere. Alt andet er et udtryk for, at religionerne lever deres eget liv udenfor de mennesker, der definerer religionerne, idet religionerne i så fald har deres egen vilje og dagsorden, som de kommunikerer til de mere profane udøvere af religionerne. Dette er pr. definition metafysik, og man skal have en meget stærk religiøs overbevisning for at tro på sådan noget: Det er simpelt hen noget religiøst ævl at påstå, at religioner skulle eksistere andre steder end i hovederne på de folk, der på et givet tidspunkt udøver religionerne, eller som bliver påvirket af disse mennesker.
Ikke blot er denne kendsgerning "old hat" i religionsvidenskaben, det er også noget, man lærer meget tidligt i uddannelsen. Det er simpelt hen basis-stof, der for forståelsen af religioner nærmest kan sammenlignes med at lære alfabetet, før man lærer at læse.
Når "Islamkritikerne" alligevel benytter sig af denne form for argumentation, så afslører det to ting:
1. De benytter sig af ren mysticisme i deres argumenter, og kunne derfor lige så godt have hævdet, at det var deres Gud, der havde sagt til dem, at Islam var slemt.
2. De forsøger at fremstå som saglige "kritikere", men deres faglige udgangspunkt er så mangelfuldt, at de mangler selv de helt grundlæggende færdigheder. For folk, der faktisk ved noget om emnet, er det ganske åbenlyst, at "islamkritikerne" ikke aner, hvad de snakker om - de tror bare, at de ved det.
I forhold til Raapils seneste indlæg om emnet betyder det naturligvis, at det ikke giver mening at hævde, at Kristendommen eller Islam skulle programmere deres følgere. Det bør højreekstremisterne i øvrigt være ganske taknemmelige for, når man mindes de uhyrligheder, som kristne mennesker har begået i tidens løb, for den kristne historie er notorisk blodig.
Raapils undren er hermed forhåbentlig besvaret. I øvrigt kan jeg oplyse Raapil om, at Tina Magaard føler sig misbrugt og fejlfremstillet af medierne.
Leave a comment