Bekymrede konformister og følelsesforskrækkede kristne vil helst vil beskrive unge, der lytter til heavy metal, som tabere. Selve musikken opfattes generelt som "negativ", selv om det er de færreste, der ligefrem roder sig ud i den slags pseudovidenskab, som Torben Sangild morer sig over.
Erfaringerne med udtalelser fra den slags mennesker kan nærmest gøre videnskabelige undersøgelser helt overflødige, eftersom man som tommelfingerregel kan gå ud fra, at hvis en kristen mener noget om mennesker, så forholder virkeligheden sig stik modsat.
Men alligevel. The Telegraph kan fortælle, at:
Researchers found that, far from being a sign of delinquency and poor academic ability, many adolescent "metalheads" are extremely bright and often use the music to help them deal with the stresses and strains of being gifted social outsiders.
Den undersøgte gruppe mennesker havde samtidig en lavere selvværdsfølelse end gennemsnittet. Dette lyder plausibelt, idet selvværd har en stærk kobling med ens følelse af socialt tilhørsforhold. Hvis man er "udenfor" på grund af højere intellektuel kapacitet, vil ens selvværdsfølelse være truet, og ikke mindst blandt unge er behovet for social identitet stærk.
Forskeren bag undersøgelsen mener, at musikken bruges som "katharsis", dvs. som en "udrensning", som de unge bruger til at få afløb for de negative oplevelser udefra. Dette underbygges af, at et vist antal unge selv giver udtryk for, at musikken giver dem afløb for negative følelser.
Personligt mener jeg, at der ligger mere i det end så, for i min omgangskreds oplever jeg adskillige eksempler på, at musiksmagen koncentrerer sig om heavy metal og klassisk, hvor sidstnævnte sjældent beskrives eller som "katharsis" for følelser. Jeg hører selv begge dele, fordi musikken virker mere "rig" - jeg oplever mere variation og mere kompleksitet i lyden, end jeg jeg oplever i popmusik, der for mig er næsten arketypisk ensformigt, forudsigeligt og kedeligt.
En af de få gange jeg er enig med jer.
Lytter også selv en del til musik man nok kan beskrive som "hævi", fordi det ganske enkelt er godt, og ikke for at blive udrenset.
Noget andet jeg har bemærket er at bestemte genre synes at have flere dedikerede tilhængere f.eks Heavy, klassisk og rap.
Jeg kan ikke udstå rap, men kan godt sætte mig ind i dedikationen. Der findes selvfølgelig også dedikation indenfor eks. pop men det lader til at det er noget folk "vokser fra", hvorimod begejstringen for eks. heavy og klassisk ofte bibeholdes.