Venstre og kartellerne

For et år siden var Venstre dybt forarget over, at et af deres medlemmer var tvunget til at være medlem af en bestemt fagforening for at kunne få job. Så meget, at de fik gennemført et lovforslag mod det.

Venstre omtaler denne frihed som en "stor personlig frihed". Så pyt med, at en stærk fagforening er i de enkelte personers interesse, fordi en stærk fagforening beskytter mod arbejdsgivernes udnyttelse af disse personer. Venstre er jo trods alt interesseret i erhvervslivets interesser, så jo svagere fagforeningerne er, desto bedre for Venstre.

Det er i hvert fald ikke den personlige frihed, der er i højsædet i dag, hvor Venstre med hjælp fra Dansk Folkeparti finder det helt rimeligt at binde medarbejdere i jobkarteller.

Det sker med henvisning til, at hvis blot medarbejderne ved, at de er bundet, så er det fint nok. Man må nu spekulere på, om Venstre dermed også er villig til at indtage samme holdning i forhold til fagforeninger; nemlig at det er fint nok at være bundet til en bestemt fagforening, hvis blot man ved det.

Det er Venstre nok ikke. Jobkarteller er nemlig i erhvervslivets interesse, og det er fagforeninger bestemt ikke. Det er derfor ikke udtryk for inkonsistens, når Venstre støtter karteller, der har til formål at omgå funktionærloven og samtidig Venstre angriber aftaler, der styrker arbejdernes forhold, men derimod et udtryk for, at Venstre ønsker at styrke erhvervslivet på bekostning af arbejdstagerne. Arbejdsgiverne må godt. Arbejderne må ikke.