Krigspropaganda

George Orwell introducerede begreberne "Newspeak" og "Doublethink" i sin filosofi om brugen af sproget som politisk magtmiddel i romanen "1984".

"Doublethink" var i følge Orwell evnen til at holde to modstridende synspunkter i hovedet samtidig, og acceptere dem begge - at fortælle løgne, som man oprigtigt selv tror på. "Newspeak" var beregnet til at eliminere tanke-kriminalitet, idet Newspeak som sprog skulle gøre afvigende tanker umulige at tænke i den udstrækning, at tanker er afhængige af ord.

I den Orwellske fremtid var Newspeak og Doublethink designet til at udradere muligheden for protest, bagvaskelse, opstand og oprør mod staten.

Vort århundrede er indledt med Bush-æraen, der er kendetegnet ved Doublethink. Bush, Cheney og deres støtter i Washington benytter Doublethink og Newspeak til at skabe politisk accept af deres vanvittige politik om evig krig i et reaktionært totalitært regime, der udvikler stadigt flere lighedstegn med fascismen og nazismen i sidste århundrede.

Bush-æraens kernedoktrin er forebyggende krig. Når Bush argumenterer for retten til at føre krig for at undgå krig, benytter han Orwellsk Doublethink, idet han fastholder to modstridende muligheder, samtidig med at han tror på dem begge: At krig er uønsket, mens krig for at undgå krig er ønsket.

For Bush, Cheney og deres støtter er selvmodsigelsen usynlig, for de benytter netop Doublethink, men doktrinet om forebyggende krig kan sammenlignes med et ønske om at begå selvmord af angst for at dø.

Den konstante brug af begrebet "terrorister" om ideologiske modstandere er et eksempel på Newspeak. Ingen vil jo hævde, at man støtter terror, men hvis ikke der findes andre former for modstandere end terrorister, så mister man muligheden for at formulere en modstand.

Amerikanerne bombarderes af Bush-regimet med en konstant strøm af propaganda designet til at skabe deres politiske opbakning til såvel konstant krig og krigsforbrydelser som en stærk, centraliseret regering ledet af en præsident, hvis funktion er at stå som diktator i en junta bestående af hans nære økonomiske venner.

Et af Bush's regerings primære opgaver er fremstillingen af accept af konstant krig. Ikke blot går borgernes skattepenge til den stadigt mere udemokratiske politik ført at Bush og Cheney; de bliver også udsat for en konstant propaganda, der har til hensigt at underminere deres grundlovssikrede beskyttelse mod ubegrundede afsøgninger og konfiskeringer, habeas corpus og ytringsfrihed. På World Press Freedom Index er USA nede på 53. pladsen, som den deler med stater som Tonga, Kroatien og Botswana.

Propagandamaskinen for den konstante krig drives af fremmedangst, dæmoniseringen af indvandrere, angst for fremmede kulturer - især muslimske - og en konstant brug af frygt og terror i de politiske budskaber.

Propagandaen benytter vedholdende og intens spin kontrol, der har til hensigt at forme folks opfattelser af situationer. Cheney gentog således Hitlers succes i løgnen om Irak-krigen, da han lovede det amerikanske folk, at han var sikker på, at tropperne ville være ude igen i løbet af meget kort tid: "Weeks rather than months".

Flyene havde næppe ramt World Trade Center, før Bush definerede, hvad moderne tankekriminalitet er: "Either you are with us or you are with the terrorists".

Den moderne stat dæmoniserer sine modstandere for at skabe offentlige støtte til krig. I Bush-æraen har dæmoniseringen af muslimer været konstant, og har bragt den amerikanske kristendoms dommedagskulturs dæmonisering af muslimer ind i politik. Her er det på sin plads at se lidt på en mand ved navn George Bush.

Den pågældende George Bush er ikke George W. Bush's far, men derimod en fætter til George W. Bush's bedstefar: Reverend George Bush. Denne præsts teologiske skriverier og holdninger var velkendte i Bush's familie, men propagandamagerne i Bush's regering har gjort, hvad de kunne, for at undertrykke og skjule dette forhold. Først i 2005 kunne Todd Leventhal ved ministeriet mod misinformation bekræfte, at Reverend George Bush var en nær slægtning af George W. Bush og hans far, den tidligere præsident George Bush.

Det var Reverend George Bush, der i 1837 skrev bogen "The Life of Mohammed: Founder of the Religion of Islam, and the Empire of the Saracens". Det kan ikke overraske, at denne kristne præst naturligvis ikke havde de store positive ord om manden, der regnes som grundlæggeren af en af verdens største religioner. Reverend George Bush var imidlertid ikke blot kølig - han iværksatte, hvad der må ses som et bevidst angreb på Muhammed og dennes lærdom og religiøse tradition, hvor han blandt skrev om Muhammed, at Muhammeds:

Det er derfor tydeligt nok, at der i mindst fire generationer i Bush's familie er brygget på islamofobi.

De senere George Busher har også blandet sig med et peanut-galleri af islamofobiske, evangeliske kristne zionister. Franklin Graham, der står i toppen af Billy Graham Evangelical Association, med en årlig indtægt på over 100 millioner stort set skattefrie dollars, er en af dem. Hans følgere er stærke støtter af Bush's krige og hans ellers upopulære neokonservative præsidentpost. Graham siger i sin islamofobiske teologi, at:

Mens jeg personligt forholder mig fjendtligt overfor enhver religion, så afslører dette citat, at han er ualmindeligt uvidende om komparativ religion, hvilket er en noget pinlig intellektuel brist hos en professionel evangelist.

Bush og hans slæng dæmoniserer rutinemæssigt hele nationer og folkeslag. Da han udpegede "Ondskabens akse", dæmoniserede han to muslimske lande og et enkelt asiatisk land, idet han skabte et klima af angst, terror, islamofobi og generelt had mod race-minoriteter.

I "State of the Union"-talen i 2002 strøede han om sig med angreb: Nordkorea oprustede med masseødelæggelsesvåben, mens folket sultede. Iran eftersøgte disse våben og eksporterede terror, mens enkelte ikke-valgte undertrykte landets ønske om frihed. Irak fortsatte med at udtrykke sin fjendtlighed overfor USA og med at støtte terror. Irak havde udviklet miltbrand, nervegas og kernevåben i over et årti. Regimet havde allerede brugt giftgas til udslettelsen af tusinder af civile - det var stater som disse, og deres allierede terrorister, der var ondskabens akse.

Det er ikke blot Bush/Cheney, Blair og her i landet Anders Fogh Rasmussen, der gennem medierne bidrager til et klima af terror og frygt. Mange religiøse ledere dæmoniserer deres konkurrent og fordømmer muslimer over en bred kam. Også paven har opildnet til had, når han f.eks. sagde i en tale: "Vis mig, hvad Muhammed frembragte af nyt, og I vil kun finde ondskab og umenneskelighed". Her i landet skorter det bestemt heller ikke på fremmedfjendsk propaganda fra politisk hold.

Dæmoniseringen af muslimer og frembringelsen af islamofobi er et globalt fænomen, og i den amerikanske kultur helt åbenlys og selvfølgelig. I Disneys film "Aladdin" fra starten af 1990'erne så børnene - der i dag er soldater - Aladdin som en fyr, der nemt kunne gå for at være en amerikansk ung med amerikansk accent, der var i kamp mod onde skurke, der altid var tegnede som arabere med arabisk accent. Mens det forhåbentlig vil være for paranoidt at anklage Disney for at have gjort det bevidst, så afspejler det i det mindste en holdning i samfundet, som vækker popularitet. Muslimer er også storleverandører af skurke i den yderst populære TV-serie "24".

Dødstallet for Bush-æraens krige er hemmeligt. Vi kender ikke det præcise dødstal i Irak, men det formodes i øjeblikket at ligge i nærheden af 700.000 mennesker. Ingen kender antallet af ødelagte lemmer, varige skader, overfald, voldtægter, vansiringer og sårede, men vi ved, at tallet stadig stiger.

Bush kan dømmes som krigsforbryder gennem hans ledende rolle i ansporingen til krige og de krigsforbrydelser, der opstår i disse krige. Sidste år kunne medierne rapportere, at Bush havde forhandlet om købet af en stor ranch i afsides egne i Paraguay, der nægter at udlevere krigsforbrydere.