"The Stanford Prison Experiment", ledet af Philip Zimbardo, var et vendepunkt i kontroversiel socialpsykologi i 1970'erne, hvor den menneskelige opfattelse af fri vilje fik et chock, der kan sammenlignes med erkendelserne fra Pavlovs forsøg med hunde.
Zimbardo fik i 1971 en gruppe studerende til at deltage i et eksperiment, hvor nogle af de studerende skulle spille fangevogtere, mens resten skulle spille indsatte i et fængsel. Eksperimentet måtte afbrydes efter få dage, fordi fangevogternes sadistiske opførsel nedbrød de studerende, der spillede fanger. Også selv om de "indsatte" alle var helt almindelige mennesker, der ikke havde gjort noget ulovligt.
Med dette eksperiment demonstrede Zimbardo, hvor kraftigt mennesker lever sig ind i de sociale roller, vi påtager os. Eksperimentet var en dramatisk demonstration af, hvordan vores identitet og opførsel bygger på den rolle, vi bliver presset ud i, eller som vi føler, at vi passer ind i.
Zimbardos og andre samtidige forskeres forsøg påviste med overbevisende tydelighed, at den menneskelige opførsel i høj grad er dikteret af den gruppe, man formodes at tilhøre, uanset om det er selvvalgt eller ej.
Zimbardos eksperiment har - sammen med en række samtidige og senere eksperimenter - påvist, at det ikke er den enktelte person, der bestemmer, hvordan personen opfører sig, men derimod den rolle, personenen føler sig hensat til. Hvis en person tilhører en gruppe, som "man" forventer opfører sig på en bestemt måde, så opfører personen sig netop som "man" forventer det. Det er ikke den enkelte person, der er et svin, men derimod hans svinesti, der får ham eller hende til at være et svin.
I dag, over tredive år senere, er "The Stanford Prison Experiment" lige så aktuelt som dengang.
Selv om vi burde have lært lektien i dag, har Philip Zombardo en huskeseddel omkring rolle-indlevelsen: Det er ikke de enkelte mennesker, der er problemet; det er den rolle, de formodes at indtage, der er problemet. Som han selv udtrykker det: "Du kan ikke være en sød argurk i en eddiketønde".
I et interview med Zimbardo udfordrer han Pentagons påstand om, at torturen i Abu Ghraib skulle være forårsaget af "a few bad apples" - altså at den amerikanske tortur af fanger i Irak skulle være forårsaget af et par uopdragne soldater med en personlig dagsorden.
Pentagons forklaring modtrider alt, hvad Zimbardo, og såvel samtidig som opfølgende forskning, har påvist, så Zimbardos lærdom fra 1971 er yderst relevant i dag. Torturen i Abu Ghraib kan ikke forklares som et udslag af "uopdragne soldater", men må tilskrives en forventening i den amerikanske politik overfor de amerianske styrker om, at "man" naturligvis torturerer fanger i Abu Ghraib.
På godt dansk: Torturen skyldtes ikke de enktelte soldater, men var derimod et udslag af den politiske kurs, som USA udstak. Man forventedes at behandle "fjenden" som folk, der burde og skulle tortureres.
Update, april 2008: Se også min anmeldelse af Zimbardos bog, "The Lucifer Effect", som handler om fængselseksperimentet og USAs brug af mishandlinger og tortur.
Leave a comment