Mere end 1000 censurerede ord

Længe inden Anden Verdenskrig afbildede David Low ved Englands "Evening Standard" Hitler som et fjols. Det fik Gestapo til at sætte David Low på deres udryddelsesliste.

Dokumenter, der i dag er deklassificerede, viser at CIA havde en "CIA Art Group", der havde til formål at lave tegneserier med Irans daværende premierminister for at vende stemningen mod den demokratisk indsatte leder, som USA afsatte i 1953.

I FBI sørgede J. Edgar Hoover for, at Alfred E. Neuman blev sat under overvågning, da Alfred Neuman havde drillet Hoover i magasinet "Mad". Et årtid senere foreslog Hoover at benytte tegneserier til at skabe splid i den "nye venstrefløj", idet han skrev: Overvej at bruge tegneserier. Hån er en af de kraftigste våben, vi kan bruge".

Ukendte gerningsmænd dræbte den palæstinensiske tegner Naji Salim al-Ali på gaden i London. Både Yasser Arafat og den israelske efterretningstjeneste er blevet mistænkt for at stå bag. Her i landet ved vi også, hvordan Muhammed-tegningerne blev modtaget.

Muhammedtegningerne gav højrefløjen mulighed for at påstå, at den vestlige ytringsfrihed var et kendetegn, hvormed Vesten adskiller sig fra de arabiske lande. Men selv om tegnerne i vores del af verden ikke biver udvist, fængslet eller myrdet, strides de også ofte mod censur.

Her i landet er det ikke regeringen, der står for censuren (selv om regeringen klager over kritiske medier og nægter at involvere sig overfor ukritiske medier, så er dette ikke direkte censur, blot pres). Her er det medierne selv, der står for censuren. Hvis arbejdet opfattes som kontroversielt, blasfemisk, politisk ukorrekt, eller bare dårligt for forretningen, så bliver det aldrig publiceret.

Mens Jyllands-Posten hellere end gerne trykte Muhammed-tegningerne side om side med en artikel, der beskrev, hvordan muslimer måtte lære at finde sig i hån, så valgte Jyllands-Posten at afvise satiriske tegninger af Jesus af frygt for læsernes reaktion.

Visse former for censur er naturligvis forståelige. En politisk sketch i dag kan være forældet i morgen, og forlæggerne må nogle gange forhindre deres kreative elementer i at bryde injurielovgivningen eller i at sprede had. Fornærmelser bør være et biprodukt af et godt argument, ikke et mål i sig selv, sådan som det var i Jyllands-Postens tilfælde, da Muhammed-tegningerne blev trykt.

Redaktørerne er dog ikke for gode til at se forskel. De kvæler tegningerne på grund af angst for sure sponsorer, homofober, homoseksuelle, diverse religiøse grupperinger, etniske eller ikke-etniske danskere, osv. osv.

Tegneren R. J. Matson måtte opleve at få alle tegninger omkring Muhammed-krisen censureret. Han nåede også at få vrede opfordringer til at tegne Muhammed alligevel. Matson fordømte (forståeligt nok) ekstemisternes angreb på ytringsfriheden, men så også Jyllands-Postens tegninger som en unødvendig provokation. Han udtrykte sin for-og-imod holdning med et selvportræt, hvor han sad overskrævs på et missil udformet som en pen.

"Selvmordstegnere" meldte sig også på scenen, men Matson overtalte sin chef til at lade være med at provokere yderligere.

I 2004 valgte Continental Features at droppe "Doonesbury", som blev opfattet som kontroversiel. Firmaets direktør, Van Wilkerson, havde gjort det klart, at han havde fået talrige klager over Doonesbury, og ønskede at erstatte det med en anden. Den prisvindende politiske tegneserie blev efterfølgende erstattet af "Get Fuzzy".

De amerikanske medier er under pres fra de amerikanske konservative. Højredrejningen blev åbenlys, da republikanerne vandt kongressen i 1994, og bagdelskysseriet, der havde taget til, da George Bush blev president, blev endnu kraftigere efter 11. september. I den patriotiske stemning efter 11. september mistede nogle tegnere deres arbejde på grund af deres progressive politiske holdninger.

Andre tegnere, såsom J. D. Crowe, der er anset ved en konservativ avis i Alabama, er forsigtig, når han beskæftiger sig med Bush og hans administration, idet kritik nærmest opfattes som blasfemi.

I krigstid er medierne meget påpasselige med at afbilde militæret. I følge den politiske tegner og kommentator Steve Brodner er det først når der er overvældende beviser på, at krigen byggede på løgne, at man kan tillade sig at være kritisk.

Se gennemgangen af ytringsfriheden i vores del af verden i San Francisco Chronicle.