Nok har jeg siden mine første erfaringer med andre mennesker ikke været i tvivl om, at jeg lå i den bedre begavede ende af spektret, men har dog aldrig haft hverken speciel lyst til at få målt min intelligenskvotient eller formodet, at den var meget høj. Jeg har heller ikke kunnet se mig helt fri for at undgå intelligenstests af forfængelighedshensyn: Hvad nu, hvis jeg ikke scorede højt?
I de seneste år er jeg blevet konfronteret med mennesker, der har kunnet fortælle, at de havde en intelligenskvotient på 110, 120, 130 - og det har givet mig en snigende mistanke om, at jeg måske var dummere, end jeg troede. Jeg havde ikke ligefrem illusioner om at kunne sætte Einstein til vægs, så jeg formodede, at jeg nok i praksis lå på omtrent samme antal points som disse mennesker. Dermed ville jeg med andre ord også være nødsaget til at skulle acceptere en lidt mere beskeden vurdering af mine evner, når nu jeg ikke var imponeret af folk, som måske i virkeligheden var mine ligemænd.
Men lad mig lige sætte tallene i perspektiv. Hvis man i den "klassiske" intelligenstest har en intelligenskvotient på 71 - 84, så er man i følge DSM-IV (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, som er den amerikanske "bibel" for psykiatere) en "Borderline Intellectual Functioning", hvilket vil sige, man ligger lige på vippen til at være det, samme bog definerer som mentalt retarderet.
Hvis man har en intelligenskvotient, der ligger lige så langt fra gennemsnittet som en "borderline intellectual functioning" person, blot til den anden side (dvs. 120 - 140), så har man en "meget overlegen intelligens"; udtrykket benyttes dog ikke længere, fordi det er værdiladet. Over dette niveau begynder man at kvalificere sig som "geni" (et udtryk, der ligeledes ikke benyttes længere).
Jeg har hidtil frygtet, at hvis de mennesker, der fik i omegnen af 120, skulle betegnes som velbegavede, så måtte det sågu stå grelt til hos gennemsnittet. Mens jeg bestemt ikke har betragtet disse mennesker med 120-points som dårligt begavede, så har de ligget på vippen af, hvad jeg mentalt kunne tolerere. Tanken om, at størstedelen af jordens befolking er langt mindre mentalt udrustede, var skræmmende for mig.
På sin vis er det derfor heldigt, at jeg nu har taget en intelligenstest. Godt nok aner stadig ikke, hvad min tilnærmelsesvist præcise intelligenskvotient er. Da jeg - langt om længe - fik ca. 25 minutters fred og ro til at tage en intelligenstest, hvor jeg faktisk gjorde mig lidt umage, svarede jeg uden større besvær rigtigt på samtlige spørgsmål i testen og lå således i "100% percentilen". Det eneste, jeg nu kan formode, er at jeg nok ligger et ukendt sted over ca. 140 points.
Selv om jeg således ikke er blevet klogere på det præcise tal, så sætter resultatet dog min afmagtsfølelse overfor "alle de dumme mennesker" lidt i perspektiv. For at sige det ligeud: Hvad intelligens angår, er det gennemsnitlige menneske tættere på at være mentalt retarderet, end jeg er på at være gennemsnitlig. Jeg føler formentlig samspillet med "normale" mennesker på samme måde, som normale mennesker føler, når de har med en mentalt retarderet person at gøre. Hvis ikke deres intelligenskvotient ligger i omegnen af 120 eller over, vil jeg formentlig opfatte dem, som de selv opfatter mentalt retarderede mennesker - i hvert fald hvad intelligens angår; heldigvis er der mange andre kvaliteter. Mit forhold til selv godt begavede mennesker kan forklare, hvorfor jeg kan have en noget menneskefjendsk indstilling til "normale" menneskers intelligens.
Den glædelige erkendelse for mig er derfor, at jeg har undervurderet afstanden mellem mig selv og de mennesker, der ligger omkring 120 points. Hvis jeg selv troede, at jeg måske kun lå en smule over 120, så ville jeg tro, at nogle få IK-points ud gjorde en væsentlig forskel, og at forskellen på disse mennesker og "normale" mennesker derfor ville være enorm. Med erkendelsen af, at afstanden til de 120 points er ret høj, så virker forskellen mellem disse velbegavede mennesker og gennemsnitlige mennesker pludselig ikke så markant længere, og jeg er mindre tilbøjelig til at opfatte gennemsnitlige mennesker som komplette idioter.
Jeg tog Mensas gratis test for et stykke tid siden. Jeg ved ikke om det er den du også tog, men hvis det var, kan du nok svare mig på om jeg har ret i at den er meget (for ikke at sige udelukkende) matematisk orienteret..? Min evne til at lære sprog og huske/anvende navne/steder/begreber/sammenhænge blev slet ikke udfordret, hvorimod jeg måtte bruge alt tænkelig koncentration for at skelne de mere komplicerede figurer fra hinanden. Dette er hvad der får mig til at tro at testen kun fokuserer på matematisk sans, men det er kun en formodning da jeg ikke kender yderligere til hvad figurerne siger om et menneskes intelligens, og måske kan netop et farvemønster sige noget om f.eks. sproglig begavelse?
(Jeg tog testen på 10 min og scorede 108, set i lyset af dine 25 minutter og 140 point kunne jeg nok godt have taget mig bedre tid uden frygt for point-tab)
Jeg synes ikke, at testen virkede specielt matematisk orienteret. Figurer kan udfordre såvel matematiske som sproglige evner.
Hmm.. Ja, skrifttegn f.eks. er jo figurer i der danner et mønster som genkendes som en lyd.
(Rækkefølgen af skrifttegnene er mere underordnet end hvilke tegn der bruges, sleåledse slukeke tde vræe mulgti ta læes dtete korerkt, så jeg på National Geografik =))..
Med erkendelsen af, at afstanden til de 120 points er ret høj, så virker forskellen mellem disse velbegavede mennesker og gennemsnitlige mennesker pludselig ikke så markant længere, og jeg er mindre tilbøjelig til at opfatte gennemsnitlige mennesker som komplette idioter.
Det var vel nok nobelt af dig. Tror ikke du skal være bange for at du undervurderer dig selv igen, det er ihvertfald ikke "matematikhatten" der trykker med de konklusioner.
For at fortsætte ud af dit spor vil jeg formode at din I.K. ligger en hel del under hvad 2 retarderede kan frembringe.
Tsk, tsk, "sdhgf". Jeg antog, at jeg kun befandt mig lidt over disse 120-points-personer. Hvis vi f.eks. antager, at jeg troede, at jeg havde en IK på 130 og derfor troede, at de 10 points ned til 120 måtte have en stor betydning, så måtte jeg jo også opfatte afstanden fra 120 ned til 100 som meget stor.
Imidlertid opdagede jeg, at afstanden ned til 120 er mere end nogle få points. Den store forskel kunne derfor simpelt hen forklares med, at der var mere end nogle få points på spil, hvilket igen betyder, at 20 points fra 120 ned til 100 ikke har helt så stor betydning, som jeg først troede.
Du må godt låne en matematikhat en dag, "sdhgf", men så skal du også love at tale ordentligt.
Det var nu ikke ment så hårdt som det måske kom til at lyde. Synes bare du overfortolker resultaterne(kan resultatet af testen eks. tolkes "ligefremproportionalt")
Specielt synes jeg ikke om at du skubber skylden for "en noget menneskefjendsk indstilling til "normale" menneskers intelligens" på at du har scoret højt i testen. Det kommer til at lugte lidt af "jeg har ret, de andre er bare for dumme til at forstå det".
I den forbindelse mener jeg at en mand som Mogens Glistrup går for at være meget intelligent, men jeg tror alligevel ikke du forstår ham eller er enig med ham i ret meget.
Selv har jeg også været "heldig" at score over 140 i en mensatest, men har besluttet ikke at tage en test igen, da jeg har på fornemmelsen at jeg bare ville score lavere og måske var lidt heldig første gang.
Måske kunne jeg låne matematikhatten til fastelavn....eller til Bingo.
Jeg skubber netop ikke skylden andre steder hen! Når jeg havde en holdning til, at "normale mennesker" måtte være temmeligt dårligt begavede, så var det fordi jeg havde fejlplaceret mig selv på skalaen.
Vi kan hurtigt blive enige om, at intelligens ikke er det eneste, der skal til, før man er mentalt velfungerende, men det er en helt anden diskussion.