Inden Johannes Aagaard og Dialogcentret kom på banen, var der langt mellem de såkaldte "sataniske" skændinger af kirkegårde og kirkebygninger, som med mellemrum dukker op i medierne.
Mig bekendt har ingen af politiets undersøgelser af forbrydelserne endnu givet anledning til at tro, at der skulle have været sataniske motiver i hærværket. Derimod har de opklarede sager altid vist sig at være begået af forvirrede teen-agere, der udførte det, der i faglitteraturen kaldes "ostensive acting", dvs. udlevelsen af en myte.
Religionshistorikeren Mikael Rothstein beskrev fænomenet allerede i 1995, idet han fremhævede Dialogcentrets egen rolle i sagen:
Fænomenet betegnes ostensive acting i religionsvidenskab og folkloristisk terminologi, dvs. det forhold at en fortælling bliver til handling. Eller mere teknisk: at myte bliver handlingsskema. Mekanismen er enkel og egentlig ikke overraskende. Som det første introduceres myten i offentligheden, og først derefter er der mennesker, som tager den til sig om omsætter den i handling. I tillid til at der er tale om virkelige sociale fænomener mener de at gøre det samme som nogle andre, som de ganske vist ikke kender - fordi de ikke eksisterer. Der er derfor grund til at mene, at Dialogcenterets nidkære indsats mod de såkaldte satanister simpelt hen er med til at skabe det, man selv søger at modarbejde.
Det fungerer kort sagt sådan her:
- Dialogcentret finder på historier (eller rettere, de kopierer dem fra kristne konspirationsteoretikere i USA) om satanister, der ødelægger kirker og kirkegårde.
- Dialogcentret fortæller vidt og bredt i bøger og medier om disse ødelæggelser.
- Nogle unge mennesker læser historierne, som de finder interessante.
- De unge mennesker vil også selv tilhøre det "farlige selskab", og begår derfor de samme ødelæggelser.
- Dialogcentret har nu bevis for, at historierne er sande, og kan nu fortælle mere om dem i nye bøger.
Dialogcentret har således skabt det problem, som de hævder, at de er til for at bekæmpe. Et helt konkret eksempel så man i "Ikast-sagen", hvor en kirke ved Ikast var blevet skændet med symboler, som blev kaldt "sataniske". Imidlertid kunne disse symboler slet ikke genfindes i nogen form for satanisk litteratur. Det eneste sted, man kunne finde symbolerne, var i bøger, der få år tidligere var blevet udgivet af... ja, rigtigt: Dialogcentret. Havde Dialogcentret ikke udgivet bøgerne, ville gerningsmændene (eller rettere, gerningsdrengene) næppe have fundet på at lave hærværket til at begynde med.
Når Johannes Aagaard med Dialogcentret har opfundet historierne og udbredt dem til unge mennesker i form af "lærebøger" rettet mod unge, så har Dialogcentret skabt et problem, der ellers ikke ville være opstået. Dialogcentret bærer således en stor del af skylden for, at der med mellemrum begås hærværk mod kirkegårde, idet Dialogcentret har sat tankerne i hovedet på hærværksfolkene.
Johannes Aagaard nærede et hemmeligt ønske om, at der var folk, der væltede gravstene, for det var på baggrund af sådanne folks opførsel, at han fik mulighed for at missionere. Djævelen var Johannes Aagaards bedste ven, for Han holdt ham i live i mange år.
På sin vis ville den bedste udvisning af en sidste respekt for Johannes Aagaard være, hvis nogen væltede hans gravsten.
Da jeg ikke fik min kommentar på bloggen ved forrige indlæg (og hvorfor ikke?), prøver jeg igen: Oles skriverier om afdøde Johannes Aagaard er ualmindelig ubehagelig læsning. Hvilket utææmet had, der her kommer op til overfladen. Og så timingen....Just som manden er død, får han en spand lort i hovedet uden at kunne forsvare sig. Aagaard synes dog at være anledningen. Målet for Oles vrede er kristendommen. Det er for så vidt i orden, mens angrebet på den afdøde tyder på en betændt moral. God påske
Hvis mine kommentarer om Johannes Aagaards død er ubehagelige, så skulle du bare have set og hørt, hvad Johannes Aagaard skrev og sagde, da han var i live.
Den fagkundskab, der beskæftiger sig med de ting, Johannes Aagaard udråbte sig som "ekspert" i, har kaldt det forrykt (jeg tror, dette var den præcise ordlyd fra en reel ekspert i feltet) at benytte ham som ekspert; hans udtalelser om andre religiøse grupperinger handler alene om at svine dem til.
Jeg har jævnligt udtalt mig om både Johannes Aagaard, som selv folk som Jesper Langballe finder for langt ude, og om hans hadekult, der i fagkundskaben klassificeres som en "counter-cult movement" og falder i kategorien hadekulter. (Jesper Langballe har sagt: "Hvad jeg har angrebet Aagaard for, er hans misbrug af sin universitetsstilling og hans ubændige magtbegær".)
Det er glædeligt, når en sådan person dør.