Hvis en person i Irak havde dræbt 30 mennesker og til sidst skudt sig selv, ville vi ikke have været i tvivl om, hvordan overskrifterne havde lydt. (Nåja, måske lige bortset fra, at en dag med 30 dræbte i Irak efterhånden er så hverdagsagtig, at en sådan begivenhed næppe havde givet anledning til overskrifter overhovedet.)
Overskrifterne ville have omtalt en terroraktion begået af en islamistisk terror-martyr, ligesom selvmordsbomber opfattes som terroraktioner.
Når en studerende i USA derimod vælger at skyde 32 personer og efterfølgende begå selvmord som selverklæret martyr, er forklaringen imidlertid, at det var hans fascination af film. Der er mig bekendt ikke en eneste artikel, der har omtalt ham som terrorist.
Altså: Hvis omfattende drab med martyr-selvmord udføres af en araber, så er det terrorisme. Hvis det udføres af en ikke-araber, så er der en anden moralsk forklaring. Bare så vi ved det.
Den almene terrorist har et agenda, han vil påvirke samfundet i en anden vej via terror. Om det så er nazister, blekingegadebanden eller islamister har de alle et mål hvordan tingende skal være.
Cho Seung-Hui havde måske et mål, men det var hverken politisk eller samfundsrelateret.
I følge attentatmanden i Virginia var det netop en reaktion på samfundet. Men den slags udtalelser skal man måske kun tage som udtryk for terrorønsker, når de kommer fra en araber?
Alle sagkyndige jeg har hørt udtale sig på TV var enige om én ting, Virginia manden var sindssyg i svær grad.
Altså en person der, hvis han levede skulle behandles og låses inde, til han lægerne erklærede ham rask.
Det har presse og politikere – i modsætning til Ole – forstået.
SÃ¥ med mindre har vished for, at de muslimer, der bekriger hinanden i Iraq er rablende sindssyge alle sammen (i straffelovens forstand), kan din sammenligning beklageligvis ikke bruges til noget.
Det er kort sagt kaffestuesnak.
Jeg har skam udmærket forstået, at Virginia-morderen havde psykiske problemer. Det er slet ikke det, der er problemet.
Problemet er, at når en sindssyg fyr, der ikke er araber, begår en sådan handling, så peger man netop på det reelle problem, nemlig hvordan samfundet kunne have hjulpet manden.
Men når en araber begår en sådan handling, så overvejer man overhovedet ikke, hvad der får dem til at gøre det, før man udråber dem som terrorister. Diskussionen om, hvordan situationen kan undgås med ikke-aggressiv konfrontation (både politisk aggressiv eller militært), er fuldstændig fraværende. Det er dét, der er min pointe. Havde en psykisk syg araber opført sig, som den amerikanske studerende, ville ikke en eneste overskrift have koncentreret sig om den pågældende arabers mentale tilstand, men derimod have skrevet om terrorisme med det samme.