Enhedslisten ville i følge de seneste undersøgelser falde under spærregrænsen, hvis der var valg i dag. Det pludselige styrkdyk i tilslutningen til Enhedslisten er opstået, efter at Enhedslisten lod Asmaa Abdul-Hamid opstille for partiet.
Selv om jeg har tænkt mig at stemme på Enhedslisten næste gang, så fryder jeg mig over den lussing, Enhedslistens vælgere giver partiet.
Hvis man som Asmaa Abdul-Hamid gør det til en central del af sin identitet at tro på, at der findes (metafysiske) væsner, der har mere at skulle have sagt end mennesket, og at menneskets regler ikke er til forhandling, men derimod noget, som en teokratisk elite fastsætter ved at bilde folket ind, at de har særlig autoritet, så afviser man de demokratiske principper om, at det er folket, der bestemmer.
Den slags er i stik modstrid med de holdninger, som et socialistisk parti kan stå for, og det ved vælgerne godt. Det er på trods af religiøse narhoveder som Asmaa Abdul-Hamid, at jeg stemmer på Enhedslisten, som i misforstået tolerance overfor sociale grupper tillader at nære slanger ved sin barm.
Religiøse og det socialistiske parti
Hej Wolf
Hvis du har læst hvad Engels og Lenin har skrevet om religiøse personer og det socialistiske parti, vil du se at Enhedslisten stort set er i overenstemmelse med de gamle tænkere.
Enhedslisten er som Lenin også har beskrevet det et sekularistisk parti der har plads til troende, hvis de slutter op om partiets program og hvis de ikke prædiker deres religion i partiet.
Som socialister tror nogle af os ( som beskrevet af lenin) tilgengæld også at klassekampen og dialektikken vil fjerne behovet for religion. Religionen har kun en rolle for de mennesker der søger trøst.
Lenin beskriver om hvorfor vi ikke skal afvise de religiøse socialister, men skal sørge for at præge deres udvikling og klasseforståelse.
Asmaa har accepteret adskillelse af stat og religion, homoseksuelles rettigheder, abort osv som er i modsætning til fundamentalistisk islamisk tankegang.
Og der er ingen tvivl om at Asmaa ikke har meget spillerum i Enhedslisten med de mange øjne der hviler på hende - og det er sikkert at hun eller andre aldrig vil få plads til religiøse udskejelser.
Du har sikkert ret i, at Enhedslisten følger Lenins og Engels' opfattelse af, hvad klassekampen og dialektikken vil gøre mod religionen set ud fra den marxistiske religionsdefinition, som Lenin og Engels byggede på.
Det er også den definition, du ser ud til at henvise til, når du skriver, at religionen kun har en rolle for de mennesker, der søger trøst. For de øvrige læsere af bloggen vil jeg lige bemærke, at jeg og formentlig Bjarne hermed henviser til Marx' "religion er opium for folket"-opsummering, hvor Marx ser religion som de riges middel til at holde proletariatet i ro, hvor de benytter religionen som trøst mod deres situation.
Imidlertid er der sket meget i religionsforskning siden Marx' tid. Dengang havde Marx ikke nogen reel forskning i feltet at forholde sig til, og hans egen erfaring med religion har begrænset sig til forholdsvis få repræsentanter fra nogle få religioner. Han har set religion som noget, der kun er negativt, lidt på samme måde som Freud i sin tid så psykologi som et udtryk for den syge del af mennesket.
Siden dengang er der opstået et to større forskningsfelter - sociologi og psykologi - som begge har beskæftiget sig ganske indgående med religion; religionshistorie er et selvstændigt forskningsfelt.
Man ved i dag, at religion er et fænomen, der ikke er opfundet af enkelte grupper, der ønsker at kontrollere andre grupper. Religion er et fænomen, der falder mennesket lige så naturligt som kultur, og at religion og kultur opstår i en balance med hinanden. Hvis der skal tales om et dialektisk modsætningsforhold mellem religion og samfund, så er det primært eksisterende i form af, at religion er den konserverende/stabiliserende del af et samfund, der til sammenligning altid er progressivt. Religion ses i dag som samfundets tilbedelse af idealbilledet af sig selv, og det er der ingen grund til at tro, at samfundet skulle lade være med, bare fordi samfundet var anderledes skruet sammen.
Religion er ikke altid et udtryk for trøst, men kan også stå som en forklaring på de ting, man simpelt hen ikke forstår. Religion giver en referenceramme for ens verdensforståelse, som bestemt ikke altid har at gøre med at søge trøst.
Kort sagt betyder det, at selv i den situation, hvor samfundet var klasseløst, ville der også opstå religion, omend formentlig i en anden form end den, vi kender i dag.
Med den viden, vi har i dag, må vi afvise Marx' religionsdefinition i alt andet end meget snævre tilfælde, og må derfor også afvise Lenins og Engels' brug af implikationerne af Marx' definition. Med andre ord, hvis vi skal tro på, at klassekampen og dialektikken vil fjerne behovet for religion, så er det i hvert fald ikke på grund af Marx', Lenins og Engels' forklaringer.
Asmaa har ganske rigtigt fjernet sig temmelig meget fra sædvanlige muslimske doktriner, men pointen er ikke så meget, at hun fjerner sig fra de sædvanlige vaner, men at hun holder fast i den tankegang, at der findes love for mennesket, som mennesket er underlagt i forhold til en højere autoritet, og som ikke er til forhandling.