Mens danske skeptikere har et dårligt ry blandt fagfolk på grund af deres temmelig ideologiske indgangsvinkel, hvor faglighed gladeligt ofres på hadets alter, så har de norske skeptikere en yderst sober tone, hvor fagligheden står i højsædet.
Det kan måske skyldes, at i modsætning til de toneangivende danske skeptikere er norske skeptikere domineret af folk, der har en relevant uddannelse til at udtale sig om fænomenet, og at deres interesse i skepticisme udspringer af faglig stolthed og indsigt i faktuelle forhold, ikke på en holdning om, at de overtroiske "tror på noget forkert" og pinedød skal omvendes, hænges ud eller brændes på bålet i den ene eller anden forstand.
De norske skeptikeres hjemmeside er nu blevet udvidet med en blog. Bloggen redigeres af religionshistorikeren Asbjørn Dyrendal ved Trondheim universitet, der er kendt fra en efterhånden lang række artikler og interviews. Han skriver godt, laver gode analyser, og er en tilsyneladende utrættelig forsker.
Med Asbjørn Dyrendals hidtidige arbejde og tilknytning til Skepsis i Norge er der god grund til at tro, at denne blog er noget værd - både i tone og indhold.