Du kan blive syg af kedsomhed

I følge Ingeniøren er der nu langt om længe ved at komme fokus på det fænomen, der kaldes "Boreout". Det handler om, at man helt bogstavelig talt bliver syg af kedsomhed.

Jeg har selv oplevet fænomenet, og har beskrevet det sådan, at jeg kan blive stresset af to ting: At have for meget at lave, samt at have for lidt at lave.

Det er dog ikke specifikt mængden af arbejde, der gør udfaldet. Det handler om, at selve arbejdet sagtens kan være kedeligt, selv om der både er rigeligt af det, og selv om det er udfordrende.

For en ingeniør som jeg betyder "kompliceret" ikke nødvendigvis "interessant", selv om komplicerede problemer og den nødvendige kreativitet til løsningen af problemerne ofte går hånd i hånd.

Når det endelig er lykkedes mig at overbevise ledelsen i mine diverse jobs om, at der er forskel på "kompliceret", "udfordrende" og "interessant", er jeg blevet mødt med argumentet om, at eftersom jeg tydeligvis er dygtig til komplicerede og udfordrende opgaver, så må jeg jo nødvendigvis have en vis interesse, og bør derfor arbejde på dem.

Argumentet holder bare ikke, for jeg er sikkert også dygtig til at feje gulv og slå græsplænen, men det betyder bestemt ikke, at jeg på nogen måde nyder disse opgaver, eller på en eller anden måde er den oplagte person til at løse dem.

Det er så på dette tidspunkt, at ledelsen beslutter sig for, at der er andre emner, der også skal diskuteres, så der ikke bliver draget nogen konklusion. Jeg ved, at også mit næste projekt vil blive en udfordring - for min tålmodighed.

Specifikt har jeg tidligere (jeg har skiftet jobfunktion) været softwareudvikler. Eller rettere, jeg har været kodeskriver. Programmering involverer planlægning, design, indsigt og kreativitet. Kodeskrivning er den "oprydning", man foretager sig, når programmeringen er overstået. Kodning er for programmering hvad bilkørsel er for en ferie. Jeg bryder mig faktisk ikke om at kode, bortset fra de enkelte tilfælde, hvor der opstår en udfordring i koden, og jeg er nødt til at analysere forskellige løsningsmuligheder. Men det er sådan set også mest et designspørgsmål end et egentlig kodningsspørgsmål.

Problemet med no-brain kodning er, at det faktisk kræver en hjerne. Man kan ikke sidde og kode, mens man lader tankerne løbe. Man er nødt til at koncentrere sig om det. Men hjernen er ikke optaget af noget interessant, såsom problemløsning; den er optaget af at huske ting og af at dobbelt-checke. Hvis tankerne løber, bliver der ikke skrevet noget kode.

Man sidder således otte timer om dagen og koncentrerer sig om at kede sig, fordi selve arbejdet er kedeligt.

For mig er sådanne opgaver komplet umotiverende. Jeg bliver motiveret af at benytte mine evner i højest mulig udstrækning, og af opgaver, der giver mig væsentlig ny viden. At lære, hvordan en bestemt type beskeder bliver kodet, for derefter at skulle kode dusinvis af den slags beskeder er ikke nok. Der er nødt til at være et væsentligt forhold mellem det nye, jeg lærer, og mængden af linier kode, der bliver skrevet.

Motivationen styrtdykker kort sagt. Det betyder, at jeg arbejder mindre effektivt, og bitter erfaring har lært mig, at ved den næste lønforhandling vil jeg få at vide, at jeg ikke er så meget værd for firmaet som ønskeligt. Firmaet har hyret en erfaren ekspert, og denne ekspert er ikke vanvittig produktiv. Og det burde egentlig ikke komme bag på dem. Når jeg i praksis har været hyret som overbetalt kodeabe, så tror da pokker, at jeg ikke arbejder som en ekspert. Måske ville jeg være lidt mere produktiv, hvis jeg arbejdede på noget interessant, plejer jeg at forklare dem.

Jeg kan dog ikke helt sætte mig ind i Ingeniørens artikels henvisning til faldende selvværd, blandt andet fordi mine kolleger har været udmærket klar over, at jeg ikke var dårlig til mit arbejde, manglede evner, eller på nogen måde behandlede mig, som om dette var tilfældet. For mig har de sygdomsfremkaldende elementer været den helt håndgribelige vished om, hvordan det ville gå til lønforhandlingen (dvs. det kan måles i penge), samt den konstante fornemmelse af at blive dummere, for hver dag, der går, fordi jeg skulle koncentrere mig om at kede mig.