Hvad med Kina?

Jeg har en opfordring til alle de, der med særligt udgangspunkt i Muhammedtegningerne har travlt med at forsvare ytringsfriheden:

Fordøm Kina. Her går regeringen meget forsigtigt med dørene, og vil helst ikke give indtryk af, at Danmark har et problem med, at Kina overtræder af menneskerettighederne. De har i øvrigt også temmelig restriktive regler for tækkelig påklædning, og forurener ganske forskrækkeligt. Nåja, og så er Kinas regering jo heller ikke kendt for at være specielt hensynsfulde overfor ytringsfriheden.

Med Kina som vært for OL, hvor kun de allerstørste idioter kan tro på, at begivenheden ikke har nogen politisk betydning, er det oplagt at markere vores interesse i Kinas opførsel. Vi burde faktisk sige noget, når nu ytringsfriheden er så vigtig, at den ligefrem skal "afprøves", sådan som det i følge apologetikerne blev gjort under Muhammed-krisen.

Svaret er selvfølgelig alligevel fra regeringens side, at sport og politik ikke skal blandes sammen. Om det så skal ses som udtryk for, at regeringen selv består af idioter, eller om de oprigtigt tror, at alle vi andre er det, skal jeg lade stå usagt, men svaret på spørgsmålet - samt svaret på, om politik og sport virkelig af regeringen betragtes som adskilte fænomener - burde kunne udledes af, at selvsamme regering oprettede et ministerium for sport.

Uanset hvad, så er det bemærkelsesværdigt, at regeringen ikke vil udnytte Kinas egen politisering af arrangementet til at komme med en markering.

Jeg kunne selvfølgelig få den tanke, at regeringen har nogle handelsinteresser i Kina, som gør regeringen særligt varsom omkring Kina. Eller at regeringen netop på grund af, at de er velvidende om, at der er stor sammenhæng mellem sport og politik, ikke vil forhindre danske politikere i at deltage i sportsbegivenheden.

Jeg kunne selvfølgelig også få den tanke, at de mennesker, der særligt i Muhammed-tegningerne har fundet interesse i at kæmpe for ytringsfrihed, måske i virkeligheden er mindre interesseret i ytringsfrihed som princip, end i at udnytte ytringsfriheden til at svine deres egne fjender til.

Men uanset hvad jeg tænker, så vil jeg opfordre alle de, der med Muhammed-tegningerne som eksempel kæmper for ytringsfriheden, til med samme iver og indsats at fordømme Kina. Der begås i hvert fald i øjeblikket fra politisk hold en form for selvcensur af den art, som selvsamme forkæmpere protesterer mod.