Denne historie er taget fra det virkelige liv. Det er en historie om, hvordan man skaber kapital, og hvem kapitalen går til.
Der var en gang en meget dygtig ingeniør. Han arbejdede for et mindre firma, og fik en udmærket løn. Med en indsats, der både var koncentreret og præcis, tjente firmaet også flere penge end nogensinde før, og der var ingen tvivl i firmaet om, hvad firmaets succes skyldtes. Han var den mest effektive ansatte i firmaet, der med innovative metoder og arbejdsomhed fik forbedret firmaets kerneprodukt, og satte de andre i stand til også at arbejde mere effektivt.
Derpå blev han blev fyret. Han begik nemlig den fejl at forlange en lønforhøjelse til den årlige lønforhandling, der under hensyntagen til andre firmaers lønniveauer svarede til en person, der ydede hans indsats.
Ingeniøren forlod firmaet efter en måneds tid, og der skulle tre personer til at erstatte hans arbejde. Det var ikke svært at fyre ingeniøren. Der havde været nogle samarbejdsproblemer mellem ham og en - allerede fyret - mellemleder, som der blev henvist til, men arbejdskontrakten var sådan skruet sammen, at der egentlig ikke var behov for nogen begrundelse for fyringen. Firmaet var dog i stand til at ansætte de nye folk indenfor lønrammer svarende til en lavere anciennitet, så i det store hele blev firmaet i stand til at spare penge ved at ansætte de tre nye ingeniører.
Set med kapitalistiske øjne er det en god historie. Firmaet effektiviserer sin arbejdsstyrke ved at erstatte de dygtige mennesker med billigere folk, der kan benytte sig af de metoder, som den tidligere, dygtige ingeniør havde dokumenteret. Omkostningerne går ned, og profitten stiger.
Nogle vil dog finde historien en kende uretfærdig overfor ingeniøren, også ud fra kapitalistiske principper. Han var jo netop utrolig dygtig til at skabe det overskud, som kapitalismen går ud på, at man skaber. I følge kapitalismens fortalere handler det om, at firmaer får flere penge, end de starter med, og at netop dette motiverer eller forsvarer, at kapitalen vokser; dem, der skaber kapitalen, får lov til at beholde den.
Eller rettere: Til dels.
Historien om ingeniøren viser, at kapitalismen ikke belønner de mennesker, der skaber kapitalen. Det kapitalistiske system belønner de mennesker, der ejer kapitalen. Kapitalismen belønner kun initiativ, hårdt arbejde og effektivitet, hvis det er ejerne af kapitalen, der udfører dette arbejde. Kapitalismen belønner ejerne så meget som muligt, og de ansatte så lidt som muligt.
De ansatte er som de uønskede stedbørn, der bliver forfordelt frem for de "rigtige" børn. I et firma med aktionærer og ansatte er aktionærerne de foretrukne børn, og de ansatte er de uønskede stedbørn, der bliver sat til at feje gulvene.
Naturligvis sætter aktionærerne også deres kapital på spil, og kunne investere andetsteds. Denne mobilitet af kapitalen øger presset på firmaet for at skabe overskud, for hvis firmaets evne til at skabe overskud svinder, forsvinder også firmaets mulighed for at rejse kapital. Aktionærerne løber bestemt den risiko, at hvis ikke firmaet tjener penge, så får de ikke betaling.
Men det gælder også de ansatte. Hvis ikke firmaet tjener penge, kan de se frem til en fyreseddel. Når kapitalismens fortalere siger, at kapitalismen belønner dem, der løber en risiko, så er det kun ejernes risiko og ejernes belønning, der er tale om.
Vores dygtige ingeniør påtog sig en risiko, klarede sig utrolig godt, og blev fyret. Hvis noget tilsvarende skete for en aktionær - dvs. at aktionæren påtog sig en risiko i firmaet, så sit indskud give anledning til stort overskud, og derefter fik sin investering og sit udbytte taget fra sig - ville aktionæren blive forståeligt rasende. Det burde man også blive på vegne af ingeniøren.
Historien om ingeniøren viser, at når virksomheden arbejder på at øge firmaets eller aktionærernes udbytte, flyttes der systematisk penge fra arbejderne til ejerne, der typisk udgør det rige mindretal. Dette system, der favoriserer interesserne hos én samfundsklasse, er ikke blot udemoratisk, men direkte ledt. Svinagtigheden skyldes ikke engang en form for menneskelig ondskabsfuldhed, men udspringer af et helt fundamentalt design af det kapitalistiske system. Den stigende forskel mellem rig og fattig er ikke en uheldig sideeffekt af kapitalismen, men er en forudsætning for, at systemet kan fungere.
Se også:
Leave a comment