Muhammedkrisen

Islam vs. sekularisering

På overfladen er der tale om en konfrontation mellem Islams billedforbud og vestlig ytringsfrihed, eller mellem fundamentalisme og sekularisme. Islam har historisk haft et billedforbud, som i særlig grad har omfattet Allah og profeten Muhammed. Muhammed er dog alligevel blev portrætteret mange gange, også af muslimske kunstnere. Helt aktuelt bragte den egyptiske avis Al Fagr seks af Jyllands-Postens tegninger, uden at dette udløste en protest mod avisen (Wikipeadia 2007a). I forhold til Jyllands-Posten og Danmark har fokus været på den karikerede portrættering af Muhammed, og mange har da også peget på, at det i højere grad var konteksten, som var problemet (Wikipeadia 2007b). Hvis vi ser på de enkelte tegninger, så er der flere, som kan tolkes som en sammenkobling af Islam med vold, terror og kvindeundertrykkelse. Temaer, som også er gået igen i blandt andet den politiske debat i Danmark. En debat, som har stødt danske muslimer, og formentlig været medvirkende til, at flere danske muslimer aktivt har arbejdet for at gøre sagen til et internationalt anlæggende. At sagen også handler om det politiske miljø i Danmark, syntes at blive understreget af udtalelsen fra Kofi Anan.

I den vestlige diskurs har man haft vanskeligt ved at acceptere, at religion skulle være hævet over kritik og humor, og man har haft vanskeligt ved at acceptere de muslimske reaktioner. Selv hvis det blev indrømmet, at karikaturerne var krænkende, så retfærdiggjorde det ikke voldelige optøjer og stigmatiseringen af et helt land. Desuden har man fundet det uacceptabelt, at flere muslimske lande og organisationer har krævet, at den danske stat skulle begrænse den danske ytrings- og pressefrihed, eller undskylde på vegne af en privatejet avis. De muslimske optøjer kom dog først flere måneder efter tegningerne var trykt, og efter både herboende muslimer, udenlandske ambassadører og internationale muslimske organisationer havde forsøgt at løse konflikten ved hjælp af dialog (Zizek 2006, p. 3).

Islam, islamisme, fundamentalisme og terror

I debatten om Islam bliver religionen ofte opfattet som en entydig størrelse, og ord som fundamentalisme og islamisme bruges i flæng, og kædes sammen med terrorisme, kvindeundertrykkelse, selvmordsbomber m.m. Islam er dog en decentraliseret religion, hvor mange forskellige grupper kæmper om diskursen og retten til at definere sand tro.

Begrebet fundamentalisme dækkede oprindeligt over grupper, som havde en bogstavelig tolkning af deres helligskrifter. Ofte er fundamentalistiske grupper politisk engagerede og aktivt missionerende (Fibiger & Smith 1999, p. 167-168). Da enhver læsning også er en tolkning, findes der mange forskellige fundamentalistiske læsninger. I den bredere debat bruges ordet fundamentalisme oftest som et skældsord og gerne i forbindelse med terrorgrupper. Fundamentalistiske grupper kommer i konflikt med det sekulariserede samfund, fordi de opfatter religion som indeholdende en tidløs essens, som eksisterer hævet over beviser, videnskabelige undersøgelser og menneskelige holdninger. Som udgangspunkt findes dette dog i al religion, og er ikke særegent for fundamentalisme.

Begrebet Islamisme bruges om grupper, der prøver at virkeliggøre den samfundsform og de islamiske idealer, som er beskrevet i Koranen og i beretningerne om profeten Muhammeds liv. I praksis er der dog stor forskel på, hvordan grupperne forestiller sig en islamisk stat. Flertallet af Islamisterne arbejder indenfor de eksisterende politiske systemer, mens et mindretal forsøger at opnå en islamisk revolution ved hjælp af vold og terror (Fibiger & Smith 1999, p. 243). Islamister behøver ikke at være fundamentalister, ligesom fundamentalister ikke behøver at være islamister.

Som sagt er det kun et mindretal af de muslimske grupper, der opfatter terror og vold som legitime virkemidler. I de tilfælde hvor vold benyttes, kræver det en legitimering. To eksempler pÃ¥ en sÃ¥dan legitimering kan findes hos henholdsvis Al-Qaeda og Hizballah. Hizballah var via kontakten til Islamisk Jihad involveret i selvmordsbomber og kidnapninger af udlændinge i 80’erne. I det første eksempel var det etiske problem dels den ukonventionelle krigsform, og dels at Islam forbyder selvmord. Ayatollah Sayyid Muhammad Husayn Fadlallah, som havde stor betydning for Hisballahs ideologi, var først skeptisk overfor selvmordsbomberne, men da de viste sig effektive i bekæmpelsen af udenlandsk tilstedeværelse i Libanon, skiftede han holdning. Fadlallah mente, at den ukonventionelle angrebsform kunne accepteres, fordi der var tale om selvforsvar, fordi selvmordsangrebene var effektive, og fordi man var oppe imod en sÃ¥ militært overlegen fjende, at man ikke kunne bekæmpe den med konventionelle midler. Selvmordene var mere problematiske, men Fadlallah nÃ¥ede frem til, at disse kunne sammenligne med indsatsen fra almindelige soldater, som jo ogsÃ¥ vidste, at mange af dem ville falde i kamp. Ifølge Fadlallah var selvmordsbombernes valg ikke motiveret af en tro pÃ¥ paradis, men af ønsket om at bekæmpe undertrykkelse og forsvare deres land (Kramer 1998, p. 145-6). I spørgsmÃ¥let om kidnapninger af udlændinge mente Fadlallah derimod ikke, at dette kunne finde retfærdiggørelse i muslimsk lov. Man mÃ¥tte ikke angribe uskyldige, og man mÃ¥tte ikke straffe borgere pÃ¥ grund af konflikter med deres statsoverhoveder (Kramer 1998, p. 152).

I tilfældet med Al-Qaeda og Osama Bin Laden er volden blevet retfærdiggjort som selvforsvar. I Bin Ladens diskurs er USA og vesten angriberen, og den muslimske verden forsvarer sig først sent på de overgreb, som de har været udsat for i mere end 80 år. I forhold til angrebene på civile, er disse blevet retfærdigjort med, at borgerne i USA selv har vagt deres ledere, og dermed er alle borgere også ansvarlige for USA's angreb på den muslimske verden (Laden 2002, p. 162-5). I både tilfældet med Al-Qaeda og Hizballah er det tydeligt, at volden må retfærdiggøres for at kunne rummes indenfor Islams rammer. Det er desuden gældende i begge eksempler, at grupperne ikke kun er i konflikt med den vestlige verden, men at de også fører en både diskursiv og fysisk kamp med andre muslimske grupper.

Clash of Civilizations

Som vi kan se i Muhammedkonflikten, så var det i høj grad en konflikt mellem vesten og islamiske stater, og hvis man skal tro den kontroversielle amerikanske policy teoretiker Samuel P. Huntington, så denne form for sammenstød noget vi vil se mere af fremover. Huntington argumenterer for, at fremtidens konflikter ikke vil være mellem nationalstater eller baseret på ideologiske eller økonomiske forskelle, men at konflikterne vil handle om kultur og udspille sig mellem civilisationer. Historisk set har der eksisteret mange civilisationer, men i dag findes der ifølge Huntington kun syv eller otte store civilisationer: den vestlige, den confusianske, den japanske, den islamiske, den hinduistiske, den slaviske-ortodokse, den latinamerikanske og muligvis en afrikansk. Som det fremgår, er der i de fleste tilfælde tale om et sammenfald mellem civilisationer og religioner, og Huntington opfatter da også religion som en af de vigtigste faktorer, som bl.a. giver sig udtryk i moralske og etiske forskelle. I vesten skulle disse værdier blandt andet være individualisme, liberalisme, menneskerettigheder, lighed, frihed, retssamfund, demokrati, frie markedskræfter og adskillelsen mellem kirke og stat (Huntington 1993, p. 40). Civilisationerne adskiller sig desuden fra hinanden i kraft af historie, kultur, traditioner og sprog

Huntington mener, at civilisationerne i fremtiden vil spille en større rolle. Den øgede mobilitet bringer i højere grad folk i kontakt, og når de møder hinanden, så bliver folk identificeret som f.eks. europæer eller afrikaner og ikke på baggrund af hjemegn, stamme eller nationalitet. Nationalstaterne spiller desuden en mindre rolle i folks egen identitetsdannelsen, som i stedet bliver fokuseret på bl.a. religiøse tilhørsforhold. Desuden betyder vestens dominerende rolle, at ikke-vestlige lande alene af den grund bliver motiveret til at kæmpe for at bevare deres særegne kulturer (Huntington 1993, p. 22-27).

Huntington benytter ogsÃ¥ begrebet ”Kin Country Syndrome”. Fænomenet optræder i de situationer, hvor lande appellerer til andre lande, som de opfatter som tilhørende deres egen civilisation. Huntington sÃ¥ dette i forbindelse med den første golfkrig og i forbindelse med konflikten i det tidligere Yugoslavien, hvor de involverede parter til en vis grad evnede at gøre konflikten til en konflikt mellem det kristne vesten og den muslimske verden. Noget lignende kunne man ogsÃ¥ se i forbindelse med Muhammedkrisen. I vesten trykte flere aviser de danske tegninger i sympati, mens muslimske organisationer blev enige om handelsboykot og kritik. Dette blev igen modsvaret af initiativer i Europa og USA, hvor man enten støttede danske produkter eller den vestlige ytringsfrihed. I forbindelse med de voldelige demonstrationer sÃ¥ man desuden, at vreden i flere tilfælde vender sig mod andre end Danmark og EU. Ved en demonstration i Pakistan gik det f.eks. ogsÃ¥ ud over de amerikanske fastfood-kæder McDonalds og Kentucky Fried Chicken, og i Nigeria blev butikker og kristne kirker brændt i forbindelse med demonstrationer (Wikipedia 2007a). I forhold til Huntingtons civilisationstese er det dog interessant at se pÃ¥ forskellene mellem Europa og USA, som jo begge tilhører vesten. I forbindelse med Muhammedkrisen bragte det amerikanske tv program ”60 minutes” et indslag om Danmark, som tilsyneladende fremstillede danskerne som naive og respektløse, og USAs tidligere præsident Bill Clinton kaldte tegningerne i Jyllands-Posten for ”skammelige” (Wikipedia 2007a). Forholdet mellem USA og Europa er desuden blevet prøvet i forbindelse med USA's invasion af Irak og kampen mod terror, hvor USA pÃ¥ sin side har beskyldt Europa for at være uvillig til at gøre hvad der er nødvendigt, mens Europa har beskyldt USA for at være alt for villig til at anvende magt. I den forbindelse har mange Europæere ogsÃ¥ reageret negativt pÃ¥ den amerikanske diskurs, som i høj grad har benyttet sig af religiøse termer (Diken & Laustsen 2006). Vesten er mÃ¥ske nok en sammenhængende kultur, men mange europæiske lande er ogsÃ¥ opmærksomme pÃ¥, at USAs fremtrædende rolle og dominans indenfor kultur og medier er en større fare for den europæiske kultur og nationalstaternes unikke kendetegn end indvandringen fra f.eks. muslimske lande. Det støder ogsÃ¥ mange europæere, nÃ¥r USA fastholder dødsstraffen, og nÃ¥r man af religiøse grunde forholder sig afvisende til vielser af homoseksuelle, til stadighed diskuterer adgangen til abort, udøver censur mod bøger og begrænser adgangen til prævention og seksualundervisning til fordel for afholdenhed. For mange europæere er den amerikanske diskurs lige sÃ¥ religiøs som den muslimske, og dermed lige sÃ¥ uspiselig.

Et andet problem med Huntingtons fokus pÃ¥ civilisationer ses i forhold til Islam. Den muslimske verden kan mÃ¥ske nok opfattes som ét, men der er en stor variation mellem Islam i Tyrkiet, Saudi Arabien og Somalia, da ogsÃ¥ kulturelle forskelle spiller ind. Dette ses bl.a. i forbindelse med Islamiske trossamfund udenfor den arabiske verden, idet disse ofte er etableret pÃ¥ baggrund af etniske eller nationale tilhørsforhold. Problemet synliggøres ogsÃ¥ i forbindelse med blandingsfænomenet ”Euro Islam”, hvor Islam tolkes indenfor et europæisk værdisystem.

Vestens magt som kilde til konflikt

Slavoj Zizek (2006) mener, at de tilsyneladende religiøse reaktioner slet ikke handlede om religion, men at de fundamentalistiske muslimer er en skændsel mod den religiøse fundamentalisme. Hvis muslimerne virkelig var optaget af deres egen tro og deres egne forhold, sÃ¥ ville de ikke bekymre sig om vesten, og de ville slet ikke reagere med vold, hverken i forbindelse med Muhammedkrisen, eller i form af terror mod vesten. Zizeks forklaring er, at muslimerne allerede har overtaget vores værdier, men de kan ikke leve op til dem, og derfor føler de sig mindreværdige og misundelige, hvilket sÃ¥ udløser hadefulde reaktioner (Zizek 2006, p. 2). Zizek har nok ret i, at konflikten i mindre grad handler om religion. Til gengæld virker det urimeligt at opfatte konflikten som et udtryk for manglende evne til at hvile i sig selv. Som det ser ud i dag, er vestens magt uovertruffen. Militært er vesten overlegen, vesten dominerer i internationale politiske organisationer og sikkerhedsorganisationer, og økonomisk er det kun Japan, som kan være med. Vesten bruger internationale institutioner, militær magt og økonomiske resurser til at føre en politik, som fastholder den vestlige dominans, beskytter vestlige interesser, og promoverer vestlige politiske og økonomiske værdier (Huntington 1993, p. 40). Vesten forsøger ogsÃ¥ at begrænse andre staters adgang til vÃ¥ben via internationale aftaler, økonomisk pres og kontrol (Huntington 1993, p. 46). Samtidig er vesten en stor eksportør af kultur, og vesten evner derved at pÃ¥virke det internationale samfund bÃ¥de økonomisk, politisk, militært, juridisk og kulturelt. Som Barber (1992) peger pÃ¥ med begrebet ”McWorld”, sÃ¥ er globaliseringen langt hen af vejen en udbredelse af amerikanske værdier og kultur, uden at modtagerne nødvendigvis fÃ¥r andel i vestens fordele. Der ligger mÃ¥ske nok en McDonalds pÃ¥ det nærmeste gadehjørne, men det er ikke sikkert, at lokalbefolkningen har rÃ¥d til at købe en Big Mac. Ligeledes betyder vestens høje levestandard, at bÃ¥de resurser og miljø ville være i fare, hvis denne standard skulle udbredes til alle. Hermed bliver kulturimperialismen til et krav om at acceptere vestlige spilleregler, uden nødvendigvis at fÃ¥ noget igen.

Huntington peger på, at efterhånden som de andre civilisationer bliver moderniserede, uden dermed at blive vestlige, må vesten lære at leve med disse nationers kulturelle og religiøse normer og interesser. I Zizeks diskurs kræver dette ikke kun at vi lærer at tolerere forskellighed, men også at vi lærer at lade hinanden være i fred. Bare fordi verden er en global landsby, så er det ikke alt der behøver at blive behandlet som lokalpolitik. Zizek mener desuden ikke, at vi pga. de religiøse konflikter skal få så meget berøringsangst, at vi ikke tør sætte spørgsmålstegn ved religiøse sandheder. I Zizeks diskurs tager vi netop de religiøse mennesker alvorligt, når vi tør tage diskussionen. For Zizek er løsningen desuden ateistisk. Man kan ikke forholde sig neutralt, men kun med udgangspunkt i ateismen kan man dele sol og vind lige, og undgå at religion bruges til at retfærdiggøre vold og overgreb. Zizek ateistiske projekt er tiltalende, men indeholder dog den svaghed, at ateismen i lige så høj grad på kollisionskurs med det religiøse vesten som med den muslimske verden. Desuden er ateismen ikke nødvendigvis mere værdineutral, universel eller fredsbevarende end diverse religioner.

Afslutning

Muhammedkrisens er på overfladen en konflikt mellem fundamentalistisk religion og sekulariseret ytringsfrihed. Både i den muslimske og i den vestlige diskurs er der dog religiøse normer på spil, idet vestens holdning til forholdet mellem religion og politik, og til hvordan man forholder sig til det religiøse, i lige så høj grad er baseret på en subjektiv religiøs og kulturel forståelse. Når Vesten hævder at repræsentere universelle værdier, og med baggrund i disse afviser den muslimske diskurs som ugyldig, så adskiller det sig ikke markant fra de muslimske landes insisteren på, at der findes religiøse værdier, der er hævet over diskussion. Kun ved at anerkende gyldigheden af hinandens diskurser, kan der opnås dialog.

At se den muslimske verden eller vesten som entydige størrelser, som er styret af religion, overser desuden at religion ikke er noget i sig selv, men er menneskeskabte fænomen, som til stadighed omtolkes. En del af denne omtolkning finder sted i den offentlige diskurs, og det er derfor ikke ufarligt, når vesten f.eks. styrker terroristernes forsøg på at tage patent på Islam, ved at sætte lighedstegn mellem islam og terror. En sådan diskurs er hverken gavnlig for vesten eller for den muslimske verden, og bør bekæmpes af begge parter.

Det er også åbenlyst, at der bag den religiøse konflikt ligger en økonomisk og sikkerhedspolitisk konflikt, som vejere tungere. I den vestlige diskurs er terror et uacceptabelt virkemiddel, mens man fra terroristernes side kan se det som den eneste udvej på grund af uligheden i resurser og magtmidler. Så længe konflikten bliver gjort til en konflikt mellem islam og kristendom, eller mellem den muslimske verden og den vestlige, så forhindrer man en løsning af disse langt mere grundlæggende problemer. Et positivt udkomme af konflikten ville være, hvis den skabte fokus på de bagvedliggende problemer, i stedet for at gøre grøfterne dybere.

Referencer

• Barber, Benjamin R., 1992, ”Jihad Vs. McWorld”, The Atlantic Monthly, marts 1992.
• Laden, Osama Bin, 2002, ”Full text: Bin Laden’s ´letter to America’, The Observer, 24. Nov. 2002.
• Diken, Bülent & Laustsen, Carsten Bagge, 2006, “We Two Will Never Twin. Fundamentalism and the Politics of Security”. Global Society, vol. 20, no. 2. april 2006.
• Fibiger, Marianne Qvortrup & Smith, Ginna Gertrud (Red.), 1999, Gads Religionsleksikon, Gads Forlag, København.
• Huntington, Samuel P., 1993, ”Clash of Civilizations”, Foregin Affairs, summer 1993.
• Kramer, Martin, 1998, ”The moral logic of Hizballah”, in Walter Reich (ed.) Origins of Terrorism. John Hopkins Press.
• Larsen, Rune Engelbreth, 2007, ”Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer - Propaganda eller ytringsfrihed? Baggrund”. Humanisme. Hentet fra nettet d. 17. januar 2007. http://www.humanisme.dk/muhammed-karikaturer/index.php
• Wikipedia, 2007a, ”Muhammed-tegningerne”, http://da.wikipedia.org/wiki/Muhammed-tegningerne#, hentet d. 17. januar 2007.
• Wikipedia, 2007b, ”Jyllands-Posten Muhammad cartoons controversy”, http://en.wikipedia.org/wiki/Jyllands-Posten_Muhammad_cartoons_controversy, hentet d. 17. januar 2007.
• Zizek, Slavoj, 2006, “Thee Antinomies of Tolerant Reason: A Blood-Dimmed Tide is Loosed”. Hentet 16 januar 2007. http://www.lacan.com/zizantinomies.htm