Ansvarlighed under angreb

Med mediernes genudgivelse af Muhammedtegningerne er der noget, der falder mig ind.

Visse segmenter af befolkningen råber højt om bevarelse af ytringsfriheden, der giver medierne ret til at trykke sådanne tegninger, og som giver kunstnerne ret til at udføre tegningerne.

Det mener jeg sådan set også, at de skal have ret til, også selv om de pågældende medier faktisk har så megen magt, at de slet ikke har noget behov for beskyttelse af deres ytringsfrihed.

Der er bare noget, der ikke helt giver mening. For det første var argumentet fra medierne, at de ville gentage deres understregning af, at ytringsfriheden skulle bevares. Hvis jeg var tegneren, der var udsat for dødstrusler, så ville jeg nok betakke mig for republiceringen, for jeg tvivler på, at hans modstandere er blevet mere tolerante overfor ham, bare fordi hans tegninger igen bliver trukket frem i en religiøs krig. Han har været skydeskive et stykke tid, og det er faktisk ikke særlig pænt overfor ham at minde hans modstandere på hans eksistens.

Jeg husker også fra sidst, at der døde adskillige mennesker, og at der blev destrueret bygninger, da tegningerne blev publiceret. Med det i baghovedet ville en ansvarlig person nok overveje konsekvenserne af at gentage fadæsen.

Men det er det værd! Man må vel ofre sig for ytringsfriheden en gang i mellem, hvilket i øvrigt også er nemt nok, når man selv kan sidde trygt i sin stue, mens mennesker (heldigvis den rigtige slags) dør et andet sted i verden og enkelte kunstnere må leve under politibeskyttelse. Det er i hvert fald dette argument om ytringsfrihedens pris, som fremføres, når der henvises til, at mennesker dør i forbindelse med udgivelserne af Muhammed-tegningerne.

Spørgsmålet er nu, hvor disse forsvarere af ytringsfriheden sætter grænsen. Gælder det også retten til at råbe "brand!" i et overfyldt teater, hvor folk trampes ihjel i den opståede panik? Gælder det retten til at poste billeder med børneporno på en blog, selv om børnene er blevet misbrugt? Eller gælder der alternativt, at man skal have ret til at poste indlæg, hvor man med navns nævnelse anklager en person for at være pædofil med opfordringer til lynchning?

Disse eksempler er der heldigvis en retslig konsekvens af, idet der henvises til, at ytringsfrihed foregår under ansvar.

Men vil det sige, at så længe der ikke er en direkte juridisk pålagt ansvarlighed, så kan man roligt lade hånt om ansvaret? Jeg frygter, at retssystemet i spørgsmålet omkring ytringsfriheden har rutiniseret folks ansvarlighed, så de reelt ikke har nogen iboende fornemmelse af ansvarlighed. I bedste amerikanske retsstil ser disse mennesker på, hvad de har ret til, i stedet for at se på, hvad deres ansvalighed overfor andre mennesker byder dem.

Det er ikke ytringsfriheden, der er under angreb. Det er vores ansvarlighed, der er under angreb, og det er os selv, der fører kampen mod den.