Mit arbejde byder mig at tage flyet frem og tilbage mellem Aalborg og København med jævne mellemrum. Det er blevet en del af min faste rutine at forberede mig på sikkerhedschecket i lufthavnen, ligesom det er blevet en del af min faste irritation.
Nogle gange, mens jeg venter i den lange kø til sikkerhedschecket, som lufthavnen åbenbart ikke finder det nødvendigt at skabe specielt effektive procedurer for, begynder mine tanker at vandre.
Jeg tænker måske på dengang, hvor en kvinde lavede en scene over, at hendes neglefil blev inddraget, alt imens jeg gjorde alt for at virke uinteresseret i min egen håndbaggage, hvor gennemlysningsskærmen uden mulighed for at tage fejl tydeligt mindede mig på, at den kniv, jeg forlængst havde taget for forsvundet, i virkeligheden havde ligget i min taske de sidste 20 gange, jeg havde været med flyet.
Eller måske tænker jeg på det underlige i, at jeg skal tage mit bælte af, før jeg går gennem metaldetektoren, så bæltet ikke bliver fejldetekteret som våben. Det bælte, som jeg kan slå med, skære med og kvæle med. Måske tænker jeg også på, at jeg har træning i kampkunst, hvor enhver ting kan bruges som våben, og at jeg faktisk selv er omfattet af våbenloven i kraft af min træning. Jeg er et våben.
Jeg husker en situation, hvor en af mine kolleger blev taget til side for at forklare, hvorfor han havde en springkniv med, indtil det viste sig, at det var en USB-stick.
Jeg tænker på, at en eventuel terrorist ville være klog nok til at gennemskue, at åbenlyse, genkendelige og sædvanlige våben ville blive inddraget, og at man derfor måtte finde alternative midler. Lidt ligesom dengang terroristerne bag kapringen af flyene, der ramte World Trade Center, valgte at bruge plasticknive.
I den sammenhæng er det lidt tumpet, at de tager ting, som kun alt for åbenlyst ville kunne opfattes som våben, mens jeg får lov til at beholde ting, der nemt kan bruges som våben. Det kan måske forhindre, at en helt tilfældig wannabe terrorist pludselig får en fiks idé, men en nogenlunde trænet og middelmådigt begavet terrorist ville slippe uhindret gennem dén forhindring.
En bærbar computer vil næppe afsløre et blad fra en hobbykniv under gennemlysningen, hvis bladet er fastgjort til harddisken eller computerens batteri med et stykke tape. Når først en eventuel terrorist skærer halsen åben på en passager med knivsbladet, så blodet sprøjter ud i kabinen, vil langt de fleste folk gå i chok og være så passende medgørlige, at de ikke vil forsøge at nedkæmpe terroristen.
Måske begynder jeg at føle mig tørstig, og kommer i tanke om, at jeg kun må bringe 100 mL væske med i flyet. Enhver, der har prøvet kaffen i SAS-morgenflyet fra Aalborg til København, vil nikke genkendende til, at selv en begrænset mængde væske kan være aldeles afskyelig og brugbar til forbedrede forhørsmetoder, og ingen med blot gymnasial uddannelse i kemi burde være i tvivl om, at denne mængde væske er rigeligt som "overtalelsesmiddel" på et fly, hvis blot man blander de rigtige ting sammen. Væsken behøver ikke sige bang, som vist nok er argumentet for den begrænsede mængde - ildelugtende røg eller gift kan sikkert gøre underværker.
Når jeg endelig når til sikkerhedschecket, hvor jeg har smidt alle mine ejendele på transportbåndet til gennemlysningen og overvejer at lave en scene, hvor jeg taber bukserne og sjosker gennem metaldetektoren med bukserne nede om hælene, er sikkerhedschecket blevet en farce. Ingen person med skumle hensigter, som var blot nogenlunde kompetent, ville være blevet fanget i sikkerhedschecket. I bedste fald ville en forvirret person, der sandsynligvis ville være blevet afsløret længe forinden, blive standset.
I stedet bliver alle passagererne mindet på, at der er noget at være bange for, og at de skal finde sig i at blive visiteret og checket på komplet arbitrære punkter, der på ingen måde forbedrer deres sikkerhed.
Leave a comment