I den sikhiske tradition er det påkrævet, at følgerne bærer en særlig daggert, der symboliserer mod og viljen til at slÃ¥s for troen, retten og de undertrykte.
Imidlertid ansporer et sådant våben jo ikke til indbyrdes fredelighed, og det kan også være problematisk at være rettroende sikh i et samfund, hvor det er forbudt at bære den slags udsmykning.
Som løsning på problemet fandt sikherne frem til, at selve våbnets brug var mindre vigtig end det, daggerten symboliserede. Man kunne derfor nøjes med at bære en "symbolsk" daggert i form af et smykke, der kunne ligge i pungen eller hænge i en nøglering. Problemet var løst.
Man kan opfatte dette som et tegn på, at religionen først og fremmest bliver et spørgsmål om tro, mens religiøse symboler og handlinger bliver sekundære. En bestanddel af troen flyttes fra at være et synligt objekt til at være skjult i den enkeltes bevidsthed, uden at troen i sig selv får mindre betydning eller værdi af den grund.
Noget tilsvarende ville muslimer i Danmark sagtens kunne gøre over en (lang) årrække. Det ville være muligt at erstatte kvindernes tørklæde med f.eks. et diskret halsklæde, eller det kunne være en lap stof, der blev båret i et bælte i stil med den japanske omamori.
I Danmark har vi en stærk tradition for at fralægge os religiøse pyntegenstande og afstå fra religiøse ritualer, og vi udviser en stærk mistro overfor den slags.
Traditionen startede, da Martin Luther med protestantismen lagde afstand til katolikkerne med blandt andet en protest mod katolikkernes fokus på "ting". I denne nye, fundamentalistiske form for kristendom burde mennesket i stedet fokusere på Gud, mente Martin Luther. Katolikkernes ritualer og benyttelse af udsmykning blev af protestantismen opfattet som mistænkelig og forkert.
Hvis vi danskere tror, at vores mistro er et udtryk for, at vi er mere sekulære, kan vi med andre ord godt tro noget så grusomt om. Tværtimod er danskernes stærke mistro mod andre religioners ceremonielle og rituelle handlinger og beklædninger et tegn på, at danskerne selv tilhører en helt bestemt religion, der er genkendelig på netop dette træk.
I den protestantiske kristendom handler religion primært om tro. I langt de fleste andre religioner handler religion primært om at gøre. Derfor ser øvrige religioner ikke på hinandens ritualer med samme mistro, som den danske gør det. Til gengæld ser de mistroisk på den danske religion, fordi man ikke kan "se" den tro, der får danskerne til at handle religiøst. (Og omvendt: De vil formentlig opfatte en række af vore helt dagligdags og sekulære handlinger som udtryk for religiøs adfærd.)
Det betyder, at mens muslimske kvinders brug af tørklædet delvist er religiøst betinget, så er danskernes modstand mod det også delvist religiøst betinget, idet den danske protestantisme får danskerne til at udvise en religiøst motiveret modstand mod disse religiøse symboler.
Det danske fravær af religiøse gevandter er derfor ikke nogen garanti for, at danskerne er spor mindre religiøse. Måske er det fordi danskerne i Luthersk tradition har lært, at man ikke skal skilte med det, at danskerne er uvidende om, hvor mange af de danske traditioner og holdninger, der er religiøst betingede. Her tænker jeg på, hvordan kvinder stadig betragtes som underordnet mænd, hvordan der ses ned på homoseksualitet, hvordan visse ting er "rigtige" og andre "forkerte" i vores moral, osv. osv. Hvis vi havde et tørklæde for hver af disse holdninger og traditioner, ville vores hovedbeklædning bliver større end en turban.
Leave a comment