Jeg er modstander af enhver form for religiøs magtudøvelse, uanset dens form. Ingen skal forhindres i at håne, tilsvine og nedgøre religionerne. Jeg vil endda gladeligt gå et skridt videre og bede om, at religiøse mennesker bliver fritaget for social og økonomisk indflydelse, at religiøse bygninger bliver revet ned, samt at religion bliver forbudt ved lov. Uanset om det er Islam, kristendommen eller en tredie religion.
På sin vis er jeg derfor enig med Jyllands-Posten: I Danmark skal man "finde sig i hån, spot og latterliggørelse". Det var cirka denne formulering, Flemming Rose benyttede i den akkompagnerende tekst, da han oprindeligt besluttede, at Jyllands-Posten skulle bringe 12 billeder af profeten Muhammed. Billederne af Muhammed i Jyllands-Posten var netop et eksempel på den hån, som muslimerne i følge Jyllands-Posten skulle finde sig i.
Alligevel er der noget galt i billedet, så at sige.
Som illustration af det angivne mål var billederne malplacerede, for billederne kommunikerede ikke, at muslimer i Danmark måtte lære at finde sig i hån. Skulle de have gjort det, ville de f.eks. have illustreret en absurd konsekvens af ikke at finde sig i hån. Det gjorde billederne ikke. I stedet var de denne hån.
Satire og karikatur kan bruges, når man vil kritisere systemet, overmagten eller autoriteterne uden at løbe en for stor risiko for at blive straffet for det. Det er en kommunikationsform, der benyttes, når ytringsfriheden er sat ud af drift, og når man ikke kan sige ligeud, hvad man mener.
Men satire og karikatur kan også bruges, selv om ytringsfriheden er intakt, eller når man har magt nok til at blæse på, om man bryder den. I det nazistiske Tyskland benyttedes der således satiriske tegninger af jøder, der tegnede et negativt billede af jøderne som en del den nazistiske propaganda. Dette ser vi også eksempler på i Mellemøsten, hvor jøderne (igen) bliver lagt for had gennem karikaturer og satiriske afbildninger.
Selv om kommunikationen i begge tilfælde benytter sig af satirens og karikaturens form, er der stor forskel på, hvad der kommunikeres. Når de små bruger denne kommunikationsform mod den store, er det en nedbrydning af det magtmisbrug, der forhindrer den lille i at ytre sig frit. Når den store bruger den mod de små, er det propaganda, der har til hensigt at kvæle den lilles eksistens.
Jyllands-Posten brugte ikke karikaturerne af Muhammed til at forsøge at kommunikere noget, Jyllands-Posten ikke kunne sige, for Jyllands-Posten har allerede ved talrige lejligheder sat lighedstegn mellem Islam og krigeriskhed eller terror. Jyllands-Posten brugte heller ikke tegnerne til i satirisk form at udstille absurditeten i et billedforbud, absurditeten i selvhøjtidelighed, eller andre udtryk for, at der er behov for at kunne acceptere hån og latterliggørelse.
Hvis muslimer i Danmark skal finde sig i (religiøs) hån, spot og latterliggørelse, så skal satiren ramme deres reelle adfærd her i landet. De skal rammes på samme måde, som Bo Bojesen ramte os, da han fremstillede os som grise-lignende, øldrikkende, lavkulturelle middelmådigheder. Tegningerne var morsomme, og fordi de reelt lignede os, kom vi til at grine af os selv, når vi grinede med tegningerne. Det havde vi ikke gjort, hvis vi var blevet tegnet som pædofile nazister, og muslimerne grinede af samme grund heller ikke, da de blev fremstillet som religionsfanatiske terrorister.
Skal danske, indvandrede muslimer lære at finde sig i hån, spot og latterliggørelse ligesom andre danskere, må de lære det ved at grine af de samme ting, som fik os andre til at grine af os selv.
Naturligvis skal magthaverne have ret til at føre propaganda; det er et af resultaterne af ytringsfrihed. Men at antyde, at Jyllands-Posten skulle være et offer for en manglende ytringsfrihed, og at Jyllands-Posten skulle have behov for at forsvare sig, det er absurd. Jyllands-Posten testede ikke ytringsfriheden med disse tegninger, men benyttede dem derimod som præcedens-skabende for avisens ret til at føre propaganda; dette har selv Jyllands-Postens mest indædte støtter forstået intuitivt, når de sammenligner afbildningerne af Muhammed med Mellemøstlig, anti-jødisk propaganda for at vise, at muslimerne ikke selv er bedre. Sagen om Muhammed-tegningerne handler således ikke om Vestens ytringsfrihed, men om Vestens mulighed for at føre anti-Mellemøstlig propaganda.
Leave a comment