Pernille Rosenkrantz-Theil påpeger hykleriet i Dansk Folkepartis holdning til Asmaa Abdol-Hamid, og kommer i samme avisindlæg ind på, hvordan Villy Søvndals holdning til Hizb ut-Tahrir er lige så anti-demokratisk som Dansk Folkepartis holdning til Asmaa Abdol-Hamids taleret.
Personligt mener jeg ikke, at Asmaa Abdol-Hamid bør have taletid i Enhedslisten, og derfor burde finde et andet parti, fordi hun blander sin religion sammen med Enhedslistens politik. (Her man man så lade "markedskræfterne" råde, idet jeg jo bare kan gå min vej, men hvis ikke jeg skal stifte mit eget parti og dermed give afkald på en lang række andre ting, er der ikke et realistisk alternativ. I stedet brokker jeg mig, både internt i Enhedslisten, og når jeg taler om Enhedslisten. Nogle har valgt at forlade Enhedslisten med henvisning til Asmaa Abdol-Hamid; andre har valgt at støtte partiet. Men alt dette er en anden diskussion.)
Hvad får man, hvis man lader en anti-demokratisk gruppe tage del i den demokratiske proces?
Jeg vil ikke acceptere religiøs argumentation i Enhedslisten, og jeg godtager ikke religiøse argumenter fra de øvrige partier, fordi religioner generelt systematiserer ens egne holdninger på en sådan måde, at holdningerne tilskrives en autoritet, der har mere at skulle have sagt end mennesker. I praksis betyder det, at hvor demokrati bygger på mennesker, der forhandler med mennesker, kan enhver religiøs person sætte sin gud på som trumfkort, der stikker ethvert menneskeligt argument. Denne tankegang er nødvendigvis dybt og inderligt udemokratisk. Det er en afvisning af menneskers taletid, eller i hvert fald af muligheden for at tage disse menneskers tale til efterretning. Og så er det ligegyldigt, om det er Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten eller Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, der som en anden Alfons Åberg har en usynlig allieret i deres holdninger, som de mener, at andre folk skal rette sig efter. Fælles for disse folk er, at deres reliøgiøse spilleregler tilsidesætter demokratiet.
Spørgsmålet er, om det er acceptabelt at tilsidesætte demokratiet på grund af de spilleregler, der gælder i ens egen gruppering.
"Nej", svarer Søren Krarup og resten af Dansk Folkeparti om Abdol-Hamid, og demonstrerer gennem deres valg af metafysiske principper bestående af kristendom, nationalisme og racisme som argumentation for dette "nej" et utvetydigt "ja" overfor deres egne, lige så udemokratiske spilleregler: Asmaa Abdol-Hamids anti-demokratiske spilleregler kan ikke accepteres; det kan Dansk Folkepartis anti-demokratiske spilleregler til gengæld - mener Dansk Folkeparti.
Man kunne dermed anklage Dansk Folkeparti for filosofisk inkonsistens og, ligesom Pernille Rosenkrantz-Theil, påpege dette hykleri, men en simplere, umiddelbar forklaring er, at Dansk Folkeparti ikke er demokratisk indstillet. Dansk Folkeparti benytter i stedet begrebet demokrati som et retorisk værktøj, der har til hensigt at forskyde den politiske magtbalance i egen favør. Demokrati er et "plus-ord", og hvis man kan kalde sig selv for demokratisk og anklage sine politiske (og i Dansk Folkepartis tilfælde også religiøse, nationale og etniske) modstandere for at være ikke-demokratiske, vinder man vælgernes anseelse.
I praksis er det dog svært at forestille sig, at Dansk Folkeparti er en subversiv, bevidst anti-demokratisk konspiration, der bag facaderne vedkender sig udemokratiske metoder som politisk værdigrundlag. For udenforstående observatører er Dansk Folkepartis fortolkning af demokrati tydeligvis en slet camouflage for nationalisme, racisme, højreekstremisme og religiøse holdninger, og det er svært ikke at se Dansk Folkeparti som et parti, der er blevet værre end de monstre, partiet tror, at det jager. Intet af dette kan imidlertid fratage Dansk Folkeparti deres oprigtige selv-opfattelse som et demokratisk parti.
Det er således ikke et spørgsmål om, hvorvidt Dansk Folkeparti er demokratisk eller ej; det er et spørgsmål om væsentligt forskellige fortolkninger af, hvad og hvem demokrati dækker over, og i hvilke sammenhænge. Indenfor Dansk Folkeparti gælder der én fortolkning, udenfor Dansk Folkeparti en anden.
Pernille Rosenkrantz-Theils opfattelse af demokrati virker væsentligt mere inklusiv, når hun siger "ja" til spørgsmålet, om grupper som Hizb ut-Tahrir kan deltage i en demokratisk proces. Hun siger også "ja" om Dansk Folkeparti i form af en afstandtagen til et hypotetisk "nej". Hun afslutter sit indlæg med ordene:
I demokratiets favn foregår med mellemrum heftige kampe om magten og heftige kampe mellem de forskellige holdninger og trosretninger. Men først, når den ene holdning eller religion ønsker at holde de andre ude, ophører demokratiet.
For nogle mennesker lyder dette væsentligt mere demokratisk end Dansk Folkepartis aktive arbejde for at holde bestemte grupperinger udenfor indflydelse, men så ligetil er det ikke.
Det vestlige demokrati har udviklet sig markant siden den første kendte udgave, hvor styreformen dækkede over, at athenske mænd over en vis alder i fællesskab at nåede til konsensus omkring beslutninger. I Wikipedias gennemgang af demokratiets historie er det tydeligt, at opfattelsen af begrebet har ændret sig drastisk gennem tiden, og at demokratiske styreformer gennem tiden har været langt mere ekskluderende, end Dansk Folkeparti giver udtryk for at ønske. Vi skal kun et århundrede tilbage, før Danmark som nation ikke regnede kvinder som en form for mennesker, der var egnede til at have en stemme i det, man dengang anså for demokratiske valg. Det er kun indenfor en tidslig, geografisk og samfundsmæssig kontekst, at Dansk Folkeparti er anti-demokratisk.
Demokrati er hverken givet af naturlove, guder eller aliens. Demokratiet er blot en af mange dynamiske kodificeringer af social interaktion, og er lige så åben for ændringer og udvikling af fortolkningen som reglerne for fodbold. Det er noget, vi mennesker selv har fundet på, og rimeligheden af en given fortolkning af begrebet demokrati må til enhver tid - ikke uden ironi - komme an på en demokratisk prøve.
Det er derfor i princippet noget uforsvarligt vrøvl, når Dansk Folkeparti, Villy Søvndal eller for den sags skyld undertegnede (uanset at vi nok har hver vores begrundelse) siger, at Hizb ut-Tahrir eller Asmaa Abdol-Hamid ikke skal have taleret i et demokratisk samfund. Men vi er hverken mere eller mindre vrøvlende omkring deres rettigheder end Pernille Rosenkrantz-Theils citerede passage ovenfor. Begge dele afhænger af, hvordan man fortolker demokratiet, hvornår man accepterer argumenter som gyldige, osv.
I Pernille Rosenkrantz-Theils fortolkning er der plads til grupperinger, der ganske åbenlyst giver udtryk for, at demokratiet som det kendes i dag bør erstattes af grupperingernes egne dagsordener (der efterfølgende måske også vil blive kaldt for demokrati): Det er muligt at stemme et parti ind, der erstatter styreformen med et andet - man kan med demokratiske metoder afskaffe demokratiet.
Det må være et spørgsmål om tillid til sine medmennesker, om man tør løbe denne risiko, og det er værd at erindre, at meget "egoistiske" grupper sjældent er store og sjældent kan enes, og dermed ikke har den store chance for at løbe af med sejren.
Omvendt er mennesker - og dermed demokratiet - yderst påvirkelige størrelser. Nazi-tidens Tyskland står som et klassisk eksempel på et demokrati, der blev påvirket til at afskaffe demokratiet til fordel for et andet regime, men også i nyere tid er der set eksempler på, hvordan individerne i vore samfund på baggrund af propaganda har afgivet retslige principper, der hidtil blev betragtet som demokratisk betingede (det amerikanske USA PATRIOT Act er et oplagt eksempel). Over tid, mens befolkningen vænner sig til de nye forhold i demokratiets spilleregler, vil dette ændrede demokrati blive opfattet som det egentlige, "rigtige" demokrati.
Den potentielt selv-destruktive trussel i Pernille Rosenkrantz-Theils inklusive fortolkning af demokrati ser således noget begrænset ud, og der er ingen grund til at tro, at demokratiet er sikret, blot fordi man afstår fra hendes inklusive fortolkning.
Imidlertid mener jeg, at forskellige udlægninger og behandlinger af demokratiet har en forskellig effekt på, hvordan diskursen for demokratiet vil udvikle sig. Ved at tillade grupper som Hizb ut-Tahrir og andre tydeligt anti-demokratiske at deltage i den demokratiske proces anerkender man en gyldigheden af en holdning, hvor folket ikke bestemmer, og hvor bestemte metafysiske dagsordener eller ideologier i stedet kan tage autoritet. Man vil vænne sig til, at racisme betragtes som et gyldigt argument, eller at man er nødt til at tage politisk hensyn til, hvad en ikke-eksisterende Allah eller Gud måtte mene.
Jeg tilslutter mig Pernille Rosenkrantz-Theils holdning, men med en tilføjelse: Hvis jeg skal være med i et demokrati, vil jeg forlange, at jeg bliver accepteret af de grupper, der udgør demokratiet. Hvis en gruppe vil deltage i et demokrati, så må den acceptere spillereglerne.
Jeg kan nemlig ikke se, hvad jeg skulle få ud af at spille efter demokratiske regler sammen med en gruppe, der ikke er interesseret i det demokratiske spil. Jeg vil blot få det ud af situationen, at jeg indordner mig under de demokratiske begrænsninger, mens den anden gruppe høster fordelene.
Hvis jeg må låne en fodbold-analogi, så får jeg ikke noget ud af at spille fodbold med et hold, der tager bolden med hænderne og bryder reglerne, fordi de ikke vil indordne sig reglerne. Der er næppe tvivl om, at hvis jeg spiller efter reglerne, mens det modsatte hold laver sine egne, så har jeg ikke gode chancer på banen. Det vil næppe vare længe, før jeg selv laver beskidte tacklinger og opfører mig på en måde, der under normale omstændigheder ville give mig et rødt kort.
Tænk, hvis en præst kunne suspendere fodbolddommerens dom.
Kan man spille fodbold, hvis man laver sine egne regler, der har mere at skulle sige end fodboldspillets regler? Svaret er formentlig "ja": Såfremt jeg bliver ved med at spille mod den pågældende modstander, vil vores fælles spils regler blive til et nyt regelsæt, men ikke nødvendigvis på en sådan måde, at jeg får samme glæde af spillet. Reglerne for fodbold er udviklet over tid, hvor forskellige spillere efterhånden er enedes om en fælles måde at spille på.
Eller for nu at forlade analogien igen: Kan en gruppe være med i et demokrati, hvis den har sine egne religiøse regler, som har mere at sige end demokratiets regler? Svaret er formentlig ligeledes "ja", men man kan risikere, at nogle af spillerne får lov til at lave beskidte religiøse tacklinger mod andre spillere - delvist illustreret i form af Dansk Folkepartis udfald mod Asmaa Abdol-Hamid. (Delvist, idet religionen formodentlig spiller en mindre rolle i dette eksempel.)
Såvel Hisb ut-Tahrir, Villy Søvndal, Dansk Folkepartis præster, Enhedslistens støtter og modstandere mod Asmaa Abdol-Hamid, Asmaa selv, samt en lang række andre personer og grupper er alle spillere i en arena, hvor de forsøger at vinde støtter. Demokratiet er blot et af de mange værktøjer, som benyttes i kampen om magten, og trods sit næsten hellige navn er demokratiet bestemt ikke den eneste parameter, en gruppe kan måles på. Jeg er overbevist om, at adskillige af de grupperinger, der hævder at spille efter demokratiske regler, ville tage magten på anden vis, hvis de følte, at de kunne slippe af sted med det.
Over tid vil demokratiet udvikle sig og indeholde regler, som vi måske helst vil undgå i dag, men vi kan også som enkeltpersoner eller som isolerede grupper håbe, at det udvikler sig på en måde, der tilgodeser os. Pernille Rosenkrantz-Theil mener tilsyneladende, at demokratiet bedst sikres ved at tillade selv anti-demokratiske gruppers deltagelse. Jeg mener derimod, at Dansk Folkeparti er et eksempel på, hvorfor det ikke bør tillades, blandt andet fordi vi har set, hvordan inklusionen af Dansk Folkeparti i den demokratiske proces har gjort det muligt for deres racistiske, hadske diskurs at blive til en stueren politisk holdning.
Jeg har det med demokrati omkring Dansk Folkeparti, Hizb ut-Tahrir og andre grupper, hvis politiske og religiøse dagsordener gør livet surt for folk som mig, som jeg har det med respekt for pissemyrer: De kan frit bygge deres myretuer ude i skoven, men hvis de flytter ind i mit køkken, forbeholder jeg mig retten til at slå dem ihjel.
Leave a comment