Vi kender ham godt: Han kommer ind ad døren hos McDonald's og slentrer langsomt op til disken, idet han tager sig god tid til at se sig fra side til side mod de andre gæster. Han bevæger sig mod disken, som var der rullet en rød løber ud foran ham. Han placerer nonchalant albuen på disken og den anden hånd i siden, og vender ansigtet mod de andre kunder i restauranten, der indtager deres varierende burgere ved deres respektive borde. Han griner smørret, mens han tygger på sit tyggegummi og halv-hånligt betragter gæsterne. Han er en statsmand i sit eget lille rige.
De færreste med en anelse livserfaring og almindelig dannelse, der bevæger sig ud over indholdet af BT, ville falde for den illusion, som fyren med armen på disken selv er faldet for: Illusionen om, at han skulle have nogen som helst betydning anden end muligvis at stå som et lettere irritationsmoment for de gæster, han måtte vælge at henvende sig direkte til. Der er ikke mange indbyggere at imponere i det rige, hvor han er statsmand, men det ved han ikke.
De øvrige gæsters uudtalte og uimponerede vurdering er, at han er et selvforblændet fjols, der nok bliver klogere en dag. Men denne vurdering af ham er egentlig lidt ironisk, for adskillige af de ”bedrevidende” iagttagere er heller ikke for kloge på det punkt. At de måske virker klogere i forhold til ham, mens de sidder på McDonald’s, er et spørgsmål om perspektivet, man ser det fra. I en række andre sammenhænge opfører de sig nemlig ligesom ham.
I en lille by i det sydlige Jylland i nærheden af min barndomshjem er et bestemt kvarter blevet hjemsted for dobbelt-grunde, hvor pengestærke borgere bygger store villaer. Husene kan ikke blive prangende nok: Der skal være indendørs spa og udendørs swimmingpool, kælder og loft, glas-udestue og arkitekt-designet have med springvand, osv. For ejerne af disse parcelhuse er det alt om at gøre, at de kan vise sig for de andre indbyggere i byen.
Bevares, ejerne har da haft mere økonomisk succes end deres medborgere i byen, det kan ingen benægte. Det virker bare en anelse grinagtigt, når man som besøgende i byen bemærker deres iver efter at vise sig for byens andre indbyggere og samtidig tænker på, at byen allerhøjst bliver nævnt i landets nyheder to gange om året, og i grunden er temmelig ubetydeligt på landsplan. For en udenforstående, for hvem personlig status i en uinteressant by må være inderligt ligegyldig, er det svært ikke at finde disse villa-ejeres opførsel lige så grinagtig som vor ven på McDonald's.
Naturligvis er denne opførsel ikke begrænset til McDonald's og parcelhuse. Der kæmpes bravt om formandsposterne i ukendte foreninger med 14 aktive medlemmer (og hvis primære formål det er at være imod et eller andet), om lederstillinger i firmaer med 20 ansatte, partiformandsposterne i lande med 5 millioner indbyggere, retten til national selvstændighed, prestigen i at være først med en mand på månen, og om at være den i klassen, der ejer digitaluret med det mindste sekundstab pr. år.
Der findes selvfølgelig mennesker, der ønsker lederstillinger, fordi disse stillinger giver dem bedre mulighed for at opnå deres praktiske eller materielle mål. Hvad resten angår - de, hvis ønske det er at blive anset som leder eller en anden pseudotitel - så virker de egentlig lidt ynkelige. Hvis der var en gud, der så det hele lidt udefra, ville den nok grine lidt i skægget - hvis ikke den havde lidt ondt af dem.
Leave a comment