Jeg tror ikke, at nogen lidelse eller glæde er givet af en overmenneskelig magt, der ønsker at prøve os eller hjælpe os. De skyldes tilfældigheder og vore egne handlinger, og ulykke er noget, som jeg og mine artsfæller må forholde os til på egen hånd i stedet for at støtte os til en sådan magt. Vi er ansvarlige for vore egne handlinger; ingen Gud vil belønne os, og ingen Djævel vil straffe os. Vi kan ikke forvente, at Gud reparerer vore fejltagelser, og vi kan ikke skyde skylden for dem på Djævelen i troen på, at den første vil tilgive os, og at den sidste fik os til det.
Jeg tror ikke, at vi er væsner bundet af skæbnen eller overnaturlige beslutninger, men jeg tror heller ikke, at vi er frie. Jeg tror på en treenighed (om jeg tør bruge et sådant begreb) af diamanthård nødvendighed, flygtig tilfældighed eller mulighed samt frihed, og hvert individs liv er en zigzag-linie gennem tilværelsen, hvor hver bevægelse ricochetterer mod disse modsatte og dog balancerende elementer i treenigheden.
Den diamanthårde nødvendighed er de ufravigelige naturlove og miljøet, der begrænser vore bevægelser; døden er den ultimative afgrænsning, men mindre åbenlyse grænser sat af vores biologi og psykologi er også kun alt for virkelige. Det er i dette fængsel for vores væren, at vi kan forsøge at blive unikke - en illusion af at undgå den hårde nødvendighed.
Men i disse klippefaste begrænsninger opstår der flygtige tilfældigheder, som et lotteri eller en dødelig bilulykke, der kommer ud af intetheden. Vi kan håbe på eller frygte resultaterne, men vi kan ikke planlægge eller forhindre dem, og hvor diamanthård nødvendighed udsletter ethvert håb om ændring, er den flygtige tilfældighed det kaos i den ordnede nødvendighed, det vanvittige i det fornuftige, som ingen ville ønske at være foruden.
Og endelig er der frihed: Når lyn af tilfældighed skærer gennem skyggerne af fast nødvendighed, ser vi, at vi ikke er marionetter for en forestillet skæbne. Vi gør oprør mod den diamanthårde nødvendighed i forsøget på at kontrollere den kaotiske tilfældighed, og vi fornemmer, at vi måske udfordrer umuligheden. Instinktivt ønsker vi at bryde stasis, at bevæge os fremad, at udvikle os, og jo mere tilfreds, man er med stasis, desto mere vil man se dette oprør som ondt. Men mens frihed føles i øjeblikket, tager det en evighed i forhold til en menneskealder for friheden at bøje den diamanthårde nødvendighed.
Leave a comment