Efter opfordring fra Carsten Agger deltager jeg også lidt modstræbende i denne leg:
- Ræk ud efter den nærmeste bog.
- Slå op på side 123.
- Find den femte sætning på denne side.
- Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner.
- Kommentér citatet.
- Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig.
Det er tilføjelsen "kommenter den", som blev introduceret af Torben Sangild, der har fjernet min væsentligste modvilje mod den slags, der i modsat fald bedst kunne karakteriseres som drive-by tilføjelse af endnu mere ligegyldig information til Internettet. Ved at kommentere det fundne citat er der imidlertid en chance for, at man får bidraget med lidt lødighed.
Følgende kandidater nomineres hermed i alfabetisk rækkefølge for at fremhæve dem, der har været kloge nok til at navngive deres blogs på en måde, så de optræder tidligt i diverse oversigter:
Mens vores hjem ikke stråler af nylig søndagsoprydning, er alle husets bøger for en gangs skyld i øjeblikket sat på plads i reolerne - lige bortset fra én, som jeg var blevet inspireret til at kigge i efter at have været til kampseminar i går: "Understand? Good, Play!" af Masaaki Hatsumi, som lå på stuebordet. (Altså bogen, ikke Hr. Hatsumi.)
På side 123 var der imidlertid kun et billede af stormesteren Masaaki Hatsumi. Uden nærmere instruktioner om, hvad jeg så skulle gøre (skulle jeg vælge den modstående eller den næste side? Og i så fald femte, sidste eller første afsnit?) valgte jeg i stedet at lægge bogen til side til fordel for den bog, der efterfølgende måtte være nærmest.
Her opstod der et nyt problem: Var der nu tale om den bog, der var næst-nærmest, da jeg oprindeligt vurderede, at "Understand? Good, Play!" var den nærmeste? Eller var det den bog, der var kommet nærmest mig, nu hvor jeg var gået ind i stuen og havde bevæget mig, mens jeg konstaterede, at side 123 var uden tekst? Eller var det den bog, der var nærmest "Understand? Good, Play!"
Valget faldt på den bog, der var nærmest mig på det tidpunkt, hvor jeg konstaterede, at side 123 var blank: "Introduction to Research Methods and Data Analysis in Psychology" af Darren Langridge. Her lyder sætning nr. 5 og de to derpå følgende sætninger som følger:
A Type I error is where we decide that the IV had an effect on the DV when it did not and was caused by random error instead.
There is also the the possibility of making a Type II error (β) when calculating the statistical significance of events. This is where we conclude that the IV has no effect on the DV when in fact it really is responsible for the change in the dependent variable.
Darren Langridge: Introduction to Research Methods and Data Analysis in Psychology, Pearson Education Ltd., 2004
Darren introducerer tilsyneladende i dette kapitel læseren til grundlæggende statistik. Sætningerne siger, at man begår en såkaldt "Type I"-fejl, når man konkluderer, at den uafhængige variabel (IV) har indflydelse på den afhængige variabel (DV), selv om dette ikke er tilfældet.
En "uafhængig" variabel er det, man ønsker at vurdere effekten af, f.eks. et medicinsk præparat. Den "afhængige" variabel er en måling af effekten, f.eks. personers blodtryk. Man vurderer, at den uafhængige variabel har en effekt, hvis en tilpas stor procentdel (f.eks. 95%) af målingerne viser, at den har en effekt på den afhængige variabel.
Men som forfatteren forklarer, er der muligheder for at begå fejl. Vi kender Type I-fejlen fra f.eks. religiøse menneskers vrøvl om, at deres bønner er blevet hørt, når de konkluderer, at et eller andet gik i opfyldelse, fordi de bad til deres julemand, mens de overser muligheden for, at årsagen kunne findes andetsteds. Rationelle mennesker begår imidlertid også ofte denne fejl, som går ud på, at man fejlagtigt tror, at korrelation (dvs. tilsyneladende sammenhæng) er identisk med sammenhæng.
Type I-fejl: Bønner har ikke nogen effekt, så når ens bøn "går i opfyldelse", er det ikke fordi man har bedt bønner.
Der findes også en såkaldt "Type II"-fejl, som er det modsatte: Det er, når man konkluderer, at den uafhængige variabel ikke påvirker den afhængige variabel, selv om dette er tilfældet.
De to fejl bider desværre hinanden i halen; jo mere, man forsøger at undgå Type I-fejlen, desto mere risikerer man at begå Type II-fejlen, og omvendt. Man kan være meget sikker på at undgå en Type I-fejl (dvs. fejlagtigt at konkludere, at der er en effekt på grund af bestemte påvirkninger), men man betaler for denne sikkerhed med en risiko for, at man overser sammenhængen i de tilfælde, hvor den faktisk er der.
Også en Type I-fejl: En eventuel skade på Ms. Williamsons foster kan have andre årsager end vejarbejdernes værktøj, idet der i dette tilfælde ville kan identificeres en tydeligt sandsynlig anden årsag. Men dermed skal man samtidig passe på Type II-fejlen: Man skal ikke nødvendigvis helt udelukke effekten af lufttrykshamrene.
Forholdet kan illustreres ved, at selv om man kan spore Dansk Folkepartis succes til deres lave uddannelsesniveau, vil det være fejlagtigt at tro, at dette er den eneste forklaring; altså at dumme mennesker kun - eller altid - vil søge mod Dansk Folkeparti, eller at det kun er dårligt uddannede mennesker, der kan støtte Dansk Folkeparti. Man kan f.eks. være tiltrukket af Dansk Folkeparti uden at være dum, hvis man f.eks. er fundamentalistisk kristen. Omvendt skal man ikke overse, at disse (og flere) faktorer bestemt kan være til stede og være afgørende for ens politiske ståsted.
Type I-fejlen antyder, at der kan være andre aldeles ubehagelige årsager til at være DF'er, end at personen er dum, mens Type II-fejlen antyder, at man bestemt ikke derfor skal afvise, at personen er dum: Martin Henriksens deltagelse i Dansk Folkeparti kan således sagtens være udtryk for, at han er dum og religiøs, og er det efter nogles opfattelse formentlig også.
Hej Ole!
Tak for "nomineringen" men jeg har allerede lavet et indlæg i denne forbindelse:
http://mogmich2.blogspot.com/2008/06/enjet.html
Jeg er enig med dig i, at det er muligheden for at kommentere, der er interessant.
Dine kommentarer er da også tankevækkende. Mon ikke vi mennesker ofte er tilbøjelige til at ville finde en speciel årsag til hændelser, der i virkeligheden blot er usandsynlige. De kan forekomme mystiske, hvis man ikke lige kan se en rationel årsag. Men statistisk set må de mindre sandsynlige ting jo ske af og til. For eksempel oplever man det som højst mærkværdigt, hvis man i radioen hører nogen sige et (sjældent) ord i samme øjeblik som man selv læser det i en bog, eller blot tænker det selv.