Shansen mener, at opfattelsen af "politisk korrekthed" er vendt på hovedet, når det bruges til at forsvare den angribende part. Jeg har også selv beskæftiget mig med dette tema fra tid til anden, f.eks. når jeg har argumenteret for, at en part, der på grund af sin magt ikke behøver frygte repressalier, af samme grund ikke har behov for ytringsfrihedens beskyttelse for at slippe af sted med at tale skidt om andre.
Shansen tager fat i noget, der er bemærkelsesværdigt: Vi taler om en gruppe mennesker, der gennem hele deres liv har været priviligerede, omend rent demografisk i den lavere middelklasse, som aldrig har manglet noget andet end en større fladskærm, som aldrig har oplevet nød, krig, krise eller forfølgelse, og som som er blevet passet og plejet siden de fik skiftet ble af deres hjemmegående mor. Det er heller ikke fordi de er en overset minoritet - Dansk Folkeparti fik ca. en ud af hver femte stemme ved sidste valg, og sammen med Venstre og de Konservative sidder de endda på regeringsmagten, hvor de er villige til at gå med til hvadsomhelst for at få deres racistiske og kristne dagsorden igennem.
Det er en denne gruppe mennesker, som i dag har det som centralt politisk mål at forfølge folk med reelle behov og social status, som ingen ville ønske at dele, alene fordi disse folk har en anden hudfarve. Jeg taler faktisk om en gruppe mennesker, der i mange tilfælde har en dom for racisme, og som ligefrem selv fra tid til anden indrømmer, at de er racister.
Og hvad gør de så, når andre påpeger, at det slet og ret er hadefuld racisme?
De føler sig forfulgt.
De samme priviligerede mennesker, der har langt flere ressourcer end de folk, de angriber, føler sig gudhjælpemig forfulgt.
De samme mennsker, som har det som politisk mål at forfølge andre mennesker, føler sig forfulgt i samme øjeblik, nogen kritiserer dém.
Det gør de i en sådan grad, at de slår sig sammen i et selskab, der er opkaldt efter Giordano Bruno, som blev forfulgt og dræbt for sine udtalelser.
Eller de opretter en hjemmeside, som opkaldes efter den mytiske Urias, der ifølge legenden var blevet ofret af sin herre, så denne kunne bedrive hor med Urias' kone.
Eller de opretter et "trykkefrihedsselskab", som om der ikke var frihed til den slags her i landet. (Selv om andre forlag ikke ønsker at trykke ens racistiske propaganda, har man faktisk al tænkelig frihed til bare at gøre det selv.)
Eller de skjuler deres racisme bag et tyndt slør af undskyldninger såsom "modstand mod islamisme", men når f.eks. SIAD og tilsvarende foreninger demonstrerer mod de muslimer, der meget behændigt ofte er mørklødede, holder de ikke igen med racistiske slagord, der intet har at gøre med den afstandstagen fra religion, som de hævder at bygge deres modstand på.
De bliver forfulgt, mener de selv, af kvindebevægelse, venstrefløj, forskere - ja, enhver, der ikke entydigt støtter deres holdninger, men giver udtryk for en anden end mandschauvanistiske, højreorienterede, uvidenskabelige holdninger, er pr. definition modstandere, forfølgere og landsforrædere.
Men det er ikke forfølgelse at kalde en racist for en racist, og det er ikke forfølgelse at påtale, at f.eks. Dansk Folkeparti benytter sig af nazistisk retorik. Det er ikke forfølgelse at påtale eller forhindre forfølgelse. Hvis f.eks. en betjent beskytter en person mod overfald, er det jo heller ikke en forfølgelse af overfaldsmanden.
Jeg tror ikke, at racisterne bevidst forsøger at omdefinere sig ud af problemet, sådan som bl.a. Mogens Glistrup (tidl. FrP) og Søren Krarup (DF) har gjort, når de forsøgte at gøre "racist" til en hædersbetegnelse og alt andet til landsforræderi.
Man skal have en usædvanligt lav selvværdsfølelse eller selvtillid, eller omvendt en veludviklet paranoia, før en generel afstandstagen fra ens udtalelser kan få en til ligefrem at føle sig forfulgt.
Eller også er det, fordi de inderst inde godt er klar over, at de er ude på et usundt overdrev, hvor det er pinligt at befinde sig for en voksen person. Måske er de et eller andet sted klar over, at racisme og kynisme er udtryk for en manglende evne til at håndtere situationer.
Uanset årsagen er det bemærkelsesværdigt, hvordan de hånd i hånd med deres aggressive adfærd afslører, at de ikke føler sig tilstrækkelige trods deres priviligerede position: De påtager sig straks en offerrolle, når der kommer blot den mindste kritik af deres racisme og hate speech, de forsøger med stor iver at indgyde illusioner om, at racistiske udtryk og det at være racist er stueren adfærd, og de har utrolig svært ved at opfatte selv den mindste smule modstand mod deres hadske holdninger som andet end angreb og forfølgelse.
Leave a comment