Uanset hvor meget, jeg har forsøgt at forstå menneskelig motivation og finde det rationale, som jeg mener må være en nødvendighed i menneskers tanker - også når rationalet har rod i en betegnelse fra klinisk patologi - så er der nogle områder, der undviger mig.
Det drejer sig om, når i øvrigt velbegavede og velformulerede mennesker i deres religions navn begår tankefejl, som skriger til himlen (pun intended).
Et eksempel er, når de religiøse mennesker hævder, at ateisme blot er en anden form for tro. Man kan måske følge dem en del af vejen, når man indser, at deres guds eksistens er aksiomatisk for dem, og at forestillingen om, at guden ikke findes, ikke er tabu eller kompliceret, men simpelt hen utænkelig. Det forklarer, at i det mindste kan de ikke forestille sig, at deres gud ikke findes.
Jeg kan også finde en forklaringsmodel på, hvorfor de kan mene, at det er et spørgsmål om tro på, at den ikke findes. Mennesker kan f.eks. kan være blinde eller døve, eller de kan have andre paradigmer, hvor der gælder andre regler end i min virkelighedsopfattelse. Jeg antager, at de religiøse mennesker anser mig som en "blind" person, der bare tror, at deres gud ikke findes, fordi jeg ikke kan "se" den.
Men det forklarer altså ikke, hvorfor de ikke kan forestille sig, at andre mennesker sagtens kan leve i en virkelighed, hvor denne gud reelt ikke findes. De lever jo selv i en verden, hvor alle de andre religioners guder ikke findes, så én gud fra eller til burde vel ikke gøre nogen forskel. Når de religiøse mennesker tydeligvis besidder evnen til at være helt og aldeles klar over, at de andre guder er det pure fantasiopspind, hvorfor er de så komplet ude af stand til at forestille sig, at det samme måske kunne gøre sig gældende for deres egen gud? Jeg lader spørgsmålet stå indtil videre.
Hvis troende mennesker tilhørende en bestemt religion uden problemer kan se, at de andre religioner er fantasi, hvorfor kan de så ikke gennemskue, at det samme gør sig gældende for deres egen religion?
Jeg kan sætte mig ind i logikken bag den magiske tænkning, når f.eks. en overtroisk, afrikansk landsbybonde køber en dåse næsehornspulver af en medicinmand, fordi næsehornets horn "logisk set" minder om potens. Der er ikke nogen anden sammenhæng mellem dem end den forestillede sammenhæng, som landsbybonden og medicinmanden danner sig, men der kan da i et mindste argumenteres ud fra en formodning om, at hvis to ting ligner hinanden, har de en form for funktionsfællesskab. Argumentet kan gendrives, men det er trods alt ikke ugyldigt som argument.
Troen på mirakler kan jeg også købe argumentet for: Et mirakel er netop defineret som noget, der ligger fuldstændig udenfor de naturlige grænser. Man behøver således ikke tilsidesætte naturvidenskaben for at tro på mirakler, for hvis de kunne forklares som underlagte naturlovene, ville de jo netop ikke være mirakler.
Jeg kan i en vis udstrækning acceptere samme indgangsvinkel i forhold til metafysik. Men jeg kan ikke på én gang opfatte metafysik som eksisterende og påvirkende vores naturlige verden, og samtidig opfatte det som noget, der er vores naturlige verden så uvedkommende, som det nødvendigvis må være for at kvalificere som metafysik. Her er der en konflikt mellem opfattelserne, som simpelthen gør dem til hinandens udelukkende. Religiøse mennesker beskæftiger sig meget med denne konflikt, hvor de forsøger at finde forklaringen på, hvor deres gud befinder sig, og hvordan den griber ind i verden, men hvorfor kan de på intet tidspunkt acceptere, at når en sund menneskelig hjerne er i stand til at producere mange tilsvarende forestillinger om uvirkelighed, som de sagtens kan genkende som tankeparadokser, så er denne situation ikke spor anderledes? Jeg lader stadig spørgsmålet stå.
Jeg kan også i væsentlig grad sætte mig ind i den førnævnte landsbybondes nabos tanker, når han hugger en "heks" til stumper med en machete, fordi hun har tryllet hans penis væk, selv om enhver ved selvsyn ville kunne konstatere, at den stadig sidder der. Det kan f.eks. forklares ved, at han føler, at hun har været i stand til det, eller at hun i en eller anden overført betydning har gjort det, og i den menneskelige hjerne kan den slags hurtigt oversættes til en reel tro på, at det er sket. Også selv om man bare kan gribe sig til skridtet og konstatere, at kalorius er i fin form.
Det kan sikkert sidestilles med folk, der lider af angstneuroser. Disse mennesker kan som regel på egen hånd med helt almindelig logik godt regne ud, at de ikke dør en smertefuld og langtrukken død, bare fordi de én gang glemmer at vaske hænderne otte gange. Det er bare ikke nok, for det logiske fakultet i hjernen er kun et af flere faktorer i dannelsen af vores virkelighedsopfattelse og opførsel.
Dermed er vi imidlertid også ovre i den del af den menneskelige psykologi, hvor der er tale om reelle sygdomme. En ting er at tro, at ens penis er tryllet væk, men når man slår uskyldige mennesker ihjel på baggrund af denne tro på trods af, at et hastigt kig nedad fortæller en anden historie, så er det psykotisk adfærd.
For nyligt blev jeg konfronteret med en religiøs person, der mente, at jeg manglede uddannelse i hans religion, for ellers ville jeg vide, hvor dyb, den var. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at en person kan få utrolig meget ud af en historie, især når den er så vagt formuleret, at man kan tillægge den næsten enhver mulig fortolkning. Det er helt normalt, at man benytter symbolske fortællinger som en mental genvej til en verdensopfattelse, der er langt mere kompliceret. På samme måde som et billede siger mere end tusind ord, siger en historie, der benyttes symbolsk, mere end tusind redegørelser for virkelighedsopfattelsen.
For enhver anden person, der ikke har den pågældende religion, er de religiøse skrifter imidlertid uinteressante, idet de ikke bærer nogen nævneværdig symbolsk værdi for personens virkelighedsopfattelse. Dette kan religiøse personer sagtens sætte sig ind i hvad øvrige religioner angår. En muslim ser således ikke den kristne Bibel som noget særligt, ligesom kristen ikke opfatter Baghavad Gita som rammende i forhold til den kristne skabelsesberetning. Religiøse personer er udmærket i stand til at se, at de øvrige religioners skrifter blot er tekster, hvis autoritet man ikke behøver rette sig efter, og som ikke har nogen videre dybde. En muslim finder enorme mængder indhold på nogle få hundrede siders Koran-tekst, men har intet problem med at gennemskue, at titusindvis af Scientologi-skrifternes sider intet væsentligt har at bidrage med - ja, der er end ikke nogen grund til at lede i dem for at se, om der skulle være nogle pointer. Så givet at de tydeligvis er i stand til at gennemskue det for andre religioner, hvorfor kan de så ikke gennemskue, at det samme må gælde deres egen religion?
Historikeren Sir Stephen Henry Roberts sagde på et tidspunkt: "Jeg fastholder, at vi begge er ateister. Jeg tror bare på en gud færre end du. Når du forstår, hvorfor du afviser alle de andre guder, vil du forstå, hvorfor jeg afviser din".
Denne tekst har bygget på dette udgangspunkt: De religiøse mennesker besidder tydeligvis evnen til at gennemskue, at de øvrige religioner er ævl og overtro, menneskelig fantasi, samt talrige forskellige - og oftest gennem tiden modstridende - fortolkninger af skrifter fra en svunden tid. De kommer sådan set med de samme anklager og den samme kritik mod andre religioner, som ateister benytter.
Jeg har på intet tidspunkt påtalt de enkelte religioners interne inkonsistenser, irrationalitet eller selvmodsigelser, idet jeg opfatter disse som elementer i en symbolsk fortælling, der under alle omstændigheder fortolkes. I denne sammenhæng er det uden betydning, at fortællingerne set med nøgterne øjne har svært ved at danne en entydig mening. Det kan forsvares ud fra lignende præmisser som de, der gør sig gældende, når man accepterer det meningsfulde i at tro, at pulver af et næsehorns horn kan kurere impotens.
Spørgsmålet, der er blevet stillet flere gange i forskellige varianter, er hvorfor de religiøse mennesker i så udpræget grad har svært ved at acceptere, at deres egen religion er en religion på lige fod med alle de andre religioner. De har tydeligvis den nødvendige mentale kapacitet til at gennemskue, at de andre religioner er menneskeskabte og uden autoritet for andre end de, der tror på dem, så hvorfor er det tilsyneladende umuligt for dem endog at tænke tanken, at det samme skulle gøre sig gældende for deres egen religion? Kort sagt: At når en muslim og en kristen mener, at modparten vrøvler, så har de mÃ¥ske begge ret!
Jeg har ikke noget svar på spørgsmålet. Noget af det nærmeste, jeg kan komme, er at årsagen skal findes i samme kategori som tvangsneurotikerens adfærd, der følges på trods af, at patienten godt ved bedre. Men selv her er lidelsen bevidst. Patienten ved, at der er noget galt med ham eller hende, og formår bare ikke at gøre noget ved det.
Neurologen Antonio Damasio, der tidligere er blevet omtalt her på bloggen, har beskæftiget sig med patienter, der på grund af hjerneskader har været ude af stand til at erkende misforhold mellem deres egen virkelighedsopfattelse før og efter deres handicap indtrådte. Damasio bringer således i bogen "Descartes' Error" et eksempel med en pensioneret dommer, der sad i kørestol, men som insisterede på at være en dygtig sportsmand hvis ben intet fejlede. Dommeren "løj" ikke i den sædvanlige betydning; han var simpelt hen ude af stand til at indse, at hans ben var lammet, men dette samtidig med, at han faktisk var opmærksom på sin tilstand i og med at han vidste, at han sad i kørestol. I denne konflikt i hans bevidsthed dannede hans hjerne en forklaringsmodel for ham, der f.eks. fik ham til "ikke at have lyst" til at demonstrere sine evner, når han blev udfordret til at påvise, at hans ben var særligt stærke, sådan som han påstod. I Tor Nørretranders' bog "Mærk Verden" bringer Tor Nørretranders et tilsvarende (velkendt) eksempel på en hjerneskadet persons hjernes evne til at skabe forklaringer, der "reparerer" konfliktende indtryk, så der skabes mening og sammenhæng mellem dem, hvor der ingen mening eller sammenhæng er.
Jeg overvejer, om religiøse menneskers hjerner fungerer sådan, at når de konfronteres med en åbenlys konflikt mellem den håndgribelige virkelighed og deres tro på, hvordan virkeligheden er, så skaber deres hjerne en forklaringsmodel, der i stort set alle andre menneskers ører lyder som en utrolig dårlig undskyldning.
Måske er dette i meget nær familie med den lidelse, som Dr. Damasio beskrev i sin bog, "Descartes' Error". Han har siden udgivelsen antydet, at vi som civilisation måske har lavet en "kulturel hjerneskade" på os selv, som får os til at reagere ligesom hans patienter, der havde fysiske hjerneskader, og som følge af disse besad en utrolig evne til at lyve for sig selv på en måde, der måtte få raske individer til at reagere med vantro. Det er måske slet ikke tilfældigt, at hans patienters opførsel - et kodeks for opførsel, som han kaldte for "The Gage Matrix", navngivet efter en historisk patient - i udpræget grad levede op til mange religioners krav om undertrykkelse af følelser, tvungen høflighed, m.v., selv om Damasio - måske af angst for sin karriere - undlod at drage de meget åbenlyse paralleller.
Dr. Damasio er ikke hr. hvemsomhelst, så når han antyder en "kulturel hjerneskade", er det værd at bide mærke i. Vi ved, at noget af hjernens væsentligste udvikling først sker de første flere år efter man er født. Det er her, at hjernens neuronstruktur bliver skabt ud fra den indlæring, hjernen modtager. Den tager helt bogstavelig talt form i denne periode. Dr. Damasios patienter havde huller i hjernen efter f.eks. svulster, men om hullerne opstår på grund af skalpellen, der skærer en svulst ud af hjernen, eller strukturelt gennem den tidlige indlæring, har i forhold til hjernens efterfølgende funktion næppe nogen større betydning.
Der vil måske komme en dag, hvor vi kan se på en religiøs person, og uden hverken at overdrive, håne vedkommende eller tale metaforisk kan sige: "Han har hul i hovedet".
Foruden de forklaringer du giver, kan jeg forestille mig 2 andre:
1) Hvis man bliver stærkt påvirket af en bestemt religion under sin opvækst, kan man måske have svært ved tankemæssigt at sidestille den med andre? (Et godt argument for at kristendomsundervisningen i folkeskolen ikke bør være missionerende, men kun oplysende!)
2) Et behov for at tilhøre et fællesskab, der mere eller mindre bygger på en "os-dem" tankegang? (Et behov der helt klart også findes andre steder).
3) En kombination af (1) og (2). Forstået på den måde, at hvis man i forvejen er blevet præget af en bestemt religion under sin opvækst, så er man tilbøjelig til at identificere sig med denne gruppe af troende (fordi alle mennesker vel har et uomgængeligt behov for at høre til i et fællesskab).
Det vi taler om her, er religiøse mennesker, der er for stivsindede til at reflektere over deres egen tro, går jeg ud fra?
Dem er der rigtignok en del af, men det gælder altså ikke alle religiøse!
Det gælder ihvertfald ikke mig selv. Jeg har ikke nogen særlige problemer med dette. Men jeg er heller ikke født og opvokset i et religiøst hjem, hvilket nok gør det nemmere at forholde sig kritisk til diverse religiøse dogmer og autoriteter.
Men det udelukker ikke, at man kan være stærkt religiøs, hvilket jeg faktisk er. Det er en udbredt misforståelse, at dyb religiøsitet nødvendigvis betyder, at man er yderliggående dogmatisk.
Nr. 1 er ret beset et udtryk for "formning af hjernen" i de første år, som jeg beskriver sidst i teksten.
Nr. 2 er et velkendt fænomen, der får en til at føle sig særligt hjemme blandt visse grupper, men ligesom fodboldtilhængere trods alt godt kan gennemskue, at deres hold er et fodboldhold ligesom de andre tilhængeres hold, så har religiøse mennesker tydeligvis ikke samme evne i forhold til deres guder: Allah findes, men det gør den kristne Gud selvfølgelig ikke - hvis altså man spørger muslimer. Og omvendt.
Nr. 3 er for mig at se blot en omformulering af nr. 2 med den lille tvist, at der selvfølgelig er langt grunden for et oplagt tilhørsforhold. Men det forklarer jo stadig ikke, hvorfor religiøse mennesker generelt har svært ved at bruge samme logik overfor deres egen religion, som de ofte er i stand til at bruge overfor andre religioner.
Du er ikke dogmatisk eller specielt docerende, det vil jeg godt give dig. (Faktisk falder du ret godt ind i den mest almindelige New Age-agtige, moderne, danske form for kristendom, hvis man skal dømme ud fra de indlæg, du poster rundt omkring...!). Men lad mig spørge dig: Er det lige så indlysende for dig, at den kristne gud ikke eksisterer, som det er, at den muslimske gud ikke eksisterer?