Case study 1: En 15-årig begår i en stofpåvirket aggressionsrus uhyrlig vold mod en person med døden til følge, og mens stofferne stadig påvirker hans hjerne sender han en videooptagelse af det til sine venner i et miljø, hvor det er "in" at overgå hinanden i vildskab. Først ved domsafsigelsen gik det op for ham, hvad han havde gjort.
Case study 2: En person begår systematisk og helt bevidst økonomisk krimilitet over adskillige år, og det resulterer i, at tusindvis af mennesker har mistet deres opsparinger. Desværre ved ingen, hvor mange af disse mennesker, der begik selvmord eller døde af stress-relaterede sygdomme, eller blot fik deres drømme om en behagelig alderdom skudt i sænk, fordi personen snød dem. Personen var klar over, hvad han foretog sig, men hverken efter domsafsigelsen eller efter delvist udtjent straf har personen kunnet indse, at der skulle være blot det mindste forkert i hans handlinger.
Begge tilfælde vil give anledning til en straf, der udmåles efter et samfundsønske om hævn samt en kalkulering af, hvad der skal til for at sikre, at den kriminelle person ikke gør det igen, under hensyntagen til, at den kriminelle helst skal blive en produktiv samfundsborger, når straffen er udtjent.
Case study 1 er naturligvis den nu 16-årige, der for nyligt blev idømt fire års fængsel. Til sammenligning fik Case study 2, også kendt som Claus Riskær Pedersen, seks års fængsel til trods for, at hans forbrydelse havde et væsentligt større omfang og var præget af kalkuleret velvilje, og til trods for, at dommens størrelse ikke var nok til at få Claus Riskær Pedersen til at forstå, at det var en forbrydelse.
Det er næppe for tidligt at gætte på, hvem af de to, der mon vil lære mest af sin straf, men der kan ske meget på fire eller seks år. Lad os indtil da vurdere odds for hvem af disse personer, der mon gentager sin kriminelle handling, når han kommer ud af fængslet. Jeg tror dog ikke, at der er mange, der tør stille op i et væddemål, hvis jeg sætter pengene på, at det bliver Claus Riskær Pedersen. Tiden vil vise, hvem af de to, der fik for lav en straf, men jeg har mine formodninger.
Jeg er enig med dig i, at hvis straf skal virke præventivt, så må man ganske naturligt formode, at en strengere straf virker mere præventivt, når forbrydelsen er helt overlagt og bevidst, som ved økonomiske forbrydelser.
Foruden den præventive virkning er der som bekendt også ønsket om hævn, og her er der vel en klar tendens til, at det først og fremmest er voldsforbrydelser, der udløser hævntørst. Det udnyttes ret flittigt af populistiske politikere, og det bryder jeg mig personligt ikke om.
Men mon ikke der også er et andet aspekt i det?
Når folk ønsker hårdere straffe for grove voldsforbrydelser, så kunne en anden mulig forklaring vel også være, at man vurderer levende mennesker til at være betydeligt mere værd end materielle ting og økonomi, og at man derfor mener at straffene skal stå i proportion til det. Det er jo en forklaring der ikke uden videre skal forveksles med hævnmotivet.
Det jeg mener er, at det vel i sig selv er positivt, at folk vurderer mennesker til at betyde mere end materielle ting.
Selv har jeg det også lidt vanskeligt ved at acceptere, at f.eks. Kurt Thorsen fik mere i straf end denne 16-årige, fordi hans forbrydelse faktisk ikke i den forstand skadede nogen.
Det etiske dilemma, der kan ligge heri, kan måske bedst løses, hvis vi i langt højere grad brugte forskellige FORMER for straf, tror jeg. Altså strafformer, der stadigvæk opleves som sådan af gerningsmanden, men har forskellige sidevirkninger - der helst skal være positive.
Set i forhold til antallet af mennesker, der er blevet berørt, er Rasmus Popenda nærmest en engel i forhold til Kurt Thorsen, Claus Riskær Pedersen, m.fl., og Rasmus Popenda kan endda delvist skyde skylden på en belastet opvækst. Hvis Thorsen og Pedersen har givet anledning til blot et eneste dødsfald ved at deres kriminalitet har motiveret selvmord, må man med rimelighed konkludere, at de har begået langt større skade end Rasmus Popenda - og de kan ikke engang indse, at de har gjort noget forkert. (Sig til de folk, der mistede penge, at Kurt Thorsen ikke skadede nogen!)
Men selv hvis vi antager, at alle mennesker, der blev berørt af det økonomiske svindelforetagender, ikke har oplevet andet end ærgelser over materielt tab, hvor mange mennesker skal man så fratage hvor meget, før det er værre med ét menneskeliv? Jeg tror ikke, at vi reelt kan konstatere, at ét menneskeliv altid har højere værdi end en vilkårlig mængde materiale. Og så er jeg ikke engang kommet ind på, at man måske kunne foreslå, at ikke alle menneskeliv er lige meget værd.
Set ud fra straffens præventive virkning vil det være den person (evt. begge), der gentager sin kriminalitet, der har fået en forkert straf. Så hvem holder du på: Er det Rasmus Popenda eller Claus Riskær Pedersen, som vil gentage sin kriminalitet - og som således har "fået for lidt"?