Da 2. Verdenskrig var overstået, stod det klart for nazisterne, at jødeudryddelserne var det element i den nazistiske ideologi, der ville stå som den største hindring for fremtidig accept af ideologien. Det var derfor nødvendigt at overbevise omverdenen om, at jødeudryddelserne aldrig havde fundet sted.
Umiddelbart efter 2. Verdenskrig begyndte nazisterne derfor at udsende pamfletter, der redegjorde for, at koncentrationslejrene blot var arbejdslejere og ikke de udryddelseslejre, som resten af verden havde fået øjnene op for. Nazismen havde aldrig stået bag jødeudryddelser, forklarede nazisterne.
Som enhver anden, der ikke er interesseret i svarene, vil en holocaustbenægter altid kunne spørge om mere, end ti eksperter kan svare på, og i en konfrontation mellem en holocaustbenægter og en ekspert har eksperten yderligere det handicap, at han/hun er nødt til at vide for at få ret, mens holocaustbenægteren kan få "ret" ved at være uvidende. Derfor havde den 18-årige nazist, som Avisen.dk konfronterede med en tidligere koncentrationslejrfange, legende let spil. (Den tidligere fange er trods sine oplevelser ikke mere ekspert i jødeudryddelserne på baggrund af sit fangenskab, end en vietnameser er ekspert i vietnamesisk indenrigspolitik på grund af sin nationalitet.)
Fremgangsmåden er velkendt fra konspirationsteoretikere, hvis evige modspørgsmål til enhver tænkelig forklaring er: "Jamen, hvordan vil du så forklare, at ..." ad nauseam, indtil de endelig får eksperterne til at sige: "Det ved vi ikke" om en ubetydelig detalje - og dermed føler konspirationsteoretikerne, at deres egen sag er blevet bevist.
Der er også eksempler på holocaustbenægtere, der har foregivet at begå forskning i holocaust, og som i løbet af deres forskning forudsigeligt nok er nået frem til andre resultater, end den etablerede forskning er nået frem til. Denne taktik har til hensigt at demonstrere, at "forskerne er uenige", idet det skaber et argument for, at man ikke uden videre skal tro på den etablerede forskning. (Taktikken er uden øvrig sammenligning blevet benyttet af Bush-administrationen, da der blev begået falsk forskning omkring drivhuseffekt, som alene havde til hensigt at give indtryk af så stor uenighed mellem eksperterne, at man fra politisk hold kunne forsvare at ignorere indsatsen mod global opvarmning.) For personer, der ikke er vant til videnskabelig metode, og som ikke umiddelbart kan gennemskue taktikken, kan det være svært at skille skidt fra kanel.
I en kommentar på Hjernevasken ses et eksempel på taktikken, hvor en vis "Balder" præsenterer oplysninger omkring holocaust, som har karakter af indbyrdes uenighed, hvilket benyttes som argument for, at man ikke skal tage en eneste af mulighederne seriøst: Hvis forskere er usikre på, om dødstallet var én million, fire millioner eller seks millioner, kan man skælde *enhver* person ud, der kommer med et tal. Det mere eller mindre implicitte argument lyder nu, at fordi stort set alle muligheder er blevet udskældt, kan man ikke automatisk tro på en bestemt af dem. Og eftersom man ikke kan tro på et eneste af dødstallene, så er der på elegant vis pludselig ingen døde. Men den vigtigste pointe overses, nemlig at dødstallet trods uenigheder om det præcise antal var enormt. Tilføj elementet af "forskning", der har til hensigt at forvanske eller forvirre, og der er endnu flere tal at være uenige om, men om der var to eller syv millioner døde ændrer ikke på det forhold, at der var et holocaust.
Leave a comment