"Hvis mænd skulle føde, så ville det ikke gøre så ondt!" er et kendt argument fra gravide kvinder, der beklager sig over smerten og besværet før og under fødsel. Bemærkningen er rettet mod den kendsgerning, at det traditionelt har været mænd, der stod for stort set enhver lægelig behandling og forskning, og at disse mænd ikke har følt et specielt nærværende behov for at bekæmpe de fødselssmerter, som de jo ikke kunne mærke.
I stedet har man argumenteret for, at smertebehandlingen var imod naturens orden, og at det sikkert var skadeligt for både mor og barn, hvis ikke en fødsel foregik under smerter. Personligt mistænker jeg en vis religion, hvor kvinden blev dømt til at føde i smerte, for at have været stærkt medvirkende til denne holdning.
Ja, det er afgjort en helt naturlig smerte, kvinder føler under svangerskab og fødsel - lige så naturlig, som at det gør ondt, når man brækker benet. Men ingen ville være så vanvittig at foreslå, at man skulle acceptere at have naturligt ondt i et brækket ben, fordi det kunne være skadeligt at gøre noget ved det. Det samme gælder altså også fødsler, indtil det modsatte er bevist.
Alzheimers sygdom: Guds gave til mennesket.
Det er faktisk helt i orden på nogle områder at bryde "naturens orden" og gøre noget, der er "unaturligt". Det er ikke unaturligt at tage ansvaret i egen hånd, for med mindre man abonnerer på metafysiske forestillinger, er der ikke noget, der er unaturligt. Ting kan være giftige, svært nedbrydelige eller skadelige for både os selv og andre organismer eller ting, men det er ikke unaturligt, bare fordi et væsen har skabt dem. Langt størstedelen af de fænomener, vi finder her på jorden, er skabt (eller kraftigt påvirket i struktur) på grund af andre væsner, så hvorfor skulle det dog være unaturligt, når væsenet, der skaber dem, er et menneske? Man aner måske endnu engang den religiøse tradition i baggrunden med dens forestillinger om, at alt andet end mennesket er underordnede ting.
Hermed er jeg nået frem til det punkt, som Per Fløng diskuterer: Hans mor døde af Alzheimers demens, som måske vil kunne behandles via stamcelleforskning. Desværre er der folk, der arbejder mod den slags på grund af deres religiøse forestillinger, og som dermed mener, at andres lidelser er en pris, man må betale for at fastholde forestillingerne. Charlotte Dyremose (K) siger nemlig:
Det lyder umiddelbart så fantastisk, at vi kan gøre det og helbrede en masse sygdomme. Men for det første: Hvad er det, som vi også udvikler? Og for det andet: Der er en årsag til, at vi ikke er udødelige. Livet er godt, fordi det er en gave. Hvis alt var lige godt, ville vi ikke komme i tanke om, hvor priviligerede vi er. ... Vi skal være varsomme med, hvad vi gør som mennesker. Lige pludselig bliver vi herskere over liv og død - og hvilket liv der er det bedste...
Ved du hvad, Charlotte, jeg har et andet forslag: Hvad om forskerne fik lov til at bedrive stamcelleforskning, så vi andre har bedre muligheder, mens du og din slags kan slippe for det. Så kan vi blive behandlet, og I andre kan rådne ihjel i dement depression i stedet, glade for jeres privilegium, hvis I skulle være så uheldige at få sygdommen.
Hvis din religion er så fantastisk, så skulle du måske rette dig efter den og holde kæft i forsamlingerne, sådan som Paulus foreskrev det. For hvad Fanden bilder du dig ind at foreslå, at vi andre skal fratages en eventuel behandling for en frygtelig sygdom, bare fordi du tror på nisser? Hvad bilder du dig ind at gøre dig til hersker over liv og død, camoufleret bag den ikke-eksisterende autoritet, som du tilskriver dine holdninger?
Hvis du får udsat forskningen i stamceller med blot én dag, så håber jeg, at du får Alzheimers demens, Charlotte Dyremose. Jeg håber også, det går langsomt, så du når at blive bevidst om din sygdom, før du bliver til en savlende grøntsag, der lever mange år i en ulykkelig depression, som du ikke forstår. Hvis du synes, det lyder så ondskabsfuldt som en oldegyptisk forbandelse, så husk, at det er det, du ønsker, at vi andre skal have mulighed for at opleve, og at det er sådan, vi ikke-kristne oftest oplever den kristne næstekærlighed.
Jeg går ind for, at stamcelleforskning skal være tilladt, af de grunde du nævner (Alzheimers mv.)
Men samtidig mener jeg, at det ikke er holdbart generelt at sætte helbredelse af enkeltpersoner over alle andre hensyn. Det kan være etiske principper, eller det kan være langsigtede virkninger af det vi gør.
At nogle menneskers etiske holdninger kan hænge sammen med deres religiøsitet, mener jeg ikke i sig selv skulle være noget problem. Derimod er det mere end svært at se, hvordan gamle religiøse skrifter som Bibelen eller Koranen skulle være særlig relevante i forhold til de etiske spørgsmål, der netop knytter sig til den moderne videnskab. De spørgsmål må vi selv bryde hovedet med, selv om mange nok vil få hovedpine af det!
Folk kan have lige den etik, der passer dem. Problemet opstår først, når de forhindrer os andre i at blive helbredt, bare fordi de tror, at man af hensyn til blå gnyffer - eller hvad de nu tror på - skal lade være.