Dødsstraf til nazister

Når højreekstreme racister såsom White Pride i Århus giver udtryk for, at de gennem vold vil rense den hvide race, eller når de bliver pågrebet som volds- eller hærværksmænd, motiverer dette dog ikke den moderate højrefløj til at skrive tilsvarende indlæg og blog-kommentarer, hvor de fremsætter ønsker om korporlig afstraffelse eller dødsstraf.

Anklagen om hykleri ligger dermed lige for, men så tilgivende er jeg ikke, at jeg vil nøjes med sådanne anklager. Jeg vil i stedet tage dem på ordet: Jeg vælger at tro, at de ikke er hyklere. Jeg vælger at tro, at de mener, hvad de siger. Jeg vælger at tro, at de ikke kun ønsker deres egne retslige eller politiske modstandere elimineret ved sværdets æg. Jeg vælger at tro, at de ikke drømmer om et regime, hvor de og deres yderfløj er mere lige for loven end andre.

Lad mig gentage højrefløjens argument - den moderate højrefløjs argument - for korporlig straf og dødsstraf: Det er det eneste, der virker mod de kriminelle, som betragter vold og hærværk som gyldige midler.

Lige netop White Pride og dens søste­r­or­ga­ni­sa­tio­ner i Århus og andre steder består af den slags per­so­ner. De per­so­ner udtaler åbent, at de be­nyt­ter vold som et gyldigt middel mod ho­mo­seksu­el­le, ikke-etniske dan­ske­re samt ven­stre­o­ri­en­te­re­de. Faktisk har disse på alle områder na­zi­stisk in­spi­re­re­de grupper li­ge­frem udtrykt, at de for­sø­ger at opnå det, som na­zi­ster­ne opnåede i 1920'erne og 1930'erne, hvor de endnu var for få til at have po­li­tisk ind­fly­del­se: De ero­bre­de gaderne gennem vold. Det var ero­brin­gen af gaderne, der gav dem deres gen­nem­br­ud i be­folk­nin­gen, og de ny­na­zi­sti­ske grupper for­sø­ger bevidst at gentage suc­ce­sen.

White Pride og co. bør ud fra den moderate højrefløjs værdisæt mødes med vold og det, der er værre. Med White Prides direkte anerkendelse af vold som gyldigt middel til at opnå deres mål indgår sådanne værdier også i disse mere ekstreme højrefløjselementers værdisæt.

Kort sagt: Vold mod voldsomme mennesker er i følge såvel moderate som ekstreme elementer på højrefløjen en acceptabel og ønskelig adfærd.

Hvis jeg derfor siger: "White Pride burde have tæsk og straffes med dødsstraf", opfordrer jeg så dermed til drab og vold mod højreekstremisterne? Nej - i hvert fald ikke mere, end når højrefløjen siger den slags om f.eks. autonome. Det ville være en holdningserklæring, der hverken er værre eller bedre, end når højrefløjen selv er fortalere for den slags adfærd. Og det vel at mærke fra den højrefløj, der sædvanligvis opfattes som "moderat". Jeg siger ikke andet, end den moderate højrefløj har sagt om f.eks. de tidligere brugere af Ungdomshuset, og kan følgelig påberåbe mig en tilsvarende moderat etiket.

På venstrefløjen indvendes der som regel mod at møde højreekstremisternes vold med mod-vold, idet der argumenteres for, at venstrefløjen skal undgå at synke ned til højrefløjens niveau. Hvis jeg skulle fremsætte en holdningserklæring som den ovenstående, kan jeg forvente at blive mødt med (rimelige?) anklager fra venstrefløjen om ikke at være spor bedre end "dem".

Men tanken er problematisk. Hvis man skal forhandle med en modpart, er man nødt til at være enige om reglerne. Højrefløjen opfatter vold som et gyldigt forhandlingsinstrument, og uanset hvad venstrefløjen måtte mene om det, så gør det vold til en del af højrefløjens spilleregler, som af samme årsag kan bruges til at overbevise højrefløjen, der accepterer argumentet might is right. Som modstander af højrefløjens ekstremister, der ikke ønsker at møde vold med mod-vold, afskærer man sig dermed fra mindst én af de mulige forhandlingsmetoder.

I spilteori er "tit-for-tat"-agtige strategier, hvor man giver modspilleren af samme skuffe, som modspilleren lægger ud med (dvs. man hjælper den hjælpsomme, og man straffer

den an­gri­ben­de), oftest de mest ef­fek­ti­ve. Ingen er så dumme, at de fo­re­slår stra­te­gi­er, hvor det gælder om at vende den anden kind til, og det virker ind­ly­sen­de nok: Hvis en bestemt gruppe får frit slag - sådan helt bog­sta­ve­ligt - mens den anden gruppe måder an­gre­be­ne med pa­ci­fis­me, har den fre­de­li­ge gruppe næppe store vinder-odds.

Den fre­de­li­ge gruppe kan satse på at vinde på social sympati, men set i lyset af White Prides ty­de­li­ge in­spira­tions­kil­des hi­sto­rie kan dette være en ri­si­ka­bel sats­ning. Under op­tak­ten til 2. Ver­denskrig, hvor na­zi­ster­ne ero­bre­de gaderne og siden landet trods pro­te­ster fra de, der ikke ønskede at synke til ga­de­ni­veau, var det en fatal stra­te­gi.

Ligesom under 2. Ver­denskrig føres kampen om at have ret i dag ikke kun på ga­de­ni­veau. Den po­li­ti­ske kurs, der ud­stik­kes af især Dansk Fol­ke­par­ti, Venstre og de Konservative, er af en form, hvor man gives fornemmelsen af, at White Pride har en eksistensberettigelse som grupper, der sørger for oprydningen og effektueringen på det lavpraktiske niveau; således beskrives de også jævnligt af Ekstra Bladets racistiske kommentatorer. Den racistiske kamp føres ikke blot af White Pride på gaden, men over hele det politiske spektrum, og den sociale sympati er dermed ikke garanteret.

Personligt foretrækker jeg fredelige løsninger, men jeg har en nagende fornemmelse af, at tilhængere af pacifisme burde tænke fool me once...

Anyway, der er demonstration mod højreekstremismen i Århus lørdag den 11. oktober.