Her finder du diverse strøtanker og måske hele artikler, som Amina Olander Lap og Ole Wolf har skrevet i øjeblikke, hvor vi syntes, at andre måske havde lyst til at høre om det. Emnerne er primært sociale kommentarer og halvdæmoniske perspektiver på tilværelsen. Sæbekassen er tiltænkt dem, der kan lide at læse vores kommentarer. Resten bedes venligst forlade siden i stilhed.
Mere frihed betyder mere velfærd. Flere valgmuligheder betyder mere frihed. Ergo: Flere valgmuligheder betyder mere velfærd.
Det lyder bekendt. Det lyder endda ganske fornuftigt og intuitivt rigtigt. Men det lyder også som noget, vi jævnligt hører fra regeringen, og det bør straks sætte et stort spørgsmålstegn ved, om argumentet nu også er så fornuftigt, som det umiddelbart lyder.
Sandheden er (selvfølgelig), at præmisserne ikke holder vand. Forsøger man at eftervise empirisk, at flere valgmuligheder skulle betyde mere velfærd, falder argumentet til jorden: Vi får det ikke bedre af flere valg - tværtimod.
Barry Schwartz forklarer, at det frie valg er en god ting, men medaljen har en meget mørk bagside.
For mange valg skaber handlingslammelse, fordi man ikke kan finde ud af, hvad det rigtige valg er. Med mange flere valgmuligheder træffer vi færre valg, end hvis vi kun har få valgmuligheder. Det er ikke så slemt, når vi står ved hylden med tyve forskellige former for shampoo i supermarkedet, men handlingslammelse er kritisk, hvis valgmulighederne står mellem forskellige pensionsordninger eller former for medicinsk behandling.
Men selv hvis man formår at træffe det rigtige valg, føles det ikke bedre. Det føles endda værre! Man vælger nemlig oftest det, man tror er vigtigt, ikke det man egentlig har brug for, og så bliver man skuffet. Efterhånden som man lærer skuffelsen ved hvert valg, lurer der et altid nærværende spøgelse af skuffelser i ens virkelighed. Alternativet må have været bedre, føler man, og med mange alternative valgmuligheder må der være mange bedre muligheder. Spøgelset har således en fætter, der for hvert valg skuffer en ved at pege på de mange gode muligheder, de mange fravalg havde.
De mange muligheder for sammenligning med andre valgmuligheder gør også den gamle sandhed om, at sammenligning skader begge dele, til en meget ofte forekommende situation. Alt, hvad man vælger, er allerede blevet sammenlignet med de andre valg, og er kommet til at se mindre interessant ud.
Og hvem bærer skylden for alle de dårlige valg? Med mulighederne for at definere os selv, som det passer os (plastikoperationer, famileforhold, valg af arbejde, arbejdstid, livsstil, osv. osv.), er det vores egen skyld, at vi er grimme, single, fattige, stressede og usunde. Eller rettere, sådan føles det. De mennesker, der rammes hårdest, er de mennesker, der er ude på at finde det bedste.
I en tid, hvor vi aldrig har været rigere, og hvor vi aldrig har haft flere muligheder og valg, er vi mere deprimerede end nogensinde før. De mange valgmuligheder sætter os alle i situationen, hvor det bliver en personlig fejl at vælge forkert, og dermed får vi alle perfektionistens evige ærgelse over, at det aldrig bliver godt nok.
Barry Schwartz sammenligner situationen med det at spise: Helt uden valgmuligheder føler man sig som en person, der sulter. Her er valg en god ting. Men på et tidspunkt har man fået nok at spise, og når først man har forspist sig, gør hver ny mundfuld pinen værre.
Hver ny valgmuligheder giver den positive effekt, at man kan begå kalkulerede bedre valg, men man når til et punkt, hvor den positive effekt ikke rigtig stiger længere. Samtidig har hver ny valgmulighed de negativ effekter med følelsen af tabte muligheder, forhøjede forventninger og skyldfølelse, og i modsætning til den positive effekt, der "flader ud", bliver den negative effekt ved med at falde. Kombinationen af de to er positiv indtil en vis grænse, men derfra går det kun ned ad bakke - også så langt ned, at man føler det værre, end hvis man slet ikke havde haft valgene til at begynde med: "Værre end neutralt", som Barry Schwartz udtrykker det. Situationen er illustreret på nedenstående figur
Alt dette, og meget mere, fortæller professor Barry Schwartz, der er førende forsker i psykologi og social teori, om på Googles techtalks:
Barry Schwartz introducerer begrebet "libertarian paternalism". Det henviser til, at libertarianismens insisteren på individuelle valg i praksis leder til, at netop fordi folk har så mange valg, så træffer de dem ikke - og at dette fænomen kan misbruges til at lede dem i en ønsket retning: Man kan give folk en illusion af libertariansk frihed til at sige "ja" eller "nej" i et afkrydsningsfelt, men i praksis bevirker de mange valgmuligheder, de altid konfronteres med, at de undlader at tage stilling. Den manglende stillingtagen har enorm betydning, når feltet "sæt kryds, hvis du vil" ændres til "sæt kryds, hvis du ikke vil": Her bliver det tilsyneladende frie valg brugt til formynderisk adfærd, idet folks generelle manglende stillingtagen driver dem i den retning, der er ønsket. Men illusionen om friheden havde de, så det er deres skyld bagefter. Barry Schwartz opfordrer derfor til, at standardsvar altid bør designes sådan, at en manglende stillingtagen vil være den sandsynligvis bedste mulighed for dem.
Den borgerlige regering ønsker, at vi alle skal have flere valgmuligheder. Men spørger man, om det vil gøre dig mere lykkelig, og om det vil give dig et bedre liv, bliver svaret sandsynligvis nej - uanset hvor attraktive, de mange valg ser ud ved første øjekast. Og hvis du bliver givet en mulighed for et valg fra regeringens side, så tænk meget over, hvad der sker, hvis du undlader at tage stilling.
Leave a comment