Homoseksualitet er unaturligt og sygt - mener nogen, især de folk, man finder på den religiøse højrefløj.
Unaturligt er det i hvert fald ikke, for hvis et antal i omegnen af 5-10% af befolkningen er homoseksuelle, så er antallet så stort, at det næppe kan siges at være specielt unaturligt.
Med en vis rimelighed kan man ved første tanke medgive dem, at homoseksualitet er en dårlig reproduktionsstrategi, men også kun ved første tanke. En vis anerkendelse af biologisk empiri burde nemlig åbne øjnene op for, at uanset hvor interesserede de enkelte individer i en art måtte være i seksuel udfoldelse, så er reproduktion et fænomen, hvor hvert individ i en art indgår i en større ligning, der handler om artens overlevelse, ikke individets. Det er blandt andet årsagen til, at flere arter ligefrem ofrer enkeltindivider i reproduktionens navn.
Set med de briller er homoseksualitet ikke noget, der står til hinder for artens reproduktion, og er heller ikke noget tegn på, at lige netop de homoseksuelle skulle være de uheldige skabninger, der fra naturens hånd er "bestemt" (som om naturen var noget, der vurderede og bestemte) til ikke at få afkom.
Sygt er det således heller ikke, for hvis lige man ser bort fra, at homoseksuelle på grund af deres seksuelle orientering bliver udsat for chikane fra såvel heteroseksuelle som homofober (der som bekendt er latent homoseksuelle, hvorfor jeg kategoriserer dem som andet end heteroseksuelle), så er homoseksualitet ikke noget, der hæmmer de homoseksuelle i dagligdagen, ligesom der ikke er noget i seksualiteten, der på klinisk vis minder om sygdom.
Og det er heller ikke kun mennesket, der i den højreorienterede tanketradition er forfaldne til Sodomas og Gomorrahs synder. Der er observeret homoseksualitet hos mere end 1.500 arter, hvoraf detaljerne for de 500 arters vedkommende er undersøgt nærmere. Det fremgår af en udstilling på Oslo Universitets museum i 2006 om homoseksualitet blandt dyr.
Aber benytter sex som et værktøj til konfliktløsning. De deler ikke menneskets tabu omkring sex, herunder regler omkring alder eller antal partnere. Det eneste, der er "forbudt", er sex mellem mor og søn.
Stort set alle Bonobo-aber er biseksuelle; de har sex i det fri, og har ingen forbehold mod at hyle højlydt af glæde. To ud af tre hunner deltager aktivt i homoseksuelle forhold. Macaque-aberne har stærke sociale bånd, og i parringssæsonerne er hunnerne ofte midlertidigt lesbiske partnere, der også giver udtryk for seksuel tilfredsstillelse. Også hannerne deltager i homoseksuelle aktiviteter, men opretter ikke parvise bånd.
Delfiner praktiserer også åbenlys homoseksualitet. Hanner ved øresvinet, der er den mest kendte delfinart, er kendt for at give oralsex til hinanden, og de gnubber også deres kønsorganer mod hinandens kroppe.
Girafhanner dyrker også ofte homoseksuel sex, og har ofte forspil på op til en times varighed, før de bestiger hinanden. Omkring 5% af alle girafhanner har på et tidspunkt deltaget i homoseksuel aktivitet.
Den amerikanske bison deltager oftere i homoseksuel aktivitet end heteroseksuel aktivitet. Hunnerne deltager kun i parforhold i parringssæsonerne, men hannerne springer lystigt rundt mellem partnerne, hvoraf 55% udgøres af andre hanner.
Kob-antiloperne har lesbisk sex to gange i timen(!), og 8% af deres seksuelle adfærd under parring er homoseksuel. Her foregår det ved, at en hun-antilope rører ved en anden hun-antilope ved at gå om bag hende og løfter sit ben op mellem den anden antilopes ben.
Hver fjerde australske sorte svane er homoseksuel, og deres parvise aktiviteter kan vare ved i adskillige år. Hvis en sort svane-han i et sådant par midlertidigt finder sig en hun-svane, kan hans faste partner finde på at jage hende væk, når hun har lagt sine æg. Homoseksuelle sorte svanepar kan endda finde på at stjæle æg fra heteroseksuelle par, eller endda overtage reden.
Hanner blandt gråhvalerne deltager jævnligt i homoseksuelle orgier, hvor fem eller flere partnere gnider sig mod hinanden, sprøjter med vand og gnubber deres kønsorganer mod hinanden.
En af de mest prominente eksempler på dyr med homoseksuel adfærd er en guineansk hønseart, hvor 40% af hannerne er homoseksuelle, og kun sjældent parrer sig med en hun.
Indtil hvalrossen bliver kønsmoden omkring 4 år, deltager den i homoseksuel aktivitet. Ældre hanner er biseksuelle er biseksuelle, idet de parrer sig med hunner i parringssæsonen, og tilbringer resten af året i homoseksuelle forhold. De har ikke alene homoseksuel adfærd, de omfavner også hinanden og falder i søvn sammen.
Der er naturligvis fremsat den ene teori efter den anden, der skulle "forklare", hvorfor andre dyr end mennesket skulle deltage i homoseksuel adfærd, men Linda Wolfe, leder af antropologisk fakultet ved South Carolina University, siger det ligeud: "Du kan finde på alle mulige historier: Uha, det er for at vise dominans, det er for at ditten, det er for at datten, men når alt kommer til alt, så tror jeg, det bare er for at få seksuel tilfredsstillelse".
Dette indlæg er tilegnet Peer, som blev udsat for så grov og hadefuld homofobisk chikane på 24.dk, hvor han havde sin tidligere blog, at han valgte at flytte.
Leave a comment