Den fødte computerbruger

Således var mit udgangspunkt for skolestilen, at mennesker i år 2000 ville være præcis som mennesker i år 1982, og at teknologien simpelt hen ville være en "ligegyldighed" set med øjnene af fremtidsmennesket 20 år senere. Den ville få samme synlighed, som trykknaptelefonen og kassettebåndoptageren dengang havde - synlig, men ikke specielt mystisk.

Derfor tog jeg blot bilen på arbejde i min skolestil. Som en lille stikpille til mine klassekammerater, der fantaserede om raketter, nævnte jeg, at raketter fandtes, men at de var så dyre i fremstilling og drift, at de kun blev brugt til opsending af satellitter, og at man forlængst havde forladt denne fremtidsdrøm. (I mine øjne virkede det mildt sagt urealistisk at forestille sig, at private mennesker skulle have raketramper og brænde tonsvis af raketbrændstof af for en strækning på få kilometer, som inklusiv affyring og landing ville kunne tilbagelægges langt hurtigere med bil!) Jeg havde dog en computer derhjemme, som jeg læste dagens post og "avis"-nyheder på, og også på arbejdet benyttede jeg den til at skrive breve og lægge planer, skrev jeg. Alt i alt var jeg tre-fire år for tidligt på den i mine forventninger til teknologien; for otte år siden, i år 2000, var net-medier og email trods alt ikke helt hvermandseje endnu.

Ved den efterfølgende diskussion i klassen omkring elevernes forestillinger bemærkede min klasselærer, at det var overraskende, at lige netop jeg havde en så uimponeret - eller uimponerende - beskrivelse af dagligdagen.

Jeg husker det så klart, fordi jeg mente, at jeg havde gennemskuet noget helt essentielt omkring teknologi: Det almindelige menneske har ikke lyst til at sidde og være imponeret over teknologi. Det skal bare virke, og man skal ikke vide hvorfor. Jo mindre, man skal sætte sig ind i det, og jo mere transparent det er for ens dagligdag, desto bedre er det. Hvis teknologi imponerer, er det "bling-bling"-delen, der er det imponerende, ikke hvad man bruger teknologien til.

I 1985, da jeg gik i 7. klasse, fik jeg en Commodore 64, som gav mig mit første (og eneste, hvis man ser bort fra en novelle eller to) bekendtskab med Erwin Neutzsky Wulffs forfatterskab i form af bogen "BASIC med COMMODORE 64". Selv om jeg snart fik lært, hvordan man skulle få fat på det ene bånd efter det andet med spil, så gik en væsentlig del af tiden med at bruge den til tekstbehandling eller med programmering. I løbet af min sideløbende opbygning af erfaring som bruger og som udvikler lærte jeg, hvordan et program ofte skulle bruges på en måde, der egentlig gav mere mening set med udviklerens øjne, end det gjorde med brugerens øjne. Man skulle på sin vis tænke som en udvikler for at forstå, hvordan et program skulle bruges, eller for at få mest muligt ud af et bestemt program.

Det kom til at stå meget klart for mig, at der var en væsentlig forskel på at bruge en computer, og på at lære, hvordan den virker inde "under hjelmen". På et tidligt tidspunkt indså jeg forskellen på brugerens og udviklerens roller, samtidig med at jeg jævnligt påtog mig dem begge roller. Jeg tror, at det er dette, der har lært mig at få øje på udviklerens "sjæl" i et program - altså sådan forstået, at udviklernes metoder, genialiteter og overspringshandlinger på en eller anden måde skinner igennem, også selv om der er mange udviklere, og produktet er komplekst. På samme måde, som tømrermesteren umiddelbart kan se på lærlingeprøven, om lærlingen er kompetent, så kan man også se på softwaren, om udviklerne har lavet det ordentligt - hvis bare man kan genkende tegnene.

Samtidig gik det også op for mig, at ingen almindelig bruger burde have behov for at sætte sig ind i udviklernes tankegang. Tværtimod var det noget, de helst skulle isoleres fra. Det burde ikke være nødvendigt at skulle tænke som en udvikler for at kunne benytte et program.

Min far var skoleinspektør på den samme landsbyskole, som jeg gik på, og senere på året, da jeg var flyttet til 8. klasse i den nærmeste byskole, havde min far fået godkendt et budget til indkøb af computere til skolebrug. Han valgte at spørge mig til råds, både fordi jeg på dette tidspunkt gik til "EDB-undervisning", hvor vi sad og kodede COMAL 80, der var udviklet af Børge Christensen i samme by, og fordi jeg efterhånden havde mere erfaring med computerbrug end nogen anden, han kendte, også i forhold til underviserne.

Foto: Thomas Hillebrandt.

Det lå i kortene, at han skulle købe en eller to Pi­c­co­li­ne-com­pu­te­re - en PC ud­vik­let af Reg­ne­cen­tra­len. Ele­ver­ne skulle ef­ter­føl­gen­de have EDB-un­der­vis­ning af en lærer, der blev opkva­li­fi­ce­ret til at un­der­vi­se i den slags. Jeg fo­re­slog ham i stedet at in­ve­ste­re i ti Com­mo­do­re 64 com­pu­te­re med hver sit COMAL 80 indstiks­mo­dul, med delte di­sket­ted­rev og prin­te­re, til samme pris. Der var flere com­pu­te­re til prisen, og der var stor sand­syn­lig­hed for, at flere elever in­den­for få år ville få sådanne com­pu­te­re der­hjem­me, og dermed være i stand til at hjælpe til, når der gik noget galt. Det var også mit indtryk, at i mod­sæt­ning til Pi­c­co­li­ne fandtes der faktisk egent­li­ge un­der­vis­ning­pro­gram­mer til Com­mo­do­re 64, omend pri­mi­ti­ve og uin­spi­re­ren­de. Ræk­ker­ne med Com­mo­do­re 64 i skolens kæl­der­lo­ka­le havde succes i mange år, men deres en­de­li­ge skæbne kender jeg ikke; min far er død, og hans ef­ter­føl­ger er gået på pension.

Min far meldte sig til også EDB-undervisning - ikke fordi det interesserede ham det store, men fordi han mente, at han dermed sendte et signal om at gå foran overfor skolens lærere, der på det tidspunkt overvejende opfattede skrivemaskiner som avanceret teknologi. Han blev overrasket over, at jeg foreslog ham at bruge tiden på at bruge tekstbehandlingsprogrammet Easy Script i stedet, fordi det efter min vurdering ikke gav mening at lære at programmere: Når jeg gik så meget op i det, og fandt det så vigtigt, hvorfor syntes jeg så ikke, at det gav mening?

Svaret var naturligvis det, jeg var nået frem til gennem min egen brug af computere: Det er ikke vigtigt at lære at programmere en computer. Det er der folk til, ligesom der er folk, der reparerer og producerer biler. Det, som langt de fleste skal lære, er at bruge en computer. De skal ikke vide, hvordan man kalder en subrutine, laver en kontrolløkke, osv. Men de skal lære, hvordan man sætter et brev op i et tekstbehandlingsprogram, hvordan man kopierer og indsætter, hvordan man laver regnskab, osv. Det var imidlertid nyt for min far, der spærrede øjnene op: "Hold da op... det er der jo ingen, der har gennemskuet endnu! Tror du, at det bliver den vej, man kommer til at gå i fremtiden?"

Der var formentlig mange, der faktisk havde gennemskuet dette forhold på det tidspunkt, men bestemt ikke blandt de nye i feltet i vores lokalområde, som stadig var imponerede over det nye legetøj, deres computere udgjorde. Derfor svarede jeg også blot, at det troede jeg, om ikke andet så fordi computere ville blive meget mere avancerede, og formentlig så udfordrende at udvikle store programmer til, at det ikke ville give mening at undervise menigmand i det.

Jeg var 14, men havde lært noget vigtigt, fordi min første teknik-imponering havde nået at lægge sig: Langt de fleste brugere skal ikke vide noget om teknik. De skal ikke vide, hvordan de roder med computeren. De skal ikke lære at programmere. Computeren skal ikke minde brugeren på, at den er der, ved f.eks. at være modtagelig overfor virus, ved at låse vinduer fast på et bestemt sted, indtil brugeren har reageret, eller ved at belemre brugeren med vedligehold af programmer og operativsystem. Dens "kørende dele" skal være lige så adskilt fra brugeren, som bilmotoren er det fra bilisten, så en almindelig bruger ikke uden videre kan modificere systemet. Hvis man skal udføre en opgave, så skal den kunne løses med et minimum af udenomsarbejde. Går noget galt, skal det være muligt at genoprette med lav indsats og få eller ingen tab. Computeren skal simpelt hen være nem at bruge - man skal hurtigt kunne gennemskue brugen, uden at skulle sætte sig ind i en masse baggrundsviden.