Maksimalstat

Nogen gange overser man de ting, der er så indlysende, at der skal andre til at minde en på dem. Så tak til Carsten Agger for at minde på, at en sekulær stat selvfølgelig ikke skal påtage sig at diktere værdier.

Og da slet ikke en sekulær minimalstat, der efter ønske fra Anders Fogh Rasmussen (V) og co. blander sig så lidt som muligt.

På visse punkter skal staten imidlertid alligevel i følge den borgerlige regerings politik være så maksimal som muligt. Det handler om f.eks. den stadigt stigende støtte til den danske Folkekirke, hvor staten bidrager til udbredelse af bestemte værdier. Det skete også, da Anders Fogh Rasmussen udtalte, at værdidebatten ville blive (og stadig er) den vigtigste politiske debat, og regeringen fulgte op med bl.a. en række "kulturkanon"-initiativer. Dansk Folkepartis og regeringens "danskhedsbølge" er også et særdeles direkte udtryk for politisk dikterede værdier.

Det lyder selvmodsigende, men det er kun, hvis man virkelig tror på, at Anders Fogh Rasmussens drøm om en minimalstat bygger på, at det ville være det bedste for det danske land og det danske folk. Hvis man et øjeblik tilsidesætter denne tro på Anders Fogh Rasmussens interesse for landet og folket, og husker på, at politik er et spil om magt, frem for et etisk spil om rigtigt og forkert, og at Anders Fogh Rasmussen er en særdeles kompetent spiller i dette spil, så giver det mere mening.

I et spil om magt er det ikke vigtigt, om der er økonomisk eller social begrundelse for, at der skal bygges en motorvej gennem et fredet område. Det er ikke vigtigt, at et ubrugeligt og dyrt militært system var blevet kritiseret og anbefalet lukket i årevis, når beslutningerne om fortsat udvikling og fortsat økonomisk støtte jævnligt blev taget. Det var ikke vigtigt, at ingeniørernes beregninger viste, at man skulle droppe ideen med brolægning af Nytorv i Aalborg, da man besluttede sig for at brolægge Nytorv - og siden har måttet indse, at brolægningen skal fjernes. Det handler nemlig ikke om at have ret, eller om at få ret. Det handler om at få magt.

I dette lys udtrykker Anders Fogh Rasmussens minimalstatsvision et "del og hersk"-princip. Staten plejer jo interesser fra langt flere end end de magtkonstellationer, som Anders Fogh Rasmussen og hans venner deltager i, og dermed indeholder den en lang række konkurrerende parter i kampen om magt. Udfaldet af kampen handler om kontrol af slagmarken, og slagmarken udgøres af statens rækkevidde. For Anders Fogh Rasmussen gælder det om at ødelægge den del af slagmarken, hvor modstanderen udkæmper sine slag om magten.

Hvis Anders Fogh Rasmussen kan fjerne slagmarken for sine modstandere, så kun hans egen del - minimalstaten - bliver tilbage, så har han vundet uden kamp. Det handler ikke om at indskrænke statens virksomhedsområde som sådan, men blot om at reducere dens omfang til lige netop at koncentrere sig om de ting, som Anders Fogh Rasmussen finder væsentlige. Herunder finder vi de konservative værdier, som også støtter op bag den autoritetstro, der vil give ham endnu mere magt i det politiske spil.