Forestil dig, at du kender en, der tror på julemanden. Nåja, det gør vi nok alle: Små børn tror ofte på julemanden. Men forestil dig, at det er en voksen person, der ærligt og åbent tror på julemanden.
Nu vil jeg ikke have, at du skal tro, at personen er dum. Jeg vil bede dig forestille dig, at denne voksne person, der tror på julemanden, er en intelligent person, der er dygtig til sit arbejde. Han har måske endda gået på universitetet og fået gode karakterer. Han har et tolerant gemyt og er overvejende en flink fyr. Han er selvfølgelig ikke perfekt, men i det store hele kan man ikke rigtig sætte en finger på ham. Han er som de fleste, lige bortset fra at han tror, at julemanden lever et sted på Nordpolen med sine rensdyr og nisser, og deler gaver ud til jul, og han tror, at han bør opføre sig ordentligt, fordi julemanden ønsker det.
Det er nemt nok at se, at personens gode gerninger er knyttet til hans tro, for selv om han ikke praler af dem, så vil han godt have, at andre folk lægger lidt mærke til det. Det kan være den lille notits om, at han har doneret til en indsamling, eller at han nogle gange nævner i forbifarten, at han sidder i bestyrelsen for den lokale afdeling af julemands-troende, der gør noget godt i lokalsamfundet. Han siger også som argument for julen, at gode gerninger er en del af julens værdier.
I det store hele vil jeg bede dig se ham som en person, der ikke er noget galt med. Det tror jeg også godt, du kan give mig ret i... lige bortset fra det med julemanden, ikke?
Ja, han er jo dygtig og intelligent, og han er en venlig person, som man kan have tillid til, og det ser ud til, at hans tro på julemanden får ham til at gøre gode gerninger, selv om den måske virker lidt underlig.
Men alligevel ville du nok være lidt tøvende overfor hans dømmekraft, ikke? Altså efter at du var kommet dig over den første overraskelse over at høre, at han tror på sådan noget overtroisk vrøvl.
Måske vil du spekulere på, om han virkelig er så flink, når det kommer til stykket, eller om det eneste, der afholder ham fra at være et dårligt menneske, er hans tro på, at julemanden vil have, at han skal opføre sig godt: At mennesket er ondsindet anlagt, og at det er troen på julemanden, der får os til at afholde os fra at gøre ondt. Du vil måske også føle dig en smule fornærmet, for det betyder jo, at han opfatter dig som et ondt menneske, fordi du ikke tror på julemanden. Du ville med god grund mistænke ham for ikke at kunne lide dig, eller for ikke at stole på dig, og du ville med god grund mistænke ham for at lyve, når han sagde noget andet.
Han mener også, at moral og etik bygger på troen på julemanden, så indenfor politik, forhandlinger og menneskelige relationer ser du, at han slet og ret afviser andre menneskers værdier og holdninger. Han mener nemlig, at holdninger har mere vægt, hvis de er konsistente med dem, som han tror er givet af julemanden, end hvis de udtrykkes af simple mennesker. Han er især skeptisk overfor kulturer, der ikke fejrer jul. Implikationen af hans tro på, at julemandens mening betyder mere end menneskers holdninger, er at menneskers rettigheder kan trumfes af troen på et overnaturlig, ikke-menneskeligt væsen. Det er en udemokratisk tankegang, hvor julemandens mening har mere autoritet end menneskers meninger.
Lige pludselig virker personen ikke så flink længere. Du bør være meget bekymret for, hvad der vil ske, hvis din bekendte ikke får sine julegaver til jul.
Det går op for dig, at hans venlige adfærd og andre gode handlinger er motiveret af et egoistisk ønske om julemandens gaver, for hans handlinger bygger på antagelsen om, at julemanden giver ham gaver til jul, hvis han har opført sig ordentligt. Han tror, at julemanden også vil give gaver til andre, der har opført sig ordentligt ud fra julemandens definition af ordentligt. Og hvis folk bliver ramt af ulykke, så var det nok delvist fortjent, eftersom de jo ikke anerkender, at julemanden vil give dem gaver, hvis de tror på ham og gør, som han ønsker. Hvis de vil have hjælp, vil din bekendte hellere bede dem tro på julemanden, end give dem håndgribelig hjælp. Han mener helt oprigtigt, at et brev til julemanden er bedre end reel hjælp, og vil gerne vise sin egen "hjælpsomhed" ved at skrive sådan et brev.
Julemanden kan lave mirakler, såsom at få din søn sikkert hjem fra Afghanistan eller Irak, eller på anden vis sørge for, at du vil blive genforenet med dine nærmeste. Det er troen på julemanden, ikke personlig involvering, der gør udfaldet, mener din bekendte. At få din søn tilbage fra krigen handler om din tro, ikke om social ansvarlighed, for din bekendte ønsker tro, og afviser tanken om ansvar til de ansvarlige. Vis din tro på julemanden, hvis du ønsker et mirakel, og afvis de vantros profane metoder. Det er også sådan, han foretrækker, at du bliver behandlet på hospitalet, for det der videnskabs-noget er respektløs mistro overfor julemandens evner.
Man må håbe, der ikke er mange af hans slags.
Hans opførsel er er enten en følge af hans tro, eller også er hans tro et symbol for den, men den er ikke udtryk for nogen form for fundamentalistisk tro i forhold til julemanden. Holdningen er den samme, uanset om hans tro er halvhjertet og noget, han holder for sig selv, eller om den er noget, han flager med til højre og venstre. Det er ikke intensiteten af hans tro, men det at han tror på et overnaturligt væsen, der afslører hans sociale uansvarlighed og opfattelse af andre mennesker.
Troen på julemanden, der ved første øjekast måske bare ser lidt excentrisk ud, har store implikationer, der påvirker hele personens liv og interaktion med andre mennesker. Det viser, hvor skidt personen tænker om andre mennesker, og hvor dårligt personen behandler andre.
Forestil dig nu, at du tror på den kristne Gud, den muslimske Allah, eller et tredie fantasivæsen. Så ved du måske, hvordan jeg opfatter dig. Jeg har ikke noget imod din specifikke tro, for trossystemer får man billigt. Det er dig, jeg har noget imod, din måde at være på, hvad du mener om mig og andre, og hvordan du behandler andre, alt sammen udtrykt ved, at du tror. Jeg kan måske opfatte dig som en dygtig, intelligent og overvejende venlig og tillidsvækkende person... lige bortset fra det med din tro og det, den viser om dig.
Jeg synes det emne du bringer op er meget interessant. Jeg vil starte med at sige at jeg tror på den kristne Gud, og du kan så på forhånd stemple alt hvad jeg nu har tænkt mig at sige, på det grundlag. God ide at bruge allusionen om Julemanden fordi den kan selv jeg forholde mig til.
Jeg har stor respekt for ateister og for det kæmpe arbejde I (nu ved jeg ikke helt om du er ateist) lægger i at holde jer ateister. Som jeg har forstået dit indlæg er din pointe at vi som troende handler ud fra vores verdensopfattelse med en Gud/Julemand der som overhoved dikterer hvornår vi gør det rigtige og forkerte. Og som med Julemanden der hvert år deler gaver ud, er der ofte en belønning at hente når der handles rigtigt i forhold til den givne religion. Dvs. det man oplever som f.eks. næstekærlighed bare er en handling for at udløse en belønning, om det så er evigt liv, kærlighed, fred, gaver osv. Din pointe med at det bunder i egoisme virker skræmmende logisk. Har jeg forstået dig korrekt?
Det jeg tænker når du skriver alt dette er tre ting, som jeg håber du vil kommentere så ærligt som muligt.
1) Det vi snakker om er jo dybest set forskellige verdensopfattelser om man er troende eller ateist. Men jeg har meget svært ved at forestille mig at du som ateist skulle have et bedre udgangspunkt end den troende, for at undgå at handle ud af dyb egoisme, hvis det altså var den troendes egoisme du har så meget imod. Som ateist nægter man jo at forholde sig til at der er noget større (metafysisk) som man kan bruge til noget, og man er står tilbage, kun med evnen til at forholde sig til sig selv og sine egne behov.
Hvad kommer der ud af det? Vil en sådan en person ikke kun være i stand til at handle ud fra et ønske om at realisere sig selv og sit eget potentiale, ligesom Nietzsche ønskede det? I forhold til det må selvoptagethed være et nøgleord. Tænker du dermed også at vi som mennesker trives bedst med at leve for os selv? Forsøger vi ikke netop på alle mulige måder at udfylde det vacuum, der skabes når man ikke får bekræftigelse, kærlighed eller mening udefra?
Som jeg ser det har vi alle naturligt egoisme i os som var det et instinkt, men hvis det er det eneste vi har som drivkraft i tilværelsen, ender man som person meget ensom og åndelig fattig.
2) Jeg synes dog ikke din pointe er ubrugelig og jeg har tildels lyst til at give dig ret. Mange religioner bunder i at jeg gør noget for at modtage en belønning. Men uanset om man møder en meget flink og hjælpsom buddhist, hindu, muslim, asser, julemandstroende eller naturreligionsperson, så vil jeg mene at din tidligere julemands-allusion holder vand når det kommer til hvilke motiver der ligger bag. Mit bedste bud er at buddhisten hjælper dig fordi det siger buddha man skal gøre for at slippe jeget og dermed lidelsen at være i sin krop. Muslimen hjælper dig fordi det giver ham et point på vægtskålen til at komme i himlen. Assen vil ikke hjælpe dig men derimod kæmpe imod dig for at komme til Valhal osv. Simpelt system:
Gerning medfører en belønning.
3) Jeg kunne godt sætte den kristne på listen mellem buddhist og hindu, fordi min erfaring er at kristne inklusiv mig selv også handler ud af selvoptagethed og egoisme, men det er ikke hvad vores tro på Jesus fortæller os. Hovedpointen i biblen er netop at Gud i kraft af Jesu død og lidelse giver os først. Systemet er derfor vendt om:
Belønning som så naturligt medfører en gerning.
Så næste gang du møder en kristen der gør noget godt imod dig, kan du så spørge dig selv om vedkommende først har taget imod frelsen, glæden og livet inden han går hen til dig og gør dig noget godt, eller om han ligesom mange andre gør det omvendte, ud af egoisme.
Ha' en god dag
Mikkel
Hej Ole,
Endnu et godt indlæg om et emne som vi nok ikke er helt uenige om ;)
Jeg vil dog lige kommentere Mikkels kommentar: Jeg mener ikke at det er et kæmpe arbejde at holde sig ateistisk. Det er jo netop fravær af arbejde (troen og ritualerne) der definerer ateister.
Mvh.
Morten
Som ateist må man formode, at man gør noget godt for andre mennesker, fordi man i sidste får noget ud af det. Det kan være rent og skær egoisme, eller det kan være på et socialt plan: Det er et biologisk imperativ at være medmenneskelig, fordi mennesket nu engang er et socialt væsen, som har behov for at kunne fungere sammen.
Dette kunne kristne m.fl. jo også godt påstå, at de gjorde, men et eller andet sted må vi andre vel stole lidt på, at de kristne mener, hvad de siger om sig selv.
Kristne mener jo generelt, at hvis ikke der var den der tro på gud, så ville mennesker ikke opføre sig pænt overfor hinanden. Hvor ofte hører vi f.eks. ikke, at kristendommen står som garant for næstekærlighed og den slags?
Netop dette er problematisk: Hvis ateister mener, at de sagtens kan opføre sig pænt uden voksenjulemanden, så må det jo bare være de kristne, der mener, at de selv ikke ville kunne opføre sig ordentligt, hvis ikke det var for deres tro. Det betyder faktisk, at de kristne udgør en stor gruppe mennesker, der selv mener, at de har impulser for afstumpethed, som de kun kan afholder sig fra at udleve ved at huske at tænke sig om.
Vi ateister kan åbenbart godt finde ud af at opføre os ordentligt, og i mangel af guder til at vejlede os må det betyde, at vi åbenbart "har det i os" at være gode mennesker. Kristne siger modsvarende om sig selv, at de har det i sig at være onde, og at de ville være afstumpede, hvis ikke de forestillede sig deres gud. Det er en skræmmende tanke.
@Mikkel:
"Som ateist (..) står (man) tilbage, kun med evnen til at forholde sig til sig selv og sine egne behov."
... og andres behov. Og andre virkelige ting. Man behøver ikke at forholde sig til fantasi-væsners (eller metafysiske transcendente "kræfters") behov, men det betyder da ikke at der ikke er andet tilbage?
Hvis jeg ikke tror at Gud har skabt menneskene, så betyder det da ikke, at jeg ikke tror at der findes mennesker! At jeg ikke tror, der er nogen Gud, der har en Plan For Menneskeheden, betyder da ikke, at jeg ikke tror andre mennesker ikke har planer for sine egne liv. At jeg ikke tror på Helvede og Den Evige Pinsel, betyder da ikke, at jeg ikke tror på rigtige menneskers konkrete lidelser i livet - og omvendt: at jeg ikke har nogen forventning om Evig Lykke i noget hinsidigt Himmerige betyder da ikke, at jeg ikke selv kan føle ganske almindelig glæde her på Jorden i dette liv, eller at jeg ikke kan antage at andre har samme evner.
Hvis du synes at f.eks. Hamlet er et fantastisk teaterstykke og en fremragende historie, så vil du vel ikke holde op med at synes det, hvis det en dag bliver afsløret at det slet ikke var skrevet af Shakespeare eller - gisp! - at Shakespeare slet ikke fandtes som enkelt person?
@ Ole:
Man behøver iøvrigt ikke at være traditionelt religiøs for at have et menneskesyn, der ligner det du beskriver.
Jeg føler samme utrygge skepsis, når jeg hører argumenter såsom at uden "lov & orden", "stat & magt" og den slags, så ville vi alle gå rundt og slå hinanden ihjel og voldtage og så videre. Det siger noget meget skræmmende om de personer, der fremfører sådanne argumenter, at de selv er overbevist om, at det eneste der holder "folk" (dvs dem selv?) tilbage fra at begå alle mulige uhyrligheder er den kendsgerning, at det er ulovligt og at man rissikerer at blive straffet. Det siger også noget ubehageligt om deres tiltro til andre mennesker og altså til bl.a. mig.
Troen på at det er en Almægtig (eller bare Meget Mægtig) Magt, der holder Orden i Verden og sørger for at de små mennesker opfører sig ordentligt er ikke så meget forskellig om Magten betragtes som Denne- eller Hinsides... den er stadig noget andet og "højere" end de enkelte konkrete mennesker - som altså ikke betragtes som havende evner eller ønsker om at leve i nogenlunde fordragelighed.
vhs: Det er nok ikke helt tilfældigt, at du føler samme utryghed overfor disse to tilsyneladende forskellige parter. Jeg tror, at det kommer sig af, at de reelt ikke er forskellige. En forholdsvis accepteret religionsdefinition siger nemlig, at religion er samfundets dyrkelse af idealbilledet af sig selv. Det betyder for eksempel, at hvis samfundets verdensbillede er, at vi skal have mere "lov og orden", så vil religionen også afspejle dette billede.
Det er nok ikke tilfældigt, at det politiske segment, der ønsker "lov & orden" (og strengere straffe og mere overvågning og kontol) også henviser til kristendommen (med dens straffende, overvågend og kontrollerende gud) som deres værdigrundlag.
Tjah... idéen om at have en hævgerrig og straffende gud, der overvåger én og ser alt, er nok et godt udgangspunkt for udøvelse af kontrol. Men hvis nu det skulle glippe, så er det jo heller ikke at foragte, hvis folk også har idéen om en hævngerrig og straffende stat, der overvåger deres gerninger. Meget komplimentære forestillingssæt, der tjener samme funktion og styrker hinanden.