Den mytologiske nazist

Naturligvis er der en vis rimelighed i at acceptere, at hvis folk selv afviser en bestemt betegnelse, så skal det til en vis grad tages til efterretning. Det skal man bare ikke gøre ubetinget: Hvis en holocaust-benægter (husk, hvorfor de benægter det!), der på ethvert tænkeligt punkt argumenterer for og forsvarer nazismen, virkelig ikke må kaldes nazist alene fordi han hævder (og måske tror), at han er noget andet end det, så kan det ikke veje specielt tungt.

Sammenlign det med situationen omkring de østeuropæiske og kinesiske sportsudøvere fra de olympiske lege for nogle årtier siden, der officielt var "uprofessionelle", men som enhver vidste var 100% dedikerede til sporten af deres respektive lande, og kun kunne slippe afsted med at deltage, fordi landene f.eks. pointerede, at sportsudøverne jo ikke fik nogen løn for deres sport, bare fordi de fik alt betalt og mere til. I enhver anden end i den strengeste, formelle henseende var de naturligvis professionelle - alt andet var en strid om ord. (Denne tilbagevendende strid løste i øvrigt sig selv, efterhånden som kommercielle interesser i de øvrige deltagende lande begyndte at sponsorere sportsudøverne, der således ikke entydigt kunne karakteriseres som amatørudøvere.)

Der er således en nedre grænse for, hvornår man ikke tilhører en bestemt gruppe. Man kan godt være ét og kalde sig noget andet, og i mere eller mindre god tro.

I to slægtsled fra mig oplevede et af mine familiemedlemmer at blive inviteret til bords på pladsen ved siden af Hitler ved en af hans fødselsdagsfester på grund af hendes indsats i nazipartiet, og sønnen af samme person var SS-officer. Begge var erklærede nazister. Hvis nogen i 1930'erne og 1940'erne i Tyskland var nazister, må det vel være disse to personer. Jeg kendte dem begge som yderst behagelige og festlige mennesker, der bidrog positivt ved stort set enhver lejlighed, og som ikke forsøgte at skjule deres fortid med undskyldninger.

Andre nazister på den tid har begribeligvis været langt mere moderate end disse to mennesker, og et formodentlig langt mindre antal mindre moderate. Der er derfor også en nedre grænse for hvor begrænsende, definitionen af nazismen kan forlanges at være, for hvis ikke der var fandtes ret så varierende "grader" af nazisme, hvor mange mennesker kunne så overhovedet kvalificere til titlen dengang? Hvis man indsnævrer nazismen til et fænomen, der kun kan beskrive nogle ganske få, usædvanligt ondskabsfulde individer, hvordan kunne der så være så mange millioner nazister i Tyskland før og under 2. Verdenskrig? Var de mange millioner nazister i Tyskland i perioden 1920 til 1945 virkelig så ens, at små eller endda betragtelige forskelle slet ikke fandtes? Og forsvandt de alle, og med dem også nazismen, som med et trylleslag, da Tyskland tabte 2. Verdenskrig? Hvis definitionen af nazisme gøres så snæver, at den ikke passer på nogen, fandtes der så overhovedet nazister i Tyskland før og under 2. Verdenskrig?

Svarene er lige så indlysende, som de måske er ubehagelige: For det første dækkede nazismen over et bredt spektrum af mennesker, for ellers kunne der ikke have været så mange nazister. For det andet ændrede datidens nazister ikke deres holdninger radikalt om natten mellem 2. og 3. august 1945 efter Potsdam-konferencen; de lærte blot at holde mund. Nazisterne var kort og godt mennesker, og mennesker er forskellige. Nazismen fandtes med mange gradueringer, og med mange forskellige vægtninger af dens ideologiske kerneprincipper, og disse kerneprincipper forsvandt ikke bare sådan fra den menneskelige bevidstheds muligheder. Der er ikke én præcis vægtning, men derimod en sfære udspændt af varierende vægtninger, som udgør definitionen af nazismen. Det er dette forhold, der gør svarene ubehagelige: Hvis nazismen dækker over den trods alt rummelige sfære af forskellige holdninger, som millioner af forskellige nazister havde i Tyskland før og under 2. Verdenskrig, og ikke entydigt kræver, at man fører sig frem som en Hollywood-arketype, så betyder det, at vi også i dag, også i Danmark, kan have personer, som efter datidens målestok ville have været nazister og letgenkendelige som sådan.

Mere præcist: En række kerneprincipper tegnede en cirkel omkring 1920'ernes og 1930'ernes mange forskellige nazister. Hvis en bestemt gruppe i dag har kerneprincipper, der i væsentlig grad falder indenfor denne cirkel, så ville denne gruppe også have været en del af datidens nazisme, hvis gruppen havde eksisteret dengang.

Desværre er der som resultat af den voldsomme afstandtagen til 2. Verdenskrigs rædsler opstået en berøringsangst med nazismen, der har afstedkommet en meget uheldig sideeffekt: Efterkrigstidens rædselsbeskrivelser har skabt billedet af et menneskeliggjort symbol på de rædsler, der opstod under nazismen. Der er skabt billedet af den mytologiske nazist - forestillingen om det værst tænkelige menneske, som er kombinationen af alle nazismens negative elementer i én person.

Den mytologiske nazist er mytologisk, fordi den mytologiske nazist ikke findes. Virkelighedens nazister var ikke som denne mytologiske nazist. Den mytologiske nazist og virkelighedens nazist optræder i hver sin verden. Den mytologiske nazist findes i samme verden, som der findes drager, trolde og andre fantasiuhyrer. Virkelighedens nazist fandtes derimod i vores egen verden. Virkelighedens nazister havde en række holdninger og værdier, drømme og forestillinger, håb og planer, og de var mennesker af kød og blod som alle vi andre.

Når man taler om virkelighedens nazister, så taler man om noget helt andet end den mytologiske nazist. De to fænomener dækker over helt adskilte fænomener, som ikke må blandes sammen, hvis man skal føre en meningsfuld diskussion. Sammenlign det med ordet "brandmand", der har helt forskellig betydning afhængigt af, om man taler om brandslukningspersonale eller om nældegopler: Hvis man bruger det ene ord i den anden sammenhæng, giver samtalen slet ikke mening.

Forestillingen om den mytologiske nazist er uheldig, fordi den gør det besværligt - måske endda umuligt - at genkende virkelige nazister. Hvis man tror, at en "rigtig" nazist genkendes ved det mytologiske væsens træk, vil man aldrig få øje på en "rigtig" nazist, for man spejder ud i en fantasiverden, der ikke er beboet af virkelige, eksisterende mennesker. Det kan sammenlignes med min søns spørgsmål for nogen tid siden: Da han så op på stjernehimlen en mørk aften, spurgte han, hvad alle de lysende prikker var, og hvorfor der ingen stjerner var. Det viste sig, at han havde lært gennem billeder og fortællinger, at stjerner var femkantede og store, og derfor ikke kunne genkende de virkelige stjerner som stjerner. På samme måde vil man ikke opdage de virkelige nazister omkring en, hvis man tror, at virkelige nazister er som den mytologiske nazist.

Folk, der i 1930'erne uden tvivl var blevet genkendt som nazister, og som måske endda selv ville have vidst det, vil af denne grund i dag slippe af sted med at have nazistiske holdninger, uden nogen - eller de selv - erkender det. Påpeger nogen, at der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem holdningerne, afvises det blankt, fordi man "ikke siger sådan om folk", eller fordi folketroen på den mytologiske nazist er så stærk, at man ikke kan forholde begrebet "nazist" til noget virkeligt og nærværende. I krigstidens og efterkrigstidens jagt på nazisterne har man forsvaret jagten ved at tegne nazisterne som så onde, at de kunne betragtes som fredløse. Men dermed malede man også et billede af det nazistiske monster, der var så frygtindgydende, at ingen kan genkende dets langt mere banale ansigt længere.

Nutidens virkelige nazister er ikke som den mytologiske nazist, for den mytologiske nazist har aldrig eksisteret. Nutidens virkelige nazister går ikke nødvendigvis strækmarch, går ikke nødvendigvis med armbind, og kalder sig ikke nødvendigvis for nazister. Det gør kun den mytologiske nazist og de ganske få individer, der forsøger at udleve dette mytologiske symbols univers.

Tyskland have millioner af nazister dengang. Hvor mange nazister gik mon og råbte "heil!" i gaderne dengang? Hvor mange de, der overhovedet kendte til jødeudryddelserne, deltog i den praktiske udførelse af dem? Hvor mange af dem bar hagekors som smykke? Hvor mange af dem havde mon handicappede børn, som de mente skulle dræbes? Hvor mange af dem gik mon specielt meget op i Hitlers religiøse mysticisme? Når ikke engang størstedelen af nazisterne dengang lignede den mytologiske nazist, hvorfor så forlange, at nutidige nazister skulle ligne dette mytologiske væsen, før de kan kaldes nazister? Eller rettere: Hvorfor afvise at kalde dem nazister, hvis de på andre punkter ligner datidens nazister, bare fordi der er opstået et mytologisk væsen, der ikke findes?

Vi skal glemme den mytologiske nazist, der bør kastes bort til al den anden overtro på hekse, trolde og drager. Det, vi skal huske, er at nutidens virkelige nazister er ganske som datidens virkelige nazister, med stort set de samme holdninger, værdier, forestillinger og ønsker. Og vi skal huske, og hvad det var for holdninger, nazisterne havde, og at disse holdninger kun kunne føres ud i livet gennem en gentagelse af nazismens rædsler. Vi skal genkende nazismen i dag - uanset dens navn - og undgå, at den bliver gentaget.

Se også:

• Theseus og nazismen
• Eurofascism
• Holocaustbenægtelse som politisk redskab
• Den lille forskel
• Jødehadet, der blev til araberhad