En pointe at være uenig

Jeg har fulgt til­stræk­ke­ligt med i psy­ko­lo­gi, re­li­gions­vi­den­skab og fi­lo­so­fi, til at jeg kan udtale mig rimelig kva­li­fi­ce­ret i forhold til lægmand. Det skyldes delvist Aminas fag­ud­dan­nel­se (ba­che­l­or i psy­ko­lo­gi, masters i re­li­gions­vi­den­skab), men også i nogen ud­stræk­ning mine egne, helt ure­la­te­re­de til­nær­mel­ser til emnerne, der in­vol­ve­rer uni­ver­si­tetslæ­re­stof frem for po­pu­lær­vi­den­skab.

Derfor ved jeg også mere om re­li­gion m.m., end mine tem­me­lig kon­tan­te ud­mel­din­ger her på bloggen giver indtryk af. Det er ikke til­fæl­digt, at jeg vælger den "af­stum­pe­de" ind­gangs­vin­kel frem for den per­spek­ti­ve­re­de, for­stå­en­de og to­le­ran­te.

Jeg kan for­ment­lig godt sætte mig ind i en skizof­ren persons per­ver­te­re­de logik eller følge en pa­ra­noid persons mær­ke­li­ge vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se. Det giver mening for dem selv, og denne mening kan jeg godt se fra deres syns­punkt.

Det giver mig bare ikke den mindste smule lyst til selv at være skizof­ren eller pa­ra­noid, og jeg kan bestemt heller ikke tage deres forslag til, hvordan jeg bør reagere, seriøst. Og jeg vil ikke finde mig i an­kla­ger eller "selv­for­svar" fra en pa­ra­noid person, som mener, at jeg er efter ved­kom­men­de. Jeg er normal, og kan ikke se nogen som helst grund til at opføre mig som en sinds­syg, eller til at vi skulle in­d­ret­te sam­fun­det, så det passer til deres vanvid.

Jeg kan til gengæld se en yderst god pointe i, at vi er uenige i en forskruet logik, og at vi i stedet opfører os normalt og indretter samfundet derefter.

Jeg er også udmærket klar over, at religion blandt andet kan anskues som et mentalt system, der giver en nogenlunde sammenhængende forklaringsmodel for ens opfattelse af virkeligheden, både i forhold til, hvordan "alt" er struktureret, og hvordan man bør opføre sig overfor hinanden, og jeg kan se, hvordan religion kan dækker en vis mængde af folks følelsesmæssige behov. Eller jeg kan se religion som et mere samfundsorienteret fænomen, hvor religion er en indkodning af samfundets forestilling om, hvordan samfundet "burde" være. En sådan brug af religion er i en vis forstand ganske meningsfuld, og kan ikke automatisk anskues som skadelig eller uheldig.

Jeg kan sagtens forstå, hvordan det styrker den jødiske religions identitet, at små drenge skal have skåret dele af penis, hvorfor kvinder skal gå i burka, hvorfor bøsser er en vederstyggelighed, hvordan en selvmordsbomber ser mening i sin handling, hvordan stjernetegnene siger noget om ens personlighed, ja der er nærmest ingen grænser for, hvad jeg kan sætte mig ind i og se rimeligheden i - set fra den religiøse gruppes perspektiv.

Men uanset om jeg kan gennemskue den indre logik og sætte mig ind i den interne fornuft, så kan jeg ikke se nogen som helst grund til, at jeg derfor skulle acceptere fysisk vold, at jeg skulle benytte mig af religiøse menneskers verdensopfattelse, at deres værdier og moral også er gyldige for mig, at jeg skal tro på deres diverse nisser, at samfundet skal indrettes på deres præmisser, eller at jeg skal ofre noget for dem.

Jeg kan til gengæld se en yderst god pointe i, at vi er uenige i, at drenge og piger skal skæres i kønsdelene, at vi afviser at leve under shariah, at vi forlanger religiøse værdier fjernet fra politik, at numerologi forbydes som kriterum for jobansøgere, og at vi afviser religiøse vurderinger af andres religioner. Jeg kan se en yderst god pointe i, at vi til gengæld satser på videnskab og humanisme uden hensyntagen til, hvad diverse religioner måtte have af holdninger til det.

Det er en helt og aldeles rimelig og rationel pointe at være både lodret og vandret uenig og erklære overfor enhver religion, at de sikkert giver en masse mening for dem selv, men at det er noget vrøvl.