I et af Raapils indlæg er jeg af nogle kommentatorer (gæt selv, hvilket segment) blevet gjort opmærksom på noget, der var så indlysende, at jeg ikke selv fandt det nødvendigt at påpege det til at begynde med: Ja, selvfølgelig kan man læse Søren Espersens (DF) læserbrev i Jyllands-Posten på en sådan måde, at det ikke er eksplicit racistisk. Hvis ikke man kunne det, ville dette og talrige andre udtalelser og skriverier fra den kant allerede have givet anledning til en så lang række domme for racisme, at Søren Espersen ville skrive alle sine hadetaler fra sin fængselscelle resten af sit liv.
Men slå lige fornuften til. En ting er, at man juridisk kan slippe af sted med de formuleringer, som Søren Espersen bruger, hvor han og hans faste støtter kan hævde, at Søren Espersen blot hentydede til lige netop de få demonstranter, som havde råbt "død over jøderne". En anden ting er, at det ikke er den besked, den almindelige læser får serveret.
Søren Espersen har ikke været pressechef for Dansk Folkeparti for ingenting. Når man læser Søren Espersens indlæg, så husker den almindelige læser kun beskeden, at arabere er primitive og bør udvises. Ens første tanke er bestemt ikke, at det da var dejligt, at Søren Espersen sådan tager afstand til nogle enkelte demonstranter, og at han synes, at alle de andre er fine fyre.
Hvis ikke Søren Espersen fandt det væsentligt, at det var arabere, ville han blot have kaldt dem for demonstranter. Der falder også en finke fra fadet, når han benytter udtrykket folk, for dette ord dækker over langt mere end enkeltindivider: Det indebærer såvel et stort antal, en etnisk tilknytning og et kulturelt element. Kun et enkelt ord i hele læserbrevet åbner mulighed for, at Søren Espersen måske kunne have ment nogle få demonstranter, nemlig hans brug af ordet "disse", som alt efter smag kan henvise til både de få, der råbte "død over jøderne", over samtlige demonstrerende, og over samtlige arabere. Ordet er således en juridisk ventil for Søren Espersen, som sætter ham i stand til at sige, at han da bare mente nogle ganske få personer, mens enhver godt kan gennemskue, hvad det egentlig er, han ønsker at kommunikere.
Taktikken er velkendt. Hvis man vil udbrede hadetale eller -skrift, så kan man ikke slippe afsted med at angribe en race med åbenlys racisme. Hvis man angriber en bestemt, navngivet gruppe, så risikerer man også at få fingrene i klemme, sådan rent strafansvarligt. Dette problem løser man ved at rette et angreb mod "alle" grupper, hvis fællestræk ganske vist er deres race, mens angrebet selv er rettet mod en påstået eller eksemplificeret negativ adfærd, der ikke i sig selv knyttes til racen, selv om racen bliver nævnt.
I tilfældet med Søren Espersens læserbrev er den negative adfærd de jødefjendtlige slagord, som forhåbentlig alle kan tage afstand fra. Han vælger imidlertid at gøre opmærksom på, at de kommer fra arabere; det er formentlig ikke ukorrekt, men når Søren Espersen gør opmærksom på etniciteten og bruger ordet "folk", breder han den negative adfærd ud over langt flere mennesker end blot de få demonstranter, der råbte antisemittiske slagord. Han anklager dermed "alle" arabere, som ved samme lejlighed får hæftet betegnelsen "primitive" på sig sammen med en opfordring til, at de skal fjernes fra landet.
Taktikken går nu ud på, at hvis nogen skulle klage, kan man give et svar, der afhængigt af formuleringen lyder: "Det var jo ikke jer, jeg mente. I er gode nok. Det var alle de andre, jeg mente". Gruppen, der følte sig stødt, har dermed Søren Espersens (eller hvem der nu end har rettet den brede anklage) ord for, at det ikke var dém, han mente. Det er der godt nok ingen andre, der hører, at han siger, men nu kan han ikke længere straffes for sine udtalelser. Og man behøver kun gentage denne taktik et par gange, før man virkelig har ramt alle, for mens man måske har sagt "det var ikke jer, vi mente" i nogle situationer, skal der nok være et par situationer, hvor de ramte grupper ikke har opdaget det, og dermed er blevet talt med i "alle"-billedet. Der skal kun en håndfuld af den slags læserbreve til, før samtlige af arabisk etnicitet er blevet skåret over en kam som primitive folk.
Hvis hvert sådant læserbrev eller hadefuld udtalelse kan sammenlignes med brikker i et puslespil, så udgør ingen enkelt brik i puslespillet en så eksplicit racisme, at nogen kan straffes for den. Men det er ikke noget svært puslespil at samle, og når brikkerne er samlet på et øjeblik i folks bevidsthed, viser det et billede af et parti, der er stærkt racistisk og nationalistisk.
Åbenlyst racistiske organisationer som White Pride, der trods alt ikke nyder anerkendelse som de skarpeste knive i skuffen, kan godt gennemskue billedet, og anbefaler deres medlemmer at stemme på Dansk Folkeparti. De mange personsammenfald mellem Dansk Folkeparti og stærkt racistiske grupperinger - SIAD, Dansk Front, Vederfølner, osv. - viser også, at andre åbenlyse racister sagtens kan gennemskue billedet.
Hvis de kan gennemskue det, så burde det for pokker da heller ikke være så svært for alle vi andre.
Hvis man er i tvivl om, hvordan det skal forstås, og om Søren Espersens bemærkninger virkelig skal udlægges sådan, at arabere er "primitive folk", behøver man ikke kigge længere end skrigosfæren og nogle af dens faste indvånere som Anna Lyttiger og Hodjas blog: Hver eneste gang sådanne bemærkninger tages op, behandles de altid som gefundenes Fressen og ytreren bæres i guldstol akkompagneret af hul latter over de dumme arabere, som man igen og igen antyder, at man egentlig gerne ville begå et lille folkemord på.
Det er ren og skær fascisme, og Espersens retorik kan ikke have andet formål end at tale lige direkte ind i den.
Det, som jeg ikke fatter, er at der er nogen, der insisterer på at afvise, at Dansk Folkeparti skulle være racister og fascister, bare fordi den slags er "grimme ord".
Nej, det er ikke noget tilfælde, at halvdelen af Dansk Folkepartis gruppemænd (statistisk set) er parate til at optage nazister, hvis bare disse medlemmer går stille med dørene omkring deres nazisme, at der er et markant personsammenfald mellem Dansk Folkeparti og de åbenlyst ekstreme og hadefulde racistiske grupper, at de selvsamme grupper åbenlyst opfordrer folk til at stemme på Dansk Folkeparti, fordi det støtter deres interesser, eller at "skrigosfæren" så konsekvent benytter - og er i stand til at benytte - Dansk Folkepartis udtalelser som had-propaganda.
Jeg ved ikke, om det er en følelse af parlamentaristisk pli, berøringsangst, overdreven optimisme ("så galt kan det da ikke være"), skjult enighed med Dansk Folkeparti, eller noget helt femte. Men uanset hvad årsagen måtte være, så er det farligt sådan at lukke øjnene for, hvad Dansk Folkeparti er for en størrelse.