Liberalister er lykkeligere, mener en forsker, og jeg er yderst tilbøjelig til at tro på hans konklusion. Det er nemlig også blevet konkluderet indenfor anden forskning, at pessimister er de mest realistiske mennesker, og at optimisters tro på, at alt går godt, således kan forklares med, at de ikke kan overskue situationen.
Der er dog et "men" i forskerens konklusion: Undersøgelsen handler om danske liberalister. Havde den beskæftiget sig med liberalister generelt, ville Danmark hurtigt være overgået af langt mere liberalistiske lande på vurdering af lykkelighed, og det ser man jo ikke tegn på, når danskerne i andre undersøgelser vurderes at være et af verdens lykkeligste folk. Man må derfor spørge sig selv, hvad det er, der adskiller de danske liberalister fra liberalister generelt, siden lykken åbenbart lige netop tilsmiler de danske liberalister mere, end den tilsmiler liberalister globalt.
Det kender vi heldigvis svaret på: Vores samfund er som sådan forholdsvis socialistisk indstillet i den udstrækning, at vi har et socialt sikkerhedsnet og en holdning om, at ingen skal lades i stikken. Også selv om de borgerlige partier kæmper hårdt og indædt for at eliminere denne form for velfærdssamfund. De lykkelige liberalister adskiller sig fra verdens øvrige liberalister, der på trods af mere udtalt liberalisme ikke er lykkeligere end danske liberalister, ved at bo i et forholdsvis socialistisk samfund. Her kan de bilde sig selv ind, at de tager ansvar for alt muligt, og at de er deres egen lykkes smed, i tryg forvisning om, at samfundet nok skal skyde et sikkerhedsnet ind under dem, hvis det går galt.
Danske liberalister er dermed gladere på samme måde, som fulde mennesker er også mere glade end ædru mennesker: Det er nemt at være glad, hvis ikke man kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, trygt forvisset om, at man nok skal blive samlet op, hvis man styrter omkuld. Men det betyder ikke, at man skal stile efter deres niveau som fast livsstil, og vi andre ved godt, hvem der hver eneste dag holder dem oprejst og forsøger at undgå, at deres brovtende adfærd giver problemer på det fælles værtshus. Det kan godt være belastende altid at være den ansvarlige ven, der "kører i aften" hver eneste aften - men alternativet er desværre en national spritkørsel på den sociale bane.
Der er dog et "men" i forskerens konklusion: Undersøgelsen handler om danske liberalister. Havde den beskæftiget sig med liberalister generelt, ville Danmark hurtigt være overgået af langt mere liberalistiske lande på vurdering af lykkelighed, og det ser man jo ikke tegn på, når danskerne i andre undersøgelser vurderes at være et af verdens lykkeligste folk. Man må derfor spørge sig selv, hvad det er, der adskiller de danske liberalister fra liberalister generelt, siden lykken åbenbart lige netop tilsmiler de danske liberalister mere, end den tilsmiler liberalister globalt.
Det kender vi heldigvis svaret på: Vores samfund er som sådan forholdsvis socialistisk indstillet i den udstrækning, at vi har et socialt sikkerhedsnet og en holdning om, at ingen skal lades i stikken. Også selv om de borgerlige partier kæmper hårdt og indædt for at eliminere denne form for velfærdssamfund. De lykkelige liberalister adskiller sig fra verdens øvrige liberalister, der på trods af mere udtalt liberalisme ikke er lykkeligere end danske liberalister, ved at bo i et forholdsvis socialistisk samfund. Her kan de bilde sig selv ind, at de tager ansvar for alt muligt, og at de er deres egen lykkes smed, i tryg forvisning om, at samfundet nok skal skyde et sikkerhedsnet ind under dem, hvis det går galt.
Danske liberalister er dermed gladere på samme måde, som fulde mennesker er også mere glade end ædru mennesker: Det er nemt at være glad, hvis ikke man kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, trygt forvisset om, at man nok skal blive samlet op, hvis man styrter omkuld. Men det betyder ikke, at man skal stile efter deres niveau som fast livsstil, og vi andre ved godt, hvem der hver eneste dag holder dem oprejst og forsøger at undgå, at deres brovtende adfærd giver problemer på det fælles værtshus. Det kan godt være belastende altid at være den ansvarlige ven, der "kører i aften" hver eneste aften - men alternativet er desværre en national spritkørsel på den sociale bane.
Spørgsmålet er, om ikke det danske velfærdssystem til en vis grad fungerer som en måde at legitimere personlig ligegyldighed med svage grupper. Altså at man via skatten så at sige køber sig til en god social samvittighed?
Det offentlige tager sig jo af dem, der "falder af i svinget" og netop derfor kan man tillade sig selv at være ligeglad med dem, og koncentrere sig om sine egne egoistiske interesser og karriere.
Det er selvfølgelig kun en tendens, men jeg synes den er blevet tydeligere i de senere år. Det er den især i forhold til marginaliserede grupper, hvis problemer ikke uden videre kan reduceres til at være af økonomisk art: f.eks. indvandrere, misbrugere og psykisk syge.
Der er brug for at revurdere begrebet "velfærd" så det ikke kun omhandler økonomi, synes jeg.