Manden, der angreb en børneinstitution i Belgien og dræbte eller sårede de fleste af børnene, har helt forståeligt efterladt Belgien og flere omkringliggende lande i chok. Man står med følelsen af at ville hævne sig, men ved, at det hverken vil forhindre eller hjælpe. Man står med følelsen af en meningsløs adfærd, som man umuligt kan gardere sig mod, fordi manden tilsyneladende var dukket op ud af det blå, og var ikke stukket af fra en institution som først antaget. Der er intet, der forhindrer, at den slags kan ske hvorsomhelst og nårsomhelst. Manden selv er åbenbart sindssyg, og er ikke i stand til at kontrollere sine egne handlinger. Skylden er uklar - nogen burde gøre noget. "Man" burde holde øje med ham.
Der opstår en svag fornemmelse for udtrykket objektiv vold, som Center for Vild Analyse præsenterede for nogle måneder siden. Det dækker over, at man på organisatorisk niveau - kommunalt, amtsligt eller statsligt - deler vinding og tab i porten. Når f.eks. fartgrænsen hæves for at lade folk komme hurtigere frem, øges antallet af trafikuheld. Dette er en kalkuleret vinding med et kalkuleret tab. Det kalkulerede tab, som man accepterer i lyset af det, man vinder, er den objektive vold. Fordelen ved storbyerne kan ikke opnås uden at acceptere ulemperne, for de er ikke problemer men følgevirkninger, og er noget, vi må lære at leve med, hvis ikke vi vil eliminere fordelene. Det er ikke muligt at komme den objektive vold til livs uden også at fjerne de fordele, som den objektive vold skyldes.
Og når distriktspsykiatrien nedlægges, bliver der i mindre eller slet ingen grad holdt øje med, at psykisk syge husker at tage deres medicin. Resultatet har vi allerede set her i landet, hvor der er dukket flere sager op om voldelige psykisk lidende personer. Volden, der blev begået af den sindsforvirrede mand i Belgien var personlig vold begået af ham, men kan lige så vel udtrykke objektiv vold begået af det system, der har vurderet, at økonomiske midler var bedre brugt andetsteds end på tilsyn med sindsforvirrede mennesker.
Der opstår en svag fornemmelse for udtrykket objektiv vold, som Center for Vild Analyse præsenterede for nogle måneder siden. Det dækker over, at man på organisatorisk niveau - kommunalt, amtsligt eller statsligt - deler vinding og tab i porten. Når f.eks. fartgrænsen hæves for at lade folk komme hurtigere frem, øges antallet af trafikuheld. Dette er en kalkuleret vinding med et kalkuleret tab. Det kalkulerede tab, som man accepterer i lyset af det, man vinder, er den objektive vold. Fordelen ved storbyerne kan ikke opnås uden at acceptere ulemperne, for de er ikke problemer men følgevirkninger, og er noget, vi må lære at leve med, hvis ikke vi vil eliminere fordelene. Det er ikke muligt at komme den objektive vold til livs uden også at fjerne de fordele, som den objektive vold skyldes.
Og når distriktspsykiatrien nedlægges, bliver der i mindre eller slet ingen grad holdt øje med, at psykisk syge husker at tage deres medicin. Resultatet har vi allerede set her i landet, hvor der er dukket flere sager op om voldelige psykisk lidende personer. Volden, der blev begået af den sindsforvirrede mand i Belgien var personlig vold begået af ham, men kan lige så vel udtrykke objektiv vold begået af det system, der har vurderet, at økonomiske midler var bedre brugt andetsteds end på tilsyn med sindsforvirrede mennesker.
Psykiatrien er en af de mest udsultede dele af det danske sundhedsvæsen. Det kan nok til dels skyldes den resultat- og målstyring som har hærget den offentlige sektor for tiden. Man kan dårligt sætte god psykiatri på tal, derimod er det let at dokumentere at man har foretaget 10 % flere hofteoperationer (sundhedspolitikere taler altid om operationer), politikerne kan gå til valg på dette tal og sundhedsbureaukraterne kan blive belønnet og føle at de har gjort noget.
En ordentlig psykiatri må forudsætte et opgør med den nyliberalistiske styring af den offentlige sektor.