Hvis man kaster med sten fra en glas-moské

Så prøv det: Forstå, at Koranen aksiomatisk er Guds ord. Det er helt meningsløst at diskutere det, for selvfølgelig er den det. Derfor er det også unødvendigt at diskutere, hvorvidt det, der står i den, er rigtigt. Selvfølgelig er det rigtigt, for det er jo Guds ord. Hvis ikke man forstår det, ligger fejlen hos en selv. Det er i hvert fald ikke i Koranen. Hvis man er i tvivl, så er det Koranen, man må henvise til, og herefter er det ens eget problem, hvis ikke man kan finde hoved og hale i den.

Det er rimeligt, at mennesker kan have svært ved at forstå de guddommelige ord, ikke mindst så mange århundreder efter de blev skrevet ned. Med denne større mulighed for tvivl er der så megen desto mere grund til at insistere på, at teksten må være rigtig.

Hvorom alt er, så modsiger man ikke Koranen. Ikke fordi man ikke må, men fordi det er lige så indlysende forkert som at forsøge at modsige tyngdekraften. Af samme grund skal man ikke sætte sig op mod Guds vilje, for den er lige så stålsat og selvfølgelig, og er i øvrigt til for at hjælpe dig.

Nu kan vi forlade muslimernes verdensbillede igen. Og husk, at det ikke er mere mærkeligt, end når kristne helt oprigtigt tror, at deres Gud har skabt Jorden eller har særlige planer med mennesket. Sådan er det bare - i deres verdensbillede.

Når det står i Koranen (eller rettere, i Hadith, men den har jo omtrent samme sandhedsstatus), at visse forbrydelser straffes med stening, så er det en af selvfølgelighederne, som man ikke stiller spørgsmålstegn ved. De selvsamme muslimer lever imidlertid i retssamfund rundt omkring i verden, og det er de færreste retssamfund - også muslimske - der tillader dødsstraf. Selv i de stater, hvor dødsstraf er tilladt, er stening, pisk eller lemlæstelse det som regel ikke. Hvis muslimer virkelig levede så meget efter Koranen, som de selv siger, så ville der helt bogstaveligt talt flyve væsentlig flere sten gennem luften, end der gør i dag.

De er dermed fanget i et forklaringsproblem. De viser med deres adfærd, at de faktisk ikke ønsker et samfund, der er indrettet efter Koranens forskrifter. Men omvendt skal de insistere på, at Koranen er sandheden, og at man ikke skal gå imod Guds vilje. I praksis løser man problemet med denne kognitive dissonans ved at gøre én ting og hævde en anden. Det kræver kun to regler:

1. Man må aldrig indrømme åbent, at man bevidst går imod Guds vilje.
2. Man må aldrig afsløre disse to regler.

Det kan man jo så kalde hykleri, hvis man vil, men måske skal man bare glædes over, at muslimer i praksis er mere moderate i deres adfærd, end den til tider temmelig kompromisløse religiøse retorik giver anledning til. Thorkild Grossbøll kan sikkert tale med om, at man nogle gange forventes at bruge en hårdere retorik, end man egentlig selv føler, man står inde for.

Det går også fint, så længe der ikke er nogen, der spørger. Når det sker (og det gør det i et de­bat­sam­fund som vores, der ikke vil ac­cep­te­re regel nr. 1), og man skal for­kla­re sig, er man nødt til tale med kløvet tunge: Man skal som ret­tro­en­de muslim in­si­ste­re på, at Koranen er Guds ord, og at man skal følge den. Men sam­ti­dig skal man in­si­ste­re på, at de selv og deres følgere skal følge landets love. Når der er kon­flikt mellem Ko­r­a­nens bud og landets love, så er de nødt til at give begge dele ret.

Dermed opstår den dob­belt­ty­dig­hed, der ka­rak­te­ri­se­rer Abdul Wahid Pe­der­sen m.fl. Det bliver en øvelse i diplo­ma­ti. Abdul Wahid Pe­der­sen har således for­kla­ret, at en ste­nings­-dom kun kan udmåles i ka­li­fa­tet, der er den mus­lim­ske ide­al­stat. Men da der ikke findes noget kalifat nogen steder, kan man ikke dømme folk til stening. Dermed kan han slippe afsted med at sige begge dele på én gang, idet han indfører et kunstigt forbehold.

Asmaa Abdol-Hamid har også brændt de logiske fingre på dette punkt. Hun går ind for menneskerettigheder og for lighed mellem kønnene, men hvis hun udspørges om det, må hun nødvendigvis stadig insistere på Koranens korrekthed. I vage termer han hun således forklaret, at hun religiøst går ind for dødsstraf, mens hun politisk er imod.

Konventionelt betyder den slags formuleringer i en debat, at man kun afstår fra sin overbevisning af formalitetshensyn, og at man nok skal forsøge at føre sin holdning igennem alligevel. Dermed får højrefløjen et kort på hånden i form af et eksempel på ekstremistiske udtalelser, men kortet har kun denne værdi, hvis den pågældende muslim følger disse regler for formuleringer i en debat. Og det gør de jo netop ikke, hvis de skal overholde førnævnte regel nr. 1. Man skal ikke være ekspert i Wittgenstein for at indse, at det er svært at få et klart svar i en sådan diskussion, hvor man ikke er enige om debatreglerne.

Her i Vesten er vi vant til, at den kristne Gud kan læse vore tanker og intentioner, og at det er vigtigt, at vi praktiserer, hvad vi prædiker. Men dette er en særlig egenskab ved den kristne Gud, som ikke alle andre guder besidder. Andre religioner kan sagtens slippe afsted med at blæse på deres guder - blot de ikke siger det så højt, at deres guder hører det. Den jødiske Jahve var ligefrem modtagelig for forhandling, indtil den blev kristnet i det Nye Testamente. Med reformationen strammede Nordeuropa situationen yderligere, idet man nu heller ikke længere kunne betale sig fra sine religiøse forseelser, og dermed gjorde det endnu vigtigere at være sikker på, at man opførte sig, som Gud formodedes at ønske det.

Retorikken omkring Koranen ikke skal derfor ikke tages så bogstaveligt, som vi i Vesten er vant til, at man skal tolke en religiøs tekst. Det er kun her i Vesten, at vi har tradition for at tro, at vores guder ved, hvad vi i virkeligheden mener. Det er kun her, at vi har en tradition for at tro, at man risikerer en lang tid i Helvede for at hævde ét overfor sin gud og gøre noget helt andet i praksis.

Det betyder også, at man ikke kan udlede, at f.eks. Abdul Wahid Pedersen eller Asmaa Abdol-Hamid skulle være ekstremistiske på baggrund af deres udtalelser om dødsstraf. I stedet må man tage udgangspunkt i deres øvrige holdninger, som ikke er "bundet" af religiøse regler for omtale (dvs. regel nr. 1), og vurdere, om disse holdninger giver anledning til bekymring. Hvis ikke disse holdningerne giver anledning til at opfatte personen som en ekstremist, så er vedkommende det nok heller ikke, uanset hvor godt vedkommede husker sine koranvers.