Følgende udveksling fandt næsten sted under mit seneste indkøb i den lokale Superbest:
— Nej tak. Men jeg vil gerne have, at mit indkøb i stedet fremgår af mit kontoudtog.
Mit svar standsede ganske vist efter "nej tak", men det burde det ikke. Rent teknologisk er der intet til hinder for, at den elektroniske scanning af mine varer og min betaling med chip-Dankort blev kombineret med en overførsel af information om købet, så det kunne fremgå af mit elektroniske kontoudtog - helt uden behov for en papirbon.
Det ville stort set bare kræve en standard for mærkningen af varer, en protokol for overførsel af købsinformation sammen med betalingen, samt opdateret software i scanner- og betalingssystemerne. Det er slet ikke nogen særlig besværlig foranstaltning.
Problemet er, at de enkelte butikskæder ikke er motiverede for at tilbyde en sådan service, fordi den ikke giver dem en åbenlys indtjening, og de enkelte banker er det af samme grund heller ikke. Det ville kræve en regering, der ikke ønskede, at markedskræfterne var den drivende kraft bag enhver beslutning.
Jeg kan få øje på en fare ved, at detaljerede informationer om forbrug registreres på en konto. Sådanne informationer kan bruges til segmentering af forbrugere og dermed benyttes til eksempelvis målrettet markedsføring.
Jeg bruger iøvrigt selv kassebonen til at finde ud af hvor meget jeg har betalt for meget for hvilke varer. I danske supermarkeder er det bemærkelsesværdigt ofte et problem; Men hvad skal jeg med informationen om at jeg har betalt 4,50 kr. for meget for mit rugbrød, når jeg er kommet hjem?
Lovgivning om databeskyttelse vil kunne gøre en del på dette punkt.
En nøje "tracking" af indkøb vil gøre det muligt at lægge meget præcise budgetter. Det vil også gøre det muligt at se trends for husstandsforbruget, så man kan blive advaret mod overforbrug i tide.