I 2003 skrev professor i statskundskab Dr. Lawrence Britt en artikel, hvor han opsummerede 14 punkter, som karakteriserede de fascistiske regimer under Hitler i Tyskland, Mussolini i Italien, Franco i Spanien, Suharto i Indonesien, samt flere latinamerikanske regimer. Læs de 14 punkter nedenfor og spørg undervejs dig selv: Virker stort set alle disse punkter ikke lidt for bekendte i dagens Danmark?
1. Kraftfuld og vedholdende nationalisme. Fascistiske regimer gør hele tiden brug af patriotiske og nationale mottoer, sloganer, symboler, sange, m.v. Det nationale flag ses overalt, også på tøj og i det offentlige rum.
2. Modvilje mod at anerkende menneskerettigheder. På grund af frygten for fjender og behovet for sikkerhed får borgere i fascistiske regimer at vide, at menneskerettigheder kan ignoreres i visse tilfælde, fordi der er "behov" for det. Folket vender det døve øre til, eller bifralder ligefrem, tortur, likvideringer, attentater, langtidsfængslinger, osv.
3. Identifikationen af fjender/syndebukke som en forenende kraft. Folket bliver opmuntret til at gå i en form for forenende, patriotisk selvsving i dets behov for at eliminere noget, man tror er en fælles trussel eller fjende: Etniske eller religiøse minoriteter, socialister, kommunister, terrorister, osv.
4. Militærets magt. Selv i lyset af omfattende sociale problemer får militæret en uforholdsvis stor bid af kagen, når skattepengene skal fordeles, mens den sociale politik forsømmes. Soldater og militær deltagelse bliver forherliget.
5. Åbenlys kønsdiskriminering. Regeringer i fascistiske lande er stort set altid mandsdominerede. I fascistiske regimer forsøger man at fastholde traditionelle kønsroller. Skilsmisse, abort og homoseksualitet undertrykkes, og staten forsøger at beskytte familien.
6. Kontrol af massemedierne. Nogle gange er medierne direkte kontrollerede af regeringen, men i andre tilfælde er kontrollen indirekte gennem lovgivning, eller via medietalsmænd, der støtter regeringen eller er indsat af regeringen. Censur er ofte forekommende, især i krigstid.
7. Stærk optagethed af national sikkerhed. Frygt benyttes af regeringen til at motivere masserne.
8. Religion og regering blandes sammen. Regeringer i fascistiske lande har en tendens til at benytte landets oftest forekommende religion som værktøj til at manipulere den offentlige mening. Religiøs retorik og terminologi forekommer ofte, også når religionernes primære værdier ser ud til at være i stik modstrid med regeringens politik eller handlinger.
9. De store, private selskaber beskyttes. Det er ofte industriens ledere, der giver regeringen magt, idet der skabes en magtelite byggende på et gensidigt fordelagtigt forhold mellem industri og regering.
10. Fagforeninger undertrykkes, fordi den forenede arbejdskraft er den eneste reelle trussel mod en fascistisk regering.
11. Modvilje mod intellektuelle og mod kunst. Fascistiske lande plejer at opfordre til, eller tolerere, åbenlys modvilje mod højere uddannelse og akademikere. Det er ikke sjældent, at professorer eller andre akademikere bliver udsat for censur eller bliver arresteret. Kunstnere og deres værker angribes åbenlyst.
12. Stærk optagethed af kriminalitet og straf. I fascistiske regimer gives politiet stort set ubegrænsede muligheder for at sikre, at loven holdes. Folket er ofte villigt til at se gennem fingrene, og endda give afkald på personlig frihed, i patriotismens navn. Der er ofte en national politistyrke med stort set uindskrænket magt i fascistiske lande.
13. Omfattende vennetjenester og korruption. Fascistiske regimer regeres ofte af venner og forbindelser, der udnævner hinanden til ledelsespositioner, og som benytter regeringens magt og autoritet til at beskytte deres venner mod ansvar. Det er ikke usædvanligt, at fascistiske regimer benytter, eller ligefrem stjæler, nationale ressourcer til at pleje sine egne eller deres allieredes interesser.
14. Valgsvindel. Nogle gange er valg i fascistiske lande et rent skuespil. Andre gange manipuleres valgresultaterne gennem smædekampagner eller endda snigmord mod oppositionens kandidater, brugen af reglementer til at kontrollere valgmuligheder, og manipulation af medierne. Fascistiske lande benytter ofte deres egne myndigheder til at manipulere eller kontrollere valgene.
1. Kraftfuld og vedholdende nationalisme. Fascistiske regimer gør hele tiden brug af patriotiske og nationale mottoer, sloganer, symboler, sange, m.v. Det nationale flag ses overalt, også på tøj og i det offentlige rum.
2. Modvilje mod at anerkende menneskerettigheder. På grund af frygten for fjender og behovet for sikkerhed får borgere i fascistiske regimer at vide, at menneskerettigheder kan ignoreres i visse tilfælde, fordi der er "behov" for det. Folket vender det døve øre til, eller bifralder ligefrem, tortur, likvideringer, attentater, langtidsfængslinger, osv.
3. Identifikationen af fjender/syndebukke som en forenende kraft. Folket bliver opmuntret til at gå i en form for forenende, patriotisk selvsving i dets behov for at eliminere noget, man tror er en fælles trussel eller fjende: Etniske eller religiøse minoriteter, socialister, kommunister, terrorister, osv.
4. Militærets magt. Selv i lyset af omfattende sociale problemer får militæret en uforholdsvis stor bid af kagen, når skattepengene skal fordeles, mens den sociale politik forsømmes. Soldater og militær deltagelse bliver forherliget.
5. Åbenlys kønsdiskriminering. Regeringer i fascistiske lande er stort set altid mandsdominerede. I fascistiske regimer forsøger man at fastholde traditionelle kønsroller. Skilsmisse, abort og homoseksualitet undertrykkes, og staten forsøger at beskytte familien.
6. Kontrol af massemedierne. Nogle gange er medierne direkte kontrollerede af regeringen, men i andre tilfælde er kontrollen indirekte gennem lovgivning, eller via medietalsmænd, der støtter regeringen eller er indsat af regeringen. Censur er ofte forekommende, især i krigstid.
7. Stærk optagethed af national sikkerhed. Frygt benyttes af regeringen til at motivere masserne.
8. Religion og regering blandes sammen. Regeringer i fascistiske lande har en tendens til at benytte landets oftest forekommende religion som værktøj til at manipulere den offentlige mening. Religiøs retorik og terminologi forekommer ofte, også når religionernes primære værdier ser ud til at være i stik modstrid med regeringens politik eller handlinger.
9. De store, private selskaber beskyttes. Det er ofte industriens ledere, der giver regeringen magt, idet der skabes en magtelite byggende på et gensidigt fordelagtigt forhold mellem industri og regering.
10. Fagforeninger undertrykkes, fordi den forenede arbejdskraft er den eneste reelle trussel mod en fascistisk regering.
11. Modvilje mod intellektuelle og mod kunst. Fascistiske lande plejer at opfordre til, eller tolerere, åbenlys modvilje mod højere uddannelse og akademikere. Det er ikke sjældent, at professorer eller andre akademikere bliver udsat for censur eller bliver arresteret. Kunstnere og deres værker angribes åbenlyst.
12. Stærk optagethed af kriminalitet og straf. I fascistiske regimer gives politiet stort set ubegrænsede muligheder for at sikre, at loven holdes. Folket er ofte villigt til at se gennem fingrene, og endda give afkald på personlig frihed, i patriotismens navn. Der er ofte en national politistyrke med stort set uindskrænket magt i fascistiske lande.
13. Omfattende vennetjenester og korruption. Fascistiske regimer regeres ofte af venner og forbindelser, der udnævner hinanden til ledelsespositioner, og som benytter regeringens magt og autoritet til at beskytte deres venner mod ansvar. Det er ikke usædvanligt, at fascistiske regimer benytter, eller ligefrem stjæler, nationale ressourcer til at pleje sine egne eller deres allieredes interesser.
14. Valgsvindel. Nogle gange er valg i fascistiske lande et rent skuespil. Andre gange manipuleres valgresultaterne gennem smædekampagner eller endda snigmord mod oppositionens kandidater, brugen af reglementer til at kontrollere valgmuligheder, og manipulation af medierne. Fascistiske lande benytter ofte deres egne myndigheder til at manipulere eller kontrollere valgene.
Nå, det lyder desværre som noget meget nærværende, nemlig Islamismen.
Nels: Enig. Men så langt behøver vi slet ikke at se væk. Her i landet har vi en regering og dens støtteparti, der meget målrettet enten er i færd med, eller allerede har fået gennemført, disse 14 punkter.
mht. punkt 4 går du først ud fra at det rent faktisk er skattepenge der bliver fordelt og ikke fordrede lån af Nationalbanken. Skatten og fællesskabet er en skrøne og vi har siden 1813 været under administration hvilket medføre dobbeltbogføring.
TomW: Jeg går ikke ud fra noget; det er en (lidt fri) oversættelse af Dr. Lawrence Britts artikels opsummering. Men du har for så vidt ret: Hvis Nationalbanken er andet end statskassens papkasse til at have penge i, så kan det diskuteres, hvem der administrerer skattepengene. Det må dog stadig være modtageren af pengene, der er udslagsgivende, som når f.eks. militæret får milliarder af kroner til kampfly, mens hospitalerne lider.