Redox beretter, at White Pride i Århus for første gang siger offentligt, at de er parate til at dræbe. Det fremgik i P1 Orientering, hvor DR-journalisten Tom Carstensen havde interviewet dem og fulgt dem i forbindelse med det voldsomme overfald på to venstreorienterede.
Den sympatiske højrefløj kan her indvende, at det pågældende White Pride-medlem ikke direkte udtrykte sig som aggressor, men som en part, der var villig til at forsvare sig med alle midler, skulle det mod hans vilje være nødvendigt. Han er "ikke ræd for at løbe ind i en flok af dem", og han er om nødvendigt (som formuleret i hans lettere primive sprog: "Hvis det skal tage, at") villig til at gribe til voldsomheder af en art, der kan koste hans modstander livet. (Det fremgår ganske vist ikke, om han dermed mener, at det ville være nødvendigt for ham at påbegynde et angreb, såfremt han løb ind i en flok venstreorienterede, men det er vel rimeligt at antage, at han forudsætter, at den pågældende gruppe angreb ham først.)
På den ene side kan udtalelsen derfor opfattes som lidet andet end hård retorik, lidt ligesom når en fugl puster sig op for at virke større. Der er kun mentale anorektikere, der oprigtigt tror, at man slipper ud af en kamp ved at vende den anden kind til. I den virkelige verden er det kun sund fornuft, at man forsvarer sig, hvis man bliver angrebet. Er man endvidere i en situation, hvor man er trængt op i en krog, eller hvor overmagten er stor, er der ikke plads til at afmåle hvert slag således, at modstanderne slipper uden helbredsmæssige konsekvenser. Det kræver væsentlig kontrol over situationen at være i stand til at afveje intensiteten af sit selvforsvar, og det har man nok kun, hvis man er en usædvanligt dygtig kriger. Den interviewede White Pride-tilhænger siger derfor ikke meget andet, end hvad et nogenlunde reflekteret menneske burde svare: Hvis man kæmper mod en væsentlig overmagt, har man kun valget mellem at håbe på det bedste eller kæmpe det bedste. Retslige efterspil og angribernes helbred er luksusovervejelser, når baseballkøllerne suser om ørerne på en.
På den anden side er det ikke hvemsomhelst, der i samme udstrækning som White Pride kan forvente at møde en større gruppe angribere. Disse falloscentriske fodboldkasketmannequiner, der lever permanent nedrykket i tankedivisionen, er ikke selvreflekterede nok til at begå overlevelsesøkonomiske vurderinger. Når de giver udtryk for behovet for selvforsvar mod venstreorienterede, skulle man derfor være noget naiv for at overse, at såfremt der er en trussel, opsøger White Pride den mere end velvilligt og målrettet. Mere begavede individer end White Pride gennemskuer uproblematisk, at hvis man som White Pride bevidst opsøger en kamp med det udgangspunkt, at man er rede til at slå ihjel i selvforsvar, så er der ikke tale om selvforsvar men om planlagt vold med hensigt til at dræbe.
Skulle man ikke desto mindre være i tvivl om, hvorvidt White Pride virkelig er ekstraordinært uheldige, siden de så ofte befinder sig i en situation, hvor de er "nødt til" at forsvare sig selv, finder man ikke støtte i journalistens rapport i P1 Orientering. Højreekstremisterne havde planlagt angreb mod venstreorienterede demonstranter. I forbindelse med overfaldet på de to venstreorienterede modtog de interviewede White Pride-medlemmer besked om, at der var noget under opsejling, og at de skulle møde op. De har hverken været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller været uvidende om, hvad der forventedes af dem. De løb ikke tilfældigt ind en gruppe angribere, som de måtte forsvare sig mod. De mødte ikke nogen overmægtig kampgruppe men blot to unge mennesker, som de overgik i antal med ti mod én. De kan ikke påberåbe sig den desperation, der kan legitimere vold med døden til følge. De var ikke engang i en situation, der nødvendiggjorde vold.
Det er en ting at erklære sig villig til at forsvare sig det bedste, man har lært, idet man erkender, at man i mødet med en overmagt ikke har ressourcer til at vise hensyn. Det er en helt anden situation, hvis man koordineret og planlagt opsøger sine politiske modstandere med henblik på at banke dem og møder dem ti mod én. Det første er selvforsvar. Det andet - som White Pride foretager sig - er bevidst vold, og White Pride er villige til at begå denne vold med døden til følge. Når de blodige knoer er talt op, er der ingen tvivl om, at det er højrefløjen, der udgør den voldelige fløj.
Den sympatiske højrefløj kan her indvende, at det pågældende White Pride-medlem ikke direkte udtrykte sig som aggressor, men som en part, der var villig til at forsvare sig med alle midler, skulle det mod hans vilje være nødvendigt. Han er "ikke ræd for at løbe ind i en flok af dem", og han er om nødvendigt (som formuleret i hans lettere primive sprog: "Hvis det skal tage, at") villig til at gribe til voldsomheder af en art, der kan koste hans modstander livet. (Det fremgår ganske vist ikke, om han dermed mener, at det ville være nødvendigt for ham at påbegynde et angreb, såfremt han løb ind i en flok venstreorienterede, men det er vel rimeligt at antage, at han forudsætter, at den pågældende gruppe angreb ham først.)
På den ene side kan udtalelsen derfor opfattes som lidet andet end hård retorik, lidt ligesom når en fugl puster sig op for at virke større. Der er kun mentale anorektikere, der oprigtigt tror, at man slipper ud af en kamp ved at vende den anden kind til. I den virkelige verden er det kun sund fornuft, at man forsvarer sig, hvis man bliver angrebet. Er man endvidere i en situation, hvor man er trængt op i en krog, eller hvor overmagten er stor, er der ikke plads til at afmåle hvert slag således, at modstanderne slipper uden helbredsmæssige konsekvenser. Det kræver væsentlig kontrol over situationen at være i stand til at afveje intensiteten af sit selvforsvar, og det har man nok kun, hvis man er en usædvanligt dygtig kriger. Den interviewede White Pride-tilhænger siger derfor ikke meget andet, end hvad et nogenlunde reflekteret menneske burde svare: Hvis man kæmper mod en væsentlig overmagt, har man kun valget mellem at håbe på det bedste eller kæmpe det bedste. Retslige efterspil og angribernes helbred er luksusovervejelser, når baseballkøllerne suser om ørerne på en.
På den anden side er det ikke hvemsomhelst, der i samme udstrækning som White Pride kan forvente at møde en større gruppe angribere. Disse falloscentriske fodboldkasketmannequiner, der lever permanent nedrykket i tankedivisionen, er ikke selvreflekterede nok til at begå overlevelsesøkonomiske vurderinger. Når de giver udtryk for behovet for selvforsvar mod venstreorienterede, skulle man derfor være noget naiv for at overse, at såfremt der er en trussel, opsøger White Pride den mere end velvilligt og målrettet. Mere begavede individer end White Pride gennemskuer uproblematisk, at hvis man som White Pride bevidst opsøger en kamp med det udgangspunkt, at man er rede til at slå ihjel i selvforsvar, så er der ikke tale om selvforsvar men om planlagt vold med hensigt til at dræbe.
Skulle man ikke desto mindre være i tvivl om, hvorvidt White Pride virkelig er ekstraordinært uheldige, siden de så ofte befinder sig i en situation, hvor de er "nødt til" at forsvare sig selv, finder man ikke støtte i journalistens rapport i P1 Orientering. Højreekstremisterne havde planlagt angreb mod venstreorienterede demonstranter. I forbindelse med overfaldet på de to venstreorienterede modtog de interviewede White Pride-medlemmer besked om, at der var noget under opsejling, og at de skulle møde op. De har hverken været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller været uvidende om, hvad der forventedes af dem. De løb ikke tilfældigt ind en gruppe angribere, som de måtte forsvare sig mod. De mødte ikke nogen overmægtig kampgruppe men blot to unge mennesker, som de overgik i antal med ti mod én. De kan ikke påberåbe sig den desperation, der kan legitimere vold med døden til følge. De var ikke engang i en situation, der nødvendiggjorde vold.
Det er en ting at erklære sig villig til at forsvare sig det bedste, man har lært, idet man erkender, at man i mødet med en overmagt ikke har ressourcer til at vise hensyn. Det er en helt anden situation, hvis man koordineret og planlagt opsøger sine politiske modstandere med henblik på at banke dem og møder dem ti mod én. Det første er selvforsvar. Det andet - som White Pride foretager sig - er bevidst vold, og White Pride er villige til at begå denne vold med døden til følge. Når de blodige knoer er talt op, er der ingen tvivl om, at det er højrefløjen, der udgør den voldelige fløj.
De lød ganske rigtigt fuldstændigt afstumpede og langt, langt ude.
Jeg tror desværre ikke din konklusion holder helt. Når de blodige knoer er talt op, er der ingen tvivl om, at det er højrefløjen, der udgør den voldelige fløj.
P1 udsendelsen sluttede af med flg. :
"Det at være højreradikal i dag, det er jo ensbetydende med at være i fare for at blive overfaldet og hele tiden ligge i konfrontation med andre. Det er jo ikke en afslappende politisk identitet at have." Jeppe Ingemand Lyng, der skriver Phd om højrefløjen i DK.
Gad vide hvem han tænkte på?
Værten oplyste til allersidst at man havde forsøgt at få repræsentanter fra Venstrefløjen til at medvirke, men det var kun tåberne fra WhitePride, der ønskede at deltage.
It takes two to tango....
Når det at være højreradikal i dag betyder, at man konsekvent og vedholdende opsøger konflikter og slagsmål, så er det indlysende nok, at det sætter en i vis fare for at blive overfaldet. Men det er dog noget, de højreorienterede selv starter.
Der skal to parter til at kæmpe med hinanden, men der skal kun én part til at begå de overfald, som White Pride og co. begår.