Danmark er næppe et for lille sprogområde til at have sin egen ballet, som Kristen Poulsgaard (FrP) siges at have udtrykt det. Men selv om han mener, at han blev fejlciteret, og selv om det udtrykker hans partis særdeles lavkulturelle niveau, er han ikke helt afsporet, i hvert fald ikke i princippet: Et område kan være så lille - geografisk eller befolkningsmæssigt, - at der ikke er plads til mange leverandører af en bestemt vare.
TDC ejer f.eks. den kobber-infrastruktur, der i væsentlig grad muliggør Internet-bredbånd i de danske hjem. Skulle man have en konkurrerende virksomhed, skulle denne virksomhed grave endnu et helt kommunikationsnetværk ned i den danske muld. Det ville være en enorm investering, hvilket elselskaberne har måttet sande. Der er næppe så mange kunder, at det er rimeligt at etablere adskillige, uafhængige netværk. Så længe kobberet kan bære båndbredden, er det tilstrækkeligt med ét netværk.
Også i luftrummet er der begrænset plads. Der er kun en lille håndfuld radiofrekvenser, hvor det giver mening at sende de signaler, som trådløst bredbånd skal bruge. Det er derfor, at disse frekvenser bliver sat i auktion og solgt for meget høje priser. Uanset hvor mange leverandører, der måtte ønske at etablere trådløst bredbånd, er der kun ét luftrum over Danmark, hvor radiosignalerne kan transmitteres, og dette luftrum er hurtigt fyldt med kommunikation.
TDC ejer f.eks. den kobber-infrastruktur, der i væsentlig grad muliggør Internet-bredbånd i de danske hjem. Skulle man have en konkurrerende virksomhed, skulle denne virksomhed grave endnu et helt kommunikationsnetværk ned i den danske muld. Det ville være en enorm investering, hvilket elselskaberne har måttet sande. Der er næppe så mange kunder, at det er rimeligt at etablere adskillige, uafhængige netværk. Så længe kobberet kan bære båndbredden, er det tilstrækkeligt med ét netværk.
Også i luftrummet er der begrænset plads. Der er kun en lille håndfuld radiofrekvenser, hvor det giver mening at sende de signaler, som trådløst bredbånd skal bruge. Det er derfor, at disse frekvenser bliver sat i auktion og solgt for meget høje priser. Uanset hvor mange leverandører, der måtte ønske at etablere trådløst bredbånd, er der kun ét luftrum over Danmark, hvor radiosignalerne kan transmitteres, og dette luftrum er hurtigt fyldt med kommunikation.
Og mens der er dele af det danske vejnet, der (i følge nogle) trænger
til udbygning, er der i væsentligt omfang veje nok til, at man ubesværet
kan komme hvorsomhelst i landet. Hvis der skulle være flere
leverandører af vejnet, hvor skulle disse vejnet så lægges? Det samme
gælder jernbanenettet; for selv om DSBs skinner er i kritisabel stand,
er der næppe et omfattende behov for to parallelle strækninger mellem
København og Århus drevet af hver sit togselskab.
Post Danmark sender ganske vist adskillige lastbiler ad samme ruter, og her kunne man i princippet godt forvente, at to selskaber kunne deles om transporten, idet nogle lastbiler tilhørte Post Danmark, mens de andre kørte for det andet firma. Men det er straks mindre oplagt at regne med, at denne mulighed kan forsvare det akkompagnerende behov for et dobbelt antal postkasser, et dobbelt antal postuddelere, et dobbelte antal sorteringscentraler, en ortogonal frimærke-møntfod, osv. Og i samme øjeblik to lastbiler kører i samme retning med under én lastbils kapacitet tilsammen, er den ene overflødig. Konkurrence bidrager ikke til samarbejde, tværtimod, og stordriftsfordelene - reduktion af administrationsudgifter og andre basisomkostninger - udebliver.
Monopoler er først skadelige, når de udnytter deres monopol til at pleje deres egne interesser. Dette sker især, når virksomhederne har andre mål end at levere en service - f.eks. når deres mål er at tjene penge. Dette skete, da den danske stats kobber-infrastruktur blev solgt til en kapitalfond for en slik, hvorpå kapitalfonden kunne spænde TDCs tommelskruer hårdt på enhver leverandør, der var nødsaget til at levere Internet via TDCs kobber. Københavns Lufthavne er et andet eksempel på, hvordan en kapitalfond er mere interesseret i at maksimere sin profit, end i at servicere det samfund, der engang ejede lufthavnene. Det er ved at gå så galt, at selv borgerlige politikere fortryder.
I et lille land som Danmark er der simpelthen nogle services, der kun kan have én eller meget få ejere, fordi det både er uøkonomisk og ineffektivt at have flere leverandører af den samme service. Der er af geografiske eller befolkningstæthedsmæssige årsager helt naturlige monopoler på disse services.
Sådanne monopoler skal forhindres i at udnytte deres monopol. Det betyder, at de skal forhindres i at prioritere profit højere end service. Da KMD blev solgt til en kapitalfond, vidste regeringen således godt, hvad det var for en alvorlig risiko, staten løb ved salget, fordi KMD reelt står for en væsentlig del af dansk IT-infrastruktur. Hvis KMDs nye ejer valgte at betragte dele af sin forretning som mindre rentabelt, kunne store dele af Danmarks befolkning stå uden løn, uden boligstøtte, børneydelse, pension, eller dagpenge, eller skoleforvaltning, ejendomsadministration og energiforsyning kunne blive umuliggjort. Af den grund gennemtvang Kommunernes Landsforening en såkaldt "transitionsaftale", som pålagde den nye ejer en række krav til service og prissætning. (Denne aftale reducerede købsprisen for KMD væsentligt, hvilket mere end antyder, hvordan de potentielle købere anskuede serviceniveau og prissætning). Men som navnet antyder er transitionsaftalen kun midlertidig, og når den udløber, har kapitalfonden frie hænder.
Med godt fem millioner indbyggere og et areal på 43.000 km2 er Danmark et lille land, og har som sådan kun plads til et yderst begrænset antal leverandører af en bestemt service. Landets beskaffenhed er slet og ret sådan, at det på nogle områder kun giver mening at have et monopol, eller hvor det under alle omstændigheder ville ende med, at der kun var en enkelt spiller tilbage.
Skal monopoler sikres mod at udnytte deres positioner på et marked, hvor det kun giver mening at have et monopol, skal der enten sættes så restriktive regler omkring service og prissætning, at der reelt er tale om statseje, eller også skal man tage konsekvensen: Når der kun er plads til én virksomhed, og den har til opgave at levere services til samfundet, så skal virksomheden være statsejet.
Post Danmark sender ganske vist adskillige lastbiler ad samme ruter, og her kunne man i princippet godt forvente, at to selskaber kunne deles om transporten, idet nogle lastbiler tilhørte Post Danmark, mens de andre kørte for det andet firma. Men det er straks mindre oplagt at regne med, at denne mulighed kan forsvare det akkompagnerende behov for et dobbelt antal postkasser, et dobbelt antal postuddelere, et dobbelte antal sorteringscentraler, en ortogonal frimærke-møntfod, osv. Og i samme øjeblik to lastbiler kører i samme retning med under én lastbils kapacitet tilsammen, er den ene overflødig. Konkurrence bidrager ikke til samarbejde, tværtimod, og stordriftsfordelene - reduktion af administrationsudgifter og andre basisomkostninger - udebliver.
Monopoler er først skadelige, når de udnytter deres monopol til at pleje deres egne interesser. Dette sker især, når virksomhederne har andre mål end at levere en service - f.eks. når deres mål er at tjene penge. Dette skete, da den danske stats kobber-infrastruktur blev solgt til en kapitalfond for en slik, hvorpå kapitalfonden kunne spænde TDCs tommelskruer hårdt på enhver leverandør, der var nødsaget til at levere Internet via TDCs kobber. Københavns Lufthavne er et andet eksempel på, hvordan en kapitalfond er mere interesseret i at maksimere sin profit, end i at servicere det samfund, der engang ejede lufthavnene. Det er ved at gå så galt, at selv borgerlige politikere fortryder.
I et lille land som Danmark er der simpelthen nogle services, der kun kan have én eller meget få ejere, fordi det både er uøkonomisk og ineffektivt at have flere leverandører af den samme service. Der er af geografiske eller befolkningstæthedsmæssige årsager helt naturlige monopoler på disse services.
Sådanne monopoler skal forhindres i at udnytte deres monopol. Det betyder, at de skal forhindres i at prioritere profit højere end service. Da KMD blev solgt til en kapitalfond, vidste regeringen således godt, hvad det var for en alvorlig risiko, staten løb ved salget, fordi KMD reelt står for en væsentlig del af dansk IT-infrastruktur. Hvis KMDs nye ejer valgte at betragte dele af sin forretning som mindre rentabelt, kunne store dele af Danmarks befolkning stå uden løn, uden boligstøtte, børneydelse, pension, eller dagpenge, eller skoleforvaltning, ejendomsadministration og energiforsyning kunne blive umuliggjort. Af den grund gennemtvang Kommunernes Landsforening en såkaldt "transitionsaftale", som pålagde den nye ejer en række krav til service og prissætning. (Denne aftale reducerede købsprisen for KMD væsentligt, hvilket mere end antyder, hvordan de potentielle købere anskuede serviceniveau og prissætning). Men som navnet antyder er transitionsaftalen kun midlertidig, og når den udløber, har kapitalfonden frie hænder.
Med godt fem millioner indbyggere og et areal på 43.000 km2 er Danmark et lille land, og har som sådan kun plads til et yderst begrænset antal leverandører af en bestemt service. Landets beskaffenhed er slet og ret sådan, at det på nogle områder kun giver mening at have et monopol, eller hvor det under alle omstændigheder ville ende med, at der kun var en enkelt spiller tilbage.
Skal monopoler sikres mod at udnytte deres positioner på et marked, hvor det kun giver mening at have et monopol, skal der enten sættes så restriktive regler omkring service og prissætning, at der reelt er tale om statseje, eller også skal man tage konsekvensen: Når der kun er plads til én virksomhed, og den har til opgave at levere services til samfundet, så skal virksomheden være statsejet.
Rigtig godt indlæg.. Synes specielt godt om jeres eksempel på KMD, som helt sikkert er vejen frem for danske monopol-virksomheder. Ristriktioner ved salg, "Katten efter musen" hvis de bliver for grådige, osv.. Hvor den almindelige dansker selvfølgelig er katten.. ;)
Et eksempel på forandring på området og et godt eksempel på at danskerne ikke bare skal finde sig i at blive overløbet af monopol-virksomhedernes faste greb på dansk økonomi og infrastruktur, hvad enten det er fysisk, service eller psykisk, er Lotto24 og deres nyeligt vundet retsag over Danske Spil A/S.
- http://www.berlingske.dk/danmark/danske-spil-ejer-ikke-ordet-lotto
Mange tak for et fedt og konstruktivt indlæg.. Vil glæde mig til at læse mere herfra.. :)
Mvh Ib.
Ib: Jeg ved ikke helt, om jeg skal kalde transitionsaftalen for en god løsning, for den udløber jo om otte år.
Løsningen kunne ved første øjekast være, at så skulle den slags aftaler være permanente, men så stækker man den pågældende virksomhed meget i forhold til konkurrenterne. Jeg kan ikke se nogen anden fornuftig løsning, end at de uundgåelige monopoler skal være statsejede.