Flere bloggere på midten og på venstrefløjen har undret sig over, at Dansk Folkeparti bruger ordet "diskriminerende" om et lovforslag, der stiller ikke-etniske danskere dårligere. Hvad er der sket i dette ellers så åbenlyst racistiske parti, siden dette ord, der om noget har defineret partiets politik, pludselig er blevet negativt?
PeerPlus gennemskuer ganske vist hurtigt, at Dansk Folkepartis protest dækker over, at lovforslaget vil stille etniske danskere i en mere problematisk situation, men går alligevel galt i byen, da han foreslår et antal grunde til, at Dansk Folkeparti ikke tør stå ved sine holdninger. Rune Engelbreth går også galt i byen, da han nok antyder en skjult bagtanke bag Dansk Folkepartis kritik, men ellers helliger størstedelen af sit indlæg en diskussion af det forhold, at Dansk Folkeparti jo har ret, og at det må give dem problemer sidenhen, hvis de skal holdes fast i deres holdning.
Begge disse bloggere - samt mange andre, der har undret sig over Dansk Folkepartis overraskende tilsyneladende afstandtagen til sin egen politik - overser imidlertid noget vigtigt. Måske skyldes det, at de er sympatiske mennesker, der automatisk ønsker at se det bedste i folk, og som går ud fra, at hvis Dansk Folkeparti siger noget, så må det jo være fordi Dansk Folkeparti mener det. I hvert fald handler diskussionen og spekulationen om, hvorfor Dansk Folkeparti har skiftet holdning, og man følger loyalt sandhedsværdien i Dansk Folkepartis udsagn, som i dette tilfælde handler om, at der jo ganske rigtigt er tale om et diskriminerende forslag.
Lad mig forsøge at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti kan anklage andre for at være diskriminerende på trods af, at dette for udenforstående ligner den største sten, der endnu er kastet fra Dansk Folkepartis glashus. Og nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for der er flere tilsyneladende modstridende sandheder i spil.
For det første handler udgangspunktet om, at der på den ene side står en udsat gruppe, der kan have brug for særlig hjælp, og enhver hjælp til gruppen vil alt andet lige udviske forskellen mellem gruppen og de omkringliggende grupper, der ikke har brug for hjælpen. Det egentlige problem i denne del af diskussionen er, at "hjælp" i Venstres politik udmønter sig i forslag om, at gruppen skal kunne ansættes for under mindstelønnen, hvilket i praksis betyder en lussing til begge parter - de ikke-etniske danskere, fordi de skubbes (yderligere) ind i en underklasse, og de etniske danskere, fordi de får sværere ved at konkurrere om ansættelser. Ved at stille de to grupper op mod hinanden stiller Venstre dem begge værre i forhold til resten af samfundet som sådan. Vinderen er ikke en af de to grupper, og hvor det ved første øjekast kan ligne diskrimination mellem to grupper, har Venstre i virkeligheden opnået at diskriminere begge grupper på én gang.
PeerPlus gennemskuer ganske vist hurtigt, at Dansk Folkepartis protest dækker over, at lovforslaget vil stille etniske danskere i en mere problematisk situation, men går alligevel galt i byen, da han foreslår et antal grunde til, at Dansk Folkeparti ikke tør stå ved sine holdninger. Rune Engelbreth går også galt i byen, da han nok antyder en skjult bagtanke bag Dansk Folkepartis kritik, men ellers helliger størstedelen af sit indlæg en diskussion af det forhold, at Dansk Folkeparti jo har ret, og at det må give dem problemer sidenhen, hvis de skal holdes fast i deres holdning.
Begge disse bloggere - samt mange andre, der har undret sig over Dansk Folkepartis overraskende tilsyneladende afstandtagen til sin egen politik - overser imidlertid noget vigtigt. Måske skyldes det, at de er sympatiske mennesker, der automatisk ønsker at se det bedste i folk, og som går ud fra, at hvis Dansk Folkeparti siger noget, så må det jo være fordi Dansk Folkeparti mener det. I hvert fald handler diskussionen og spekulationen om, hvorfor Dansk Folkeparti har skiftet holdning, og man følger loyalt sandhedsværdien i Dansk Folkepartis udsagn, som i dette tilfælde handler om, at der jo ganske rigtigt er tale om et diskriminerende forslag.
Lad mig forsøge at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti kan anklage andre for at være diskriminerende på trods af, at dette for udenforstående ligner den største sten, der endnu er kastet fra Dansk Folkepartis glashus. Og nu gælder det om at holde tungen lige i munden, for der er flere tilsyneladende modstridende sandheder i spil.
For det første handler udgangspunktet om, at der på den ene side står en udsat gruppe, der kan have brug for særlig hjælp, og enhver hjælp til gruppen vil alt andet lige udviske forskellen mellem gruppen og de omkringliggende grupper, der ikke har brug for hjælpen. Det egentlige problem i denne del af diskussionen er, at "hjælp" i Venstres politik udmønter sig i forslag om, at gruppen skal kunne ansættes for under mindstelønnen, hvilket i praksis betyder en lussing til begge parter - de ikke-etniske danskere, fordi de skubbes (yderligere) ind i en underklasse, og de etniske danskere, fordi de får sværere ved at konkurrere om ansættelser. Ved at stille de to grupper op mod hinanden stiller Venstre dem begge værre i forhold til resten af samfundet som sådan. Vinderen er ikke en af de to grupper, og hvor det ved første øjekast kan ligne diskrimination mellem to grupper, har Venstre i virkeligheden opnået at diskriminere begge grupper på én gang.
For det andet opfatter Dansk Folkeparti diskrimination anderledes end de øvrige politiske partier. For Dansk Folkeparti dækker begrebet "diskrimination" over, at
etniske, kristne danskere stilles svagere. Enhver anden form for
diskrimination, sådan som vi andre definerer ordet, er enten ligegyldig
eller ligefrem ønskelig hos Dansk Folkeparti. Omvendt vil regeringen nødigt indrømme, at den opfører sig
diskriminerende. Det er udemokratisk, og man risikerer at tabe stemmer
på at blive grebet i at praktisere andet, end man prædiker. Med
undtagelse af visse personer i regeringen, der nærmer sig Dansk Folkepartis racisme, har regeringen overvejende den opfattelse af
diskrimination, som ligger i begrebets konventionelle betydning.
For det tredie er centrum og venstre i dansk politik karakteriseret ved, at rationalitet har højere vægt i et argument end på højrefløjen, hvor følelser modsvarende har større appel. For Dansk Folkepartis vedkommende er argumenters rationelle og logiske indhold nærmest uvæsentlige. Det betyder, at det ikke nytter at forstå Dansk Folkeparti ud fra de samme præmisser, som karakteriserer oppositionen. Man går galt i byen, hvis man antager, at Dansk Folkeparti består af sympatiske mennesker, der står ved deres ord, og som taler sandheden. Det virkelige Dansk Folkeparti består tværtimod af mennesker, der uden at fortrække en mine siger det stik modsatte af, hvad de mener, uden større samvittighedkvaler end svindleren, der binder en godtroende ældre dame en historie på ærmet, så han kan narre damens sidste sparepenge ud af hende. Dansk Folkeparti bruger ord på samme måde som en sociopat: Den eneste parameter, ord og handling vurderes på, er deres evne til at få ens modpart til at opføre sig, som man ønsker. Sandhedsværdi, gennemførbarhed og logik er underordnede.
For at starte med det nemmeste, så reagerede Dansk Folkeparti på, at etniske danskere stilles dårligere overfor ikke-etniske danskere, og anklagede prompte regeringen for diskrimination ud fra den betydning, som Dansk Folkeparti tillægger ordet. Den logisk inkonsistente klang mellem Dansk Folkepartis egen politik og hermed fremførte anklage står ikke i vejen hos Dansk Folkeparti. Dermed sagde Dansk Folkeparti imidlertid noget, der også i ordets konventionelle definition er korrekt, og det har måske været mere et tilfælde end udtryk for forstand.
Resultatet blev, at Dansk Folkeparti både kan anklage regeringen og opnå oppositionens støtte til anklagen, fordi såvel regering som opposition forstår diskrimination på én måde, mens Dansk Folkeparti forstår det på en anden måde. Mens oppositionen kæmper mod regeringen ud fra sin egen opfattelse af, hvad diskrimination går ud på, kæmper de uforvarende også Dansk Folkepartis sag, selv om Dansk Folkeparti ønsker en diskrimination, der går den stik modsatte vej. Så længe man har en blind plet i erkendelsen af, at der findes en tredie vinder, mens begge grupper taber, kan man sagtens hævde at have ret overfor den anden part.
Det er til at forstå, hvorfor Dansk Folkeparti kan kæmpe mod diskrimination, fordi de har en "privat" opfattelse af, hvad diskrimination dækker over. Og fordi ordet tilfældigvis også kan bruges af oppositionen i samme sag, kan oppositionen også anklage regeringen for samme. Det var således oppositionens anden blinde plet.
Til sidst er vi ved flere bloggeres undren over, at Dansk Folkeparti tør tage ordet "diskrimination" i sin mund, og dette udgør den sidste blinde plet. Oppositionen er mentalt bundet af en diskurs, hvor argumenter antages at have en intern logik. Det falder ikke oppositionen ind, at Dansk Folkeparti ikke mener, hvad de siger, og at Dansk Folkeparti gerne siger noget den ene dag for at sige det stik modsatte den næste dag.
Dansk Folkeparti har et mål, som de ønsker at opnå, og de siger lige præcis det, de mener, der skal til. I den aktuelle sag handler det om, at de ønsker at få regeringen til at trække lovforslaget tilbage, og hvis det lykkes, har ordene haft den ønskede effekt. Sandheden af ordene, gennemførlighed eller konsistens er ligegyldige, hvis blot Dansk Folkeparti opnår, hvad de ønsker. Dansk Folkeparti siger ikke nødvendigvis noget, fordi de mener det, men fordi det er et middel til at flytte folk. Dansk Folkeparti angriber regeringen med dette ord, som regeringen helst ikke vil have klistret på sig, for at få regeringen til at trække et hos Dansk Folkeparti uvelkomment forslag tilbage. Det er alene derfor, Dansk Folkeparti bruger dette ord.
Vi kan måske tro, at der er tale om politiske prøveballoner for at lodde stemningen blandt vælgerne, fordi vi finder det ulogisk eller irrationelt at kaste sten fra det politiske glashus, men det er blot business as usual for dette parti, der ikke kan holde fri fra racisme på samme måde, som andre partier kan holde sommerferie fra parlamentarismen på Christiansborg. Alle de rationelle overvejelser, som PeerPlus og andre begavede individer foretager sig omkring årsagen til Dansk Folkepartis brug af ordet "diskriminerende", er helt irrelevante, for Dansk Folkeparti benytter ikke det rationelle udgangspunkt, der aftvinger sådanne forklaringer. Og det behøver de heller ikke overfor et vælgersegment, der mangler den mentale udstyring til at se de for vi andre så åbenlyse og ironiske selvmodsigelser, inkonsistens og manglende logik i Dansk Folkepartis udtalelser.
For det tredie er centrum og venstre i dansk politik karakteriseret ved, at rationalitet har højere vægt i et argument end på højrefløjen, hvor følelser modsvarende har større appel. For Dansk Folkepartis vedkommende er argumenters rationelle og logiske indhold nærmest uvæsentlige. Det betyder, at det ikke nytter at forstå Dansk Folkeparti ud fra de samme præmisser, som karakteriserer oppositionen. Man går galt i byen, hvis man antager, at Dansk Folkeparti består af sympatiske mennesker, der står ved deres ord, og som taler sandheden. Det virkelige Dansk Folkeparti består tværtimod af mennesker, der uden at fortrække en mine siger det stik modsatte af, hvad de mener, uden større samvittighedkvaler end svindleren, der binder en godtroende ældre dame en historie på ærmet, så han kan narre damens sidste sparepenge ud af hende. Dansk Folkeparti bruger ord på samme måde som en sociopat: Den eneste parameter, ord og handling vurderes på, er deres evne til at få ens modpart til at opføre sig, som man ønsker. Sandhedsværdi, gennemførbarhed og logik er underordnede.
For at starte med det nemmeste, så reagerede Dansk Folkeparti på, at etniske danskere stilles dårligere overfor ikke-etniske danskere, og anklagede prompte regeringen for diskrimination ud fra den betydning, som Dansk Folkeparti tillægger ordet. Den logisk inkonsistente klang mellem Dansk Folkepartis egen politik og hermed fremførte anklage står ikke i vejen hos Dansk Folkeparti. Dermed sagde Dansk Folkeparti imidlertid noget, der også i ordets konventionelle definition er korrekt, og det har måske været mere et tilfælde end udtryk for forstand.
Resultatet blev, at Dansk Folkeparti både kan anklage regeringen og opnå oppositionens støtte til anklagen, fordi såvel regering som opposition forstår diskrimination på én måde, mens Dansk Folkeparti forstår det på en anden måde. Mens oppositionen kæmper mod regeringen ud fra sin egen opfattelse af, hvad diskrimination går ud på, kæmper de uforvarende også Dansk Folkepartis sag, selv om Dansk Folkeparti ønsker en diskrimination, der går den stik modsatte vej. Så længe man har en blind plet i erkendelsen af, at der findes en tredie vinder, mens begge grupper taber, kan man sagtens hævde at have ret overfor den anden part.
Det er til at forstå, hvorfor Dansk Folkeparti kan kæmpe mod diskrimination, fordi de har en "privat" opfattelse af, hvad diskrimination dækker over. Og fordi ordet tilfældigvis også kan bruges af oppositionen i samme sag, kan oppositionen også anklage regeringen for samme. Det var således oppositionens anden blinde plet.
Til sidst er vi ved flere bloggeres undren over, at Dansk Folkeparti tør tage ordet "diskrimination" i sin mund, og dette udgør den sidste blinde plet. Oppositionen er mentalt bundet af en diskurs, hvor argumenter antages at have en intern logik. Det falder ikke oppositionen ind, at Dansk Folkeparti ikke mener, hvad de siger, og at Dansk Folkeparti gerne siger noget den ene dag for at sige det stik modsatte den næste dag.
Dansk Folkeparti har et mål, som de ønsker at opnå, og de siger lige præcis det, de mener, der skal til. I den aktuelle sag handler det om, at de ønsker at få regeringen til at trække lovforslaget tilbage, og hvis det lykkes, har ordene haft den ønskede effekt. Sandheden af ordene, gennemførlighed eller konsistens er ligegyldige, hvis blot Dansk Folkeparti opnår, hvad de ønsker. Dansk Folkeparti siger ikke nødvendigvis noget, fordi de mener det, men fordi det er et middel til at flytte folk. Dansk Folkeparti angriber regeringen med dette ord, som regeringen helst ikke vil have klistret på sig, for at få regeringen til at trække et hos Dansk Folkeparti uvelkomment forslag tilbage. Det er alene derfor, Dansk Folkeparti bruger dette ord.
Vi kan måske tro, at der er tale om politiske prøveballoner for at lodde stemningen blandt vælgerne, fordi vi finder det ulogisk eller irrationelt at kaste sten fra det politiske glashus, men det er blot business as usual for dette parti, der ikke kan holde fri fra racisme på samme måde, som andre partier kan holde sommerferie fra parlamentarismen på Christiansborg. Alle de rationelle overvejelser, som PeerPlus og andre begavede individer foretager sig omkring årsagen til Dansk Folkepartis brug af ordet "diskriminerende", er helt irrelevante, for Dansk Folkeparti benytter ikke det rationelle udgangspunkt, der aftvinger sådanne forklaringer. Og det behøver de heller ikke overfor et vælgersegment, der mangler den mentale udstyring til at se de for vi andre så åbenlyse og ironiske selvmodsigelser, inkonsistens og manglende logik i Dansk Folkepartis udtalelser.
Leave a comment