Socialdemokratiet og SF ønsker at indføre skat på pensionsopsparing. Det kommer i særlig grad til at ramme folk med en højere uddannelse, som i så fald vil miste mellem 1,3 og 1,5 millioner kroner.
Den højt uddannede del af befolkningen vil få et alvorligt smæk, som deres økonomi slet ikke er indrettet efter. Undertegnedes familie kan f.eks. se frem til at miste mellem 2,5 og 3 millioner, og med et nyerhvervet hus baseret på en aftale med banken, der ikke forudsætter uforudsete udgifter i den størrelsesorden, hænger det ikke sammen. Det siger jeg ikke for at bede om medynk; min pointe er en helt anden, nemlig at vi ikke kan sidde den slags alvorlige ændringer i den personlige økonomi overhørig. Vi er tvunget til at reagere på sådanne ændringer, og vi er ikke de eneste.
Som det er tilfældet for mange andre i vores situation, er vores pensionsopsparing indrettet efter, at vi vil have mulighed for nogenlunde at fastholde vores livsstil, når vi forlader arbejdsmarkedet. Hvis der tages 2,5 millioner ud af det budget, så er vi nødt til at forfølge andre muligheder. Vi - og her mener jeg alle vi, der står til at miste disse beløb - vil formentlig forsøge at forhandle en højere løn med arbejdsgiveren (som i mange tilfælde er det offentlige), der muliggør en større opsparing. Eller vi vil måske vælge at droppe pensionsopsparingen og i stedet benytte os af spekulation i værdipapirer. Og det kan ikke gå hurtigt nok: Jo senere, vi venter med at finde alternative løsninger, desto flere penge mister vi, såfremt S og SF ikke finder en overgangsordning, der ikke straffer os, der allerede har sparet et vist beløb op. På en eller anden måde vil vi i hvert fald være nødt til at sikre os, at de penge, vi tjener her og nu, kan bindes på en sådan måde, at vi kan hæve dem igen, når vi går på pension. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil opstå spekulationsselskaber, der nok skal hjælpe os mod en vis betaling.
Hvis forslaget bliver gennemført, bliver den højt uddannede klasse til en gruppe, der ikke længere kan føle sig solidarisk med venstrefløjens hidtidigt tilgodesete grupper. Det bliver til en klasse med relativt højere løn (for at kunne fastholde sin livsstil efter pensionsalderen), eller til en klasse, der har fordel af den skattefordeling, de forbrugsmønstre og den "selvhjulpenhed" på andres bekostning, som karakteriserer højrefløjens politik.
Venstrefløjen, der burde tilgodese den arbejdende del af befolkningen - som også er den højtuddannede - overfor interesserne af den øvrige del af befolkningen, som ejer produktionsapparatet og profiterer på førstnævntes bekostning, vender nu tilbage til den tid, hvor "aristokratiet" af uddannede mennesker ansås som værende i bås med arbejdsgiverne. Vi, der har en uddannelse, vil af egen interesse være tvunget til at stemme på den borgerlige fløj, fordi den anden fløj kæmper imod vore interesser.
Den højt uddannede del af befolkningen vil få et alvorligt smæk, som deres økonomi slet ikke er indrettet efter. Undertegnedes familie kan f.eks. se frem til at miste mellem 2,5 og 3 millioner, og med et nyerhvervet hus baseret på en aftale med banken, der ikke forudsætter uforudsete udgifter i den størrelsesorden, hænger det ikke sammen. Det siger jeg ikke for at bede om medynk; min pointe er en helt anden, nemlig at vi ikke kan sidde den slags alvorlige ændringer i den personlige økonomi overhørig. Vi er tvunget til at reagere på sådanne ændringer, og vi er ikke de eneste.
Som det er tilfældet for mange andre i vores situation, er vores pensionsopsparing indrettet efter, at vi vil have mulighed for nogenlunde at fastholde vores livsstil, når vi forlader arbejdsmarkedet. Hvis der tages 2,5 millioner ud af det budget, så er vi nødt til at forfølge andre muligheder. Vi - og her mener jeg alle vi, der står til at miste disse beløb - vil formentlig forsøge at forhandle en højere løn med arbejdsgiveren (som i mange tilfælde er det offentlige), der muliggør en større opsparing. Eller vi vil måske vælge at droppe pensionsopsparingen og i stedet benytte os af spekulation i værdipapirer. Og det kan ikke gå hurtigt nok: Jo senere, vi venter med at finde alternative løsninger, desto flere penge mister vi, såfremt S og SF ikke finder en overgangsordning, der ikke straffer os, der allerede har sparet et vist beløb op. På en eller anden måde vil vi i hvert fald være nødt til at sikre os, at de penge, vi tjener her og nu, kan bindes på en sådan måde, at vi kan hæve dem igen, når vi går på pension. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil opstå spekulationsselskaber, der nok skal hjælpe os mod en vis betaling.
Hvis forslaget bliver gennemført, bliver den højt uddannede klasse til en gruppe, der ikke længere kan føle sig solidarisk med venstrefløjens hidtidigt tilgodesete grupper. Det bliver til en klasse med relativt højere løn (for at kunne fastholde sin livsstil efter pensionsalderen), eller til en klasse, der har fordel af den skattefordeling, de forbrugsmønstre og den "selvhjulpenhed" på andres bekostning, som karakteriserer højrefløjens politik.
Venstrefløjen, der burde tilgodese den arbejdende del af befolkningen - som også er den højtuddannede - overfor interesserne af den øvrige del af befolkningen, som ejer produktionsapparatet og profiterer på førstnævntes bekostning, vender nu tilbage til den tid, hvor "aristokratiet" af uddannede mennesker ansås som værende i bås med arbejdsgiverne. Vi, der har en uddannelse, vil af egen interesse være tvunget til at stemme på den borgerlige fløj, fordi den anden fløj kæmper imod vore interesser.
Nu har jeg ikke nærlæst forslaget, men de har vel ikke tænkt sig at lave deciderede ændringer for allerede indbetalte penge? Hvis det kun vedrører fremtidige indbetalinger (og det er sådan, jeg forstår det) så nedsætter det incitamentet til at spare op til pension (og det kan være OK, tricket er at folkepensionen faktisk burde være så høj, at det ikke for alvor er nødvendigt med en pensionsopsparing), og det kan man mene om hvad man vil, men det kan ikke slå bunden ud af nogens økonomi. Tricket med et hus er jo, at hvis man køber det 20-30 år før man går på pension, er det betalt til den tid (med mindre man har været så ... ja, hvad skal man kalde det ... at tage afdragsfrie lån).
Der er noget galt i det regnestykke som JyllandsPosten har lavet eller citerer. Der er åbenbart tale om at fjerne fradragsretten for pensionsindskud over 100k (eller 140k siges det andetsteds?), men det kan altså ikke koste 1.5 millioner for ret mange, hvis nogen overhovedet.
Men det er rigtigt at det primært vil gå ud over almindeligt højtlønnede, som får begrænset deres muligheder for at flytte topbeskattet arbejdsindkomst til fremtidige pensionsudbetalinger under topskattegrænsen. Det tab kan bare ikke blive 1.5 mill kr,, næsten uanset hvor urealistiske forudsætninger man laver for regnestykket.
Og så mange penge er der vel heller ikke i at blogge :-)
Det er selvfølgelig usikkert, hvad tabet vil blive. Men hvis vi ser på nogle praktiske tal, hvor en relativt højtlønnet betaler cirka 10% ind på en pensionsopsparing fra en årsindkomst på ca. kr. 600.000, så bliver det i løbet af 35 års arbejdsindsats til en pensionskonto på kr. 2.100.000.
Hvis der skal betales skat af dette, er det måske ikke kr. 1.500.000, men det er tæt nok på, til at man som lønmodtager godt vil tage sig kompenseret ved arbejdsgiveren og dermed får en løn, der i forhold til resten af arbejdsmarkedet er med til at øge uligheden.
Hvis der ikke er fradrag ved indbetaling på pensionsordningen, er der heller ikke beskatning ved udbetaling. Så er det ligesom din opsparingskonto i banken, hvor du heller ikke bliver beskattet når du hæver.
Jeg vil tro at det er den fejl som EPN laver (og som du laver her). Gevinsten ved at kunne flytte topbeskattet arbejdsindkomst til fremtidig pensionsindkomst under topskattegrænsen er cirka 15% af opsparingen i dag (lidt mere i gamle dage da vi havde mellemskatten).
Hvis du tjener 600k og betaler 10% ind på en pensionsordning, er du slet ikke i nærheden af den max grænse for årlig indbetaling som der foreslås (100k eller 140k, det er ikke helt klart). Det er ikke den type højtlønnede der bliver ramt.
Vi har allerede i dag (fra 2010) en grænse på 100k per år for fradrag, men kun for indbetalinger på ratepensioner (mange private firmapensionsordninger er dog ratepensioner; mens pensionsordninger efter kollektiv overenskomst typisk er livrenter). Socialdemokratiet vil tilsyneladende ændre dette, så det er *alle* pensionsordninger, altså både ratepensioner og livrenter.
Forhåbentlig vil de se på ministerpensionerne ved samme lejlighed.. (In my dreams, som skatteyder).
Jesper: Jeg håber, du har ret. Det skulle dog ikke være første gang, at Socialdemokratiet har haft et lidt borgerligt syn, hvis EPN har ret i sine beregninger.