Det kunne have gået Naser Khader værre

| No Comments |
Lixtal: 44Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook
Nedenstående blev oprindelig sendt som et brev til Naser Khader (K). Efterfølgende har jeg omformuleret brevet, så det handler om sagen frem for Naser Khader selv:

Det glæder mig, at det er opklaret, hvem der havde hacket Naser Khaders computer, og at der ikke var tale om politiske modstandere. Jeg kan vel undre mig over Khaders valg af bekendtskaber jævnfør hans pressemeddelelse angående hackerens identitet, men kan omvendt nikke genkendende til en vis konsistens blandt hans politiske samarbejdspartnere hvad det angår.

Jeg håber imidlertid, at sagen kan åbne øjnene for, hvorfor især dele af oppositionen ser IT-sikkerhed og privatliv fra et andet perspektiv, end de Konservative normalt er talspersoner for. Den stående formaning fra de Konservative omkring øget overvågning og kompromittering af privatlivets fred har hidtil været, at hvis ikke man har noget at skjule, har man ikke noget at være bange for.

Men man kan faktisk have helt private affærer, som ikke rager nogen andre. Måske diskuterer man sine løn- eller skatteforhold. Måske har man en affære udenom. Måske headhunter man en ven et til et job. Eller måske planlægger man sin ferie udenfor hjemmet. Uanset hvad det er, så er det dokumenter, som man ikke vil have, at alle andre skal læse, selv om det ikke er kriminelt. Der er ikke noget galt i at understrege, at man ønsker at diskutere privat. Det er ikke fordi man begår undergravende virksomhed, at man skjuler sine breve i lukkede konvolutter.

Hvis man kriminaliserer privatliv (eller tager det første skridt ved at mistænkeliggøre det), er det kun kriminelle, der har et privatliv, for nu at låne et velkendt ordsprog. Det er sikkert attraktivt at være den magtfaktor, der kan kontrollere overvågningen, men tider skifter, og magt skifter hænder, og man kan pludselig være den overvågede overfor en magt, man ikke er enig med. Den næste magthaver har ikke nødvendigvis samme velmenende interesser med overvågningen, som man selv mente at have.

Skulle man bruge Khaders eget partis hidtidige parole, måtte man formode, at han har noget at skjule, siden han kunne blive rystet over at få sine private oplysninger stjålet og potentielt brugt imod sig. Noget sådant vil jeg ikke antyde, ikke mindst fordi jeg ikke køber de Konservatives argument. I stedet har jeg faktisk fuld forståelse for, at Khader kan være rystet, for de fleste mennesker foretrækker at holde deres private liv privat.

Derfor håber jeg, at oplevelsen giver Khader og hans parti en vis forståelse for, at jeg og mange andre gerne vil kunne tale i telefon, surfe på nettet, skrive en mail, køre i vores biler, gå en tur i centrum, osv., uden at ukendte andre skal få indsigt i det og eventuelt bruge det mod os - uanset hvor uskyldige, vore forehavender måtte være. Sammenlignet med en sådan systematisk invasion af vore private gøremål er en tilfældig vens hacking af ens computer i småtingsafdelingen. Hvis det er nok til at gøre Khader rystet, så bør han tænke på, hvordan man retteligt bør opfatte den overvågningslovgivning, som hans eget parti er fortaler for. Det er nemlig langt værre.

Leave a comment

Ældre indlæg

Sider

Om dette indlæg

Denne side indeholder et enkelt indlæg af Ole Wolf, udgivet d. 18.11.2010 19:40.

Forrige indlæg: I medgang og modgang

Næste indlæg:Sendt til Dansk Folkeparti

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.